Test: Sådan lyder et headset til 600 kroner, et til 1.900 kroner og et til 3.800 kroner.

Test: Vi har lyttet til Jabra Move, Libratone Q Adapt og B&O Play H9 for at finde ud af, hvad forskellen er på et dyrt og et billigt trådløst headset.

Fremtiden er trådløst. Kabler er fortiden.

Sådan udtalte Apples CEO, Tim Cook, i forbindelse med lanceringen af den nyeste iPhone, som ikke længere har en audioport til det klassiske 3,5mm minijack-stik.

Siden har andre producenter fulgt trop med afskaffelsen af audioporten, senest HTC med HTC Ocean Ultra.

Det forventes, at flere smartphone-producenter i de kommende måneder vil lancere smartphones uden audioport.

Derfor er det interessant at kigge på de trådløse headsets, som du kan tilslutte din smartphone elle computer.

Men hvad får du får pengene, hvis du vælger et dyrt trådløst headset, og hvad går du glip af, hvis du køber et billigt?

Vi har taget et kig på tre meget forskellige bluetooth-headset til tre meget forskellige priser.

De tre headset - som ved en tilfældighed alle er dansk-designede - er:

Jabra Move: 599 kroner.

Libratone Q adapt on-ear: 1.899 kroner.

B&O Play H9: 3.799 kroner.

Alle de pågældende headset har fået gode anmeldelser og roser, både hvad angår pris, design, materialer og ikke mindst hardware inden for hver sin prisklasse, og derfor vil vi heller ikke vælge en egentlig testvinder.

Vi vil i højere grad udpege, hvad du får for pengene ved hvert headset. Design og komfort
Jabras Move-headset bliver af mange anmeldersites rost som værende et af de bedste prisvenlige headsets på markedet og med god grund.

Headsettet føles solidt og giver hverken efter eller knirker, når du bøjer det, og det er generelt godt bygget.

I billigere headset er der ellers ofte en tendens til at spare på materiale-kvaliteten, men Jabra Move er et headset, der sagtens kan holde til at blive kastet ned i bunden af en taske uden at gå i stykker.

Vi er til gengæld ikke fans af den blotlagte ledning ved hvert øre, da den kan hænge fast i alverden.

Libratone Q Adapt koster lidt over tre gange så meget som Jabra Move, men der er også gjort mere ud af både materialevalg og design.

Headsettet har en lidt blødere beklædning på bøjlen, og selve designet af headsettet virker mere færdiggjort og gennemtænkt end Jabra Move.

Headsettets højttalerpuder er også blødere, og gør headsettet mere behageligt at have på.

Både Libratone Q adapt og Jabra Move er on ear-headset, hvor de to højttaler-enheder sidder og presser ind på dine ører.

Begge headset sidder solidt fast på dit hoved, men de er også en kende ubehagelige og trættende at have på i længden - særligt hvis du har briller som skribenten her. I det tilfælde kan on ear-headset godt give komfort-problemer.

B&O Plays H9 er selskabets dyreste headset, og en stor del af pengene er gået til design og materialer af høj kvalitet.

Headsettet skriger af kvalitet i skinnende metal og læder, og headsettet føles som et premiumprodukt.

Eftersom headsettet er et "over ear-headset", med læderskåle der dækker ørene, er headsettet også klart det mest behagelige at have på - også efter mange timer og med briller.

Du betaler så absolut også for de gode materialer og den høje samlekvalitet, men nogle betaler glædeligt for godt design og B&O-logoet på siden. .

Bluetooth
Hvad end du køber det billige Jabra Move eller det hundedyre B&O Play H9, så er en ting sikkert: Du vil opleve præcis de samme bluetooth-udfald.

Vi oplevede præcis lige så mange hop i lyden ved alle tre headsets, og sel vom det ikke var mange og sjældent generende, er det bemærkelsesværdigt, at et dyrere headset ikke gør det bedre end et billigt.

Det er særligt et problem, hvis du som skribenten her har telefonen i venstre lomme, for bluetooth-modtageren sidder næsten altid i højre side af et headset, og hvis du kigger dig over højre skulder, skal bluetooth-signalet gå igennem din krop. Kontrol af musikken
Jabra Move har fysiske knapper på bunden af den ene højttaler, som du kan styre musikken med. Nemt og elegant og uden dikkedarer.

På både Libratone Q Adapt og B&O Play H9 har den ene "ørebøf" en berøringsfølsomflade til betjening af høretelefonerne.

