Siden Ubisoft besluttede sig for at ligge stilen om, og satse på store produktioner i stedet for de lidt billigere og mindre kvalitetsbevidste spil der i første omgang havde fungeret som grundlag for udvikleren, har succeserne været mange.
Prince of Persia, Rayman, Rainbow Six, Brothers in Arms, Just Dance og særligt supersværvægterne Far Cry og Assassin’s Creed er blot nogle af de serier som har cementeret udvikleren som en af de mest succesfulde på markedet.
Men skal man kigge efter deres mest imponerende udgivelse til dato, kommer man i min bog ikke uden om The Division – skydespillet fra 2016, der kombinerede lige dele action, holdarbejde og en snert rollespil, med lækker grafik og absolut solid forståelse for genren, allerede ved udgivelsen.
Det mest imponerende ved The Division var dog ikke hvor godt det fungerede allerede ved udgivelsen, men hvor villig udvikleren var til at lytte på dens publikum, og kombinere indspark herfra med det kreative mandskabs egne evner. En egenskab de senere har vist sig i stand til at gentage med spil som Rainbow Six: Siege og For Honor.
Uden at man nogensinde følte at man var blevet solgt en beta-version, var spillet allerede fra første dag i kontinuerlige udvikling, og ganske få elementer var tilsyneladende udelukket at justere på, hvis argumenterne fra publikummet var stærke nok.
Resultatet var det potentielt mest velspillende online-actionspil i tredjeperson, og det er derfor heller ikke overraskende at se hvordan efterfølgeren i høj grad er et resultat af alle de lektier som løbende blev lært med det første spil.
Læs også: Anmeldelse: The Division er en kold fornøjelse
Historien er en fortsættelse af hvad man blev budt på tidligere, og fortæller om en epidemi som har efterladt det mest af jordens befolkning i skidt tilstand, med massive dødstal og kaos som følge. Mere behøver man ikke at vide, for historien er utvivlsomt det dårligste aspekt af efterfølgeren, med semi-dårlig dialog, ligegyldige karakterer og få historiebider der hænger fast.
Heldigvis betyder det ikke det store, for opmærksomheden bliver i stedet hurtigt fanget af nogle af de mange missioner som kun du i form af en Division agent, kan gøre noget ved. Og lad det være sagt med det samme: problemer løses i denne spilverden nærmest udelukkende med projektiler og granater.
Som det ofte gør sig gældende for Ubisoft-titler mødes man også her af en åben verden, hvor et utal af missioner er blevet strøget ud over et kort, hvorefter man selv bestemmer i hvilken rækkefølