Artikel top billede

Samsung Galaxy S10 serien byder på tre medlemmer: S10 Lite. S10 og S10 Plus. (Foto: CNET)

Supermobilen Samsung Galaxy S10 er lige om hjørnet: Her er 10 ting, som vi ved

Samsungs Galaxy S10-serie af telefoner, ser lovende ud. Her hvad Computerworld regner med, at Samsung vil offentliggøre.

Det er et spændende, men udfordrende år, som mobilgiganten Samsung står over for.

Klodens førende mobilproducent målt på styksalg skal i år affægte den stadigt stærkere konkurrence fra kinesiske udfordrere som Huawei, Lenovo og OnePlus, mens det globale marked for smartphones samtidigt synes at stagnere.

Dertil skal Samsung i lighed med Apple overbevise forbrugerne om, at der skal spenderes flere penge end tidligere på en high-end smartphone, for at holde fast i margenerne.

Slutteligt er det tid til at afløse Galaxy S9-serien. Det ser ud til, at Samsung vil benytte anledningen til at gøre S10’erne til en art jubilæumsmobil – selvom S-serien godt nok først debuterede for ni år siden.

Herunder er de 10 vigtigste ting vi ved, med rimelig sandsynlighed, om Samsungs lovende S10-kollektion.

1. Kommer før tid

Når Samsung præsenterer en ny S-mobil, plejer selskabet at bruge MWC-messen i Barcelona som ramme for et såkaldt ’Unpacked’-lanceringsevent.

I år går Samsung tidligere ud, end det har været i flere år, ved allerede at holde sit unpacked-event 20. februar.

Lanceringen vil samtidig foregå ved en helt anden lokation: I San Fransisco, USA.

2. Nyt look i tre størrelser

Tre modeller er blevet lækket indtil videre. En S10 Lite med 5,8 tommers væg-til-væg display, en S10 med den karakteristiske buede skærm (6,1") og en større ’S10 Plus’ variant, der vil strække sig ud over 6,4 tommer, skriver Sammobile.

Den ene af de mindre S10’er (S10 Lite) vil adskille sig ved at være ekviperet med lidt billigere komponenter.

Selve opbygningen minder om den, som Samsung introducerede med S8 og S9 serien: Her er glas for og bag og en metalramme omkring hele telefonen.

Se også: Seneste læk levner ikke meget til fantasien: Her er Samsungs kommende S10 smartphone

3. Der skal ikke ventes længe – men prisen stiger

De første købere vil næppe skulle vente længe på de nye telefoner. Ifølge S10-plakater, som mediet Gsmarena har spottet, vil forsalget skydes i gang den 21. februar kl. 02.00

Mediet oplyser samtidig at de nye telefoner vil nå højere prislag end tidligere. Serien vil debutere til følgende salgspriser:

  • Galaxy S10 Lite – 128GB: 780 Euro, svarende til omkring 5.820 kroner
  • Galaxy S10 – 128GB: 930 Euro, svarende til omkring 6.940 kroner
  • Galaxy S10 – 256GB: 1.180 Euro, svarende til omkring 8.810 kroner
  • Galaxy S10 Plus – 128GB: 1.050 Euro, svarende til omkring 7.840 kroner
  • Galaxy S10 Plus – 256GB: 1.300 Euro, svarende til omkring 9.700 kroner
  • Galaxy S10 Plus – 512GB: 1.600 Euro, svarende til omkring 11.940 kroner
Gsmarena noterer, at priserne i Skandinavien kan blive højere end i den øvrige Eurozone.

4. Får en skønhedsplet

Med det nye design følger en ny tilgang til, hvor frontkameraet skal gemmes henne.

I stedet for at skjule selfiekameraet i en sort bjælke øverst på telefonens front, vælger Samsung at klippe et kighul ud af skærmen til kameraet.

Det resulterer i nogle telefoner, som altså får sig en skønhedsplet øverst på skærmen.

Læs også: Android 5G-telefoner er lige på trapperne … i USA: Her er, hvad vi ved

5. Skjult fingeraftrykslæser

Mens ansigtsgenkendelse vinder frem, holder Samsung fast i at tilbyde en fingeraftrykslæser. I lighed med Huaweis og OnePlus’ nyeste topmobiler, er den i S10-serien skjult under selve displayet.

En undtagelse bliver dog den billigste variant som ifølge rygterne stadig må leve med den fingeraftrykslæser på bagsiden.

Se også: Ugen i Tech: Knaldbillig Google-mobil og hundedyr Samsung S10-mobil i sigte / Mobilbrug giver nu klip i kørekortet

6. Intet behov for adapter

Mens jack-stikket til headset synes at være truet hos stadigt flere mobilproducenter, agter Samsung at holde fast i det fysiske stik til et headset.

Samtidig vil Samsung med al sandsynlighed fortsætte med at være IP68-godkendt, hvilket vil gøre den modstandsdygtig mod dyp, støv og sprøjt.

7. Mere power og mere strøm

En ny model byder som altid på en opgraderet processor. Samsung vil her byde enten deres nyeste Exynos 9820 eller Qualcomms nyeste Snapdragon 855 octa-core processorer (i USA). Begge skulle levere en markant højere ydelse, ud fra de første lækkede testresultater, skriver The Next Web.

Dertil kommer enten 6 eller 8GB RAM alt efter model og mellem 128 og 512GB RAM.

Telefonerne får et lille løft når det gælder batteriet, med op 4.100 mAh ombord i den store model, mens det forlyder at de mindre modeller får større batterier end deres respektive forgængere.

Læs også: Samsung slipper ny topprocessor løs – så meget kraftigere bliver forårets toptelefoner fra selskabet

8. Software-overhaling

Den nye mekanik får til opgave at drive Samsungs nye brugerinterface døbt ’One UI’ frem. Udgangspunktet bliver fortsat Googles Android styresystem, men her i sin nyeste mundering Android 9 Pie.

Særligt for ’One UI’ bliver en satsning på at gøre interfacet mere minimalistisk, mens der samtidig sigtes efter at gøre telefonen nemmere at betjene med en hånd.

9. Et væld af kameraer

Mest interessant i S10-kollektionen bliver de mange kameramoduler, som har fået lov til at knopskyde bagpå.

S10 Plus vil byde på hele tre kameraer bagpå, som byder på hvert deres perspektiv: et almindeligt, et ultravidvinklet og et tele.

De mindre modeller får dog kun to kameraer på bagsiden – et vidvinklet og et almindeligt.

Fælles for alle tre modeller bliver, at der vil bydes på et væld af pixels: Op til 48 megapixels kan komme i spil.

Læs også: Her er fire grunde til, at 2019-smartphones vil byde på fænomenale fotoevner

10. And one more thing…

Mens S10-nyhederne vil dominere forestillingen, går der andre rygter om, at Samsung også vil løfte sløret for nogle ekstreme topmodeller.

Den ene skulle ifølge TNW være en Galaxy S10X – en turboladet 5G-version af S10 Plus udstyret med 6,7 tommer display, firedobbelt kamera, 10GB RAM, 1TB lager og 5.000 mAh batteri

Andre rygter kredser om Samsungs foldbare Galaxy X (eller Galaxy F/Flex), selskabet første smartphone med et foldbart display.

Se også: Overblik: Her er de foldbare smartphones, som vi får at se i 2019