Ved at swipe langs ørebøffen kan du skifte sang eller stoppe nummeret på B&O Play H9, og på både Q Adapt og H9 skruer du op for lyden ved at lave en cirkulær bevægelse.

Det fungerer, men ikke stabilt. Fra tid til anden rammer man forkert på B&O Play H9 og kommer til at ringe den sidste samtale op igen. Irriterende.

Batterilevetid
Jabra Move: 8 timers musik.

Libratone Q adapt On Ear: 20 timers musik.

B&O Play H9: 14 timers musik.

Lydkvalitet
Jabras Move blegner i forhold til både Libratone Q adapt og B&O Play H9 - men til gengæld er prisen næsten en tredjedel af Libratone Q adapt, og til de penge får du et ganske fortræffeligt headset.

Libratone Q Adapt On Ear har en bedre, mere detaljeret, lettere varm lyd, og vi føler ikke, at den stærke aktive støjreduktion ødelægger lydoplevelsen.

Bassen er stærk, men vi ville have ønsket, at den havde været lidt mere skarp. Der er desuden rig mulighed for at ændre lydbilledet i Libratones mobil-app,

B&O Play H9 giver os den bedste lydoplevelse af de tre.

Det skulle headsettet også gerne, da det koster næsten 2.000 kroner mere end Libratone Q adapt.

H9 har en fyldig, og typisk B&O Play-lyd med skarpe toner og fine detaljer, mens bassen stadig er fyldig. Det er et headset, som vil gøre de fleste glade uanset foretrukken musikgenre.

Hvis du vil spare 700 kroner, kan du købe B&O Play H7 i stedet for H9. Forskellen er kun, at du ikke får aktiv støjreduktion i H7.

Alle tre headset har desuden en audioport, så du kan tilslutte et kabel.

Hvis du hovedsageligt lytter til musik via de almindelige streamingtjenester (TDC Play, Telia Music, Spotify) så kan du ikke høre forskel på musikken, hvad end du afspiller via bluetooth eller kabel.

Konklusion
Efter at have testet de tre headset i over en måned, kan vi drage nogle klare konklusioner.

Først og fremmest, at der ingen forskel er på mængden af bluetooth-udfald: Det sker lige ofte, hvad end du har et dyrt eller billigt headset.

Det billigste headset af de tre, Jabra Move, har den bedste brugerflade. Det er det headset, som vi nemmest kunne skifte sang på med de fysiske knapper, hvor Libratone og B&O's berøringsflader fungerer knap så godt.

Lyden er bedst i det dyreste H9, men vi vil gerne stå på mål for, at med mindre du sidder med alle tre headset og prøver dem lige efter hinanden, så vil de fleste være mere end tilfredse med lyden fra Jabras headset.

Læs også: Test: B&O Play A6: Flot lyd til dem som vil betale for design



mest debatterede artikler

CIO
Torben Fabrin og Arla måtte på få dage omstille hele deres produktion da coronaen ramte
Da coronaen ramte verden måtte mejerigiganten Arla på få dage omstille sin produktion. Samtidig voksede salget massivt til supermarkeder mens institutioner og restauranter gik næsten i stå. Hør hvordan Arla kom gennem krisen ved blandt andet være klar med realtime analytics.
Job & Karriere
På jagt efter et it-job i Jylland? Her er 10 stillinger fra Aabenraa til Aalborg, der ledige netop nu
Vi har fundet en række spændende stillinger til dig, der jagter et it-job. Her kan du vælge og vrage mellem ledige stillinger lige fra Aabenraa til Aalborg.
White paper
Sådan opbevarer du effektivt og sikkert dine data – også med hybrid cloud
Cloud er her der og alle vegne. Men mange organisationer foretrækker en mere blandet tilgang, hvor dele af virksomhedens workload og it-miljøer sendes i clouden, mens andre dele placeres i andre og ofte lokale datacentre. Det stiller ofte mange forskelligartede krav til behovet for lokal storage. Men med IBM FlashSystem kan du konsolidere dit storage-behov og reducere kompleksiteten. Samtidig er FlashSystem all-flash og hybrid-løsninger bygget på et standardiseret sæt af værktøjer og APIs, som giver dig adgang til enterprise-løsninger uanset størrelsen på din organisation. I dette whitepaper fra Atea og IBM kan du læse om IBMs storeløsninger og de yderligere fordele som du kan opnå med dem.