Morgen-briefing: Investering på 90 millioner kroner i dansk 3D-print / Just Eat-brugere utilfredse med nyt gebyr / B&O tager Google Assistant til sig: Nu kan du snart tale til din højttaler

Investering på 90 millioner kroner i dansk 3D-print. Just Eat-brugere utilfredse med nyt gebyr. B&O tager Google Assistant til sig: Nu kan du snart tale til din højttaler. Ny direktør til danske Ordrestyring.dk. Dansker får 75 millioner kroner til ny kryptovaluta. Endnu en investeringsrobot ser dagens lys. Spectre og Meltdown kan komme til at koste Intel dyrt .

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne torsdag morgen v/ morgen-briefing-bestyrer Dan Jensen.

Investering på 90 millioner kroner i dansk 3D-print

Teknologisk Institut, Innovationsfonden, Grundfos og Danfoss investerer næsten 90 millioner kroner i ‘mandskab, øget viden og udstyr i forbindelse med 3D-print,” skriver Børsen.

Det sker i forbindelse med det såkaldte AM-Line 4.0-projekt, der sigter mod at gøre det nemmere for små og mellemstore virksomheder at anvende 3D-print.

"Markedet er i eksponentiel vækst, og vi estimerer, at der ligger en mulig omsætning for danske virksomheder på et etcifret milliardbeløb inden for et par år, hvor omsætningen i øjeblikket ligger på relativt få millioner i Danmark," siger sektionsleder i Teknologisk Institut, Jeppe Byskov, til avisen.

Læs også: ”Der stod simpelthen 13 metal-printere på rad og række, som sprøjtede metal-emner ud i hundredetusindevis om året”

Just Eat-brugere utilfredse med nyt gebyr

Just Eat-brugere i Storbritannien er godt utilfredse med, at selskabet har indført et nyt servicegebyr på 50 pence - knap en femmer.

Ifølge The Guardian brokker brugerne sig eksempelvis på de sociale medier, hvor mange truer med at boykotte firmaet.

Kritikken går blandt andet på, at Just Eat har indført gebyret få dage før et nyt EU-forbud mod gebyrer på kreditkort-transaktioner trådte i kraft.

B&O tager Google Assistant til sig: Nu kan du snart tale til din højttaler

Struer-firmaet B&O meddeler, at Google Assistant skal integreres i en række af selskabets kommende højttalere fra B&O Play.

Det betyder, at brugerne vil kunne håndtere og styre højttalerne ved at tale til den, ligesom de vil kunne arbejde sammen med anden elektronik i hjemmet.

De store it-firmaer konkurrerer lige nu på livet løs på at komme ind i folks hjem med deres stemmestyrede teknologier.

Det kan du læse mere om her: Kæmper om at komme ind i dit hjem: Priskrig raser mellem Amazon og Google - kommer Apple også med?

Ny direktør til danske Ordrestyring.dk

36-årige Tommy Hahn Sørensen bliver ny administrerende direktør i selskabet Ordrestyring.dk, der står bag et webbaseret sagsstyringsprogram til håndværkere.

Tommy Hahn Sørensen har været kommercielt ansvarlig i virksomheden i et lille års tid, hvor stifter Carsten Rasmussen har siddet i spidsen for selskabet, der har omkring 30 medarbejdere.

Ordrestyring.dk er vokset til dobbelt størrelse nærmest år for år siden etableringen i 2011, hedder det.

“Ordrestyring.dk har nu har nået en størrelse og en position i markedet, hvor vi skal have løftet virksomheden til næste niveau. Tommy Hahn Sørensen har kompetencerne og erfaringen i at drive en vækstvirksomhed,” lyder det fra Carsten Rasmussen.

Dansker får 75 millioner kroner til ny kryptovaluta

Virksomheden MakerDAO med 30 ansatte og Rune Christensen i spidsen får 75 millioner kroner i funding til udviklingen af den netop lancerede kryptovaluta Dai, skriver det danske medie Bootstrapping.

Dai skal i modsætning til bitcoin være en såkaldt stable coin med en fast værdi - i dette tilfælde på en dollar.

Rune Christensen siger til Bootstrapping, at de 75 millioner kroner fra otte investorer ‘ikke rigtigt betyder noget’. Ifølge ham handler det mere om at ‘tilføje nogle kompetencer.’

Han forestiller sig, at Dai kan komme til at spille en rolle, når det for eksempel gælder borgerløn, transparens og løsning af kommende finanskriser.

Du kan læse MakerDAO’s whitepaper om ‘The Dai Stablecoin System’ her.

Endnu en investeringsrobot ser dagens lys

Endnu en investeringsrobot er klar til at blive rullet ud til danskere, der har brug for hjælp til at investere deres opsparede midler.

Ifølge Finans hedder den nye robot Darwin, og det er BankInvest, Jyske Bank, Sydbank og Spar Nord, der står bag den.

Darwin er den tredje lavpris-platform, der bliver lanceret inden for ret kort tid.

Danske Bank har tidligere lanceret June, mens Sparinvest og Saxo Bank fornylig meddelte, at de er på vej med en platform med navnet Sparindex.

På vej er også Nordea med løsningen Nora.

Spectre og Meltdown kan komme til at koste Intel dyrt

Der kører Intel-processorer i 98 procent af verdens datacentre. Men det kan meget vel ændre sig i kølvandet på Spectre- og Meltdown-sårbarhederne, der kom for dagens lys fornylig.

Det kan du læse mere om her:Alvorligt sikkerhedshul fundet i processorer fra Intel, ARM og AMD - milliarder af enheder kan være ramt

Ifølge Reuters er en lang række datacenter-kunder nemlig allerede begyndt at kigge i retning af Intels konkurrenter. 

Det skyldes ikke mindst, at den løsning, som Intel har fundet på sårbarhederne, sløver computernes performance, hvilket kan være helt uholdbart for kunderne.

“For mange kunder er performance vigtigst, og vi er skarpt fokuserede på at gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at vi imødekommer deres forventninger,” lyder det fra Intel.

Læses lige nu

    Annonce

    Annonceindlæg fra Jysk IT

    Sikkerhed skal være en del af driften

    Skal virksomheder stå stærkere mod angreb og kunne udvikle sig, skal sikkerhed, drift og forretning tænkes sammen. Det er tanken bag Jysk IT’s ambition om at skabe en “sikker fremtid” for kunderne.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Norriq Danmark A/S har pr. 3. august 2026 ansat Jeppe Lindberg som Developer. Han skal især beskæftige sig med at være med til at analysere, designe og udvikle skræddersyede forretningsløsninger til vores kunder i Business Central. Han kommer fra en stilling som Business Central Developer hos Evexo. Han er uddannet hos Aalborg Universitet- Master's degree, Computer Software Engineering. Nyt job

    Jeppe Lindberg

    Norriq Danmark A/S

    Dansk AM Hub har pr. 1. november 2026 ansat Rasmus Pedersen som Chief Digital Officer. Rasmus skal især beskæftige sig med fokusudviddelse fra additive manufacturing til produktinnovation gennem AI, automatisering og andre nye teknologier. Rasmus er uddannet maskiningeniør med speciale i produktudvikling og med ph.d. i udvikling af modulære produktplatforme. Rasmus har tidligere beskæftiget sig med transformation og digitalisering i værdikæden fra produktudvikling til produktion. Nyt job

    Rasmus Pedersen

    Dansk AM Hub

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

    Anne-Sofie Andreasen

    Elbek & Vejrup A/S

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Maria Juliane Friedrichsen, 47 år,  som Office Manager. Hun skal især beskæftige sig med at holde overblik og sikre, at alt på kontoret kører, som det skal. Hun kommer fra en stilling som Office Manager hos Kontorhotellet H2M. Hun er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed og har en korrekturlæseruddannelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med korrekturlæsning og den daglige drift af kontorer. Nyt job

    Maria Juliane Friedrichsen

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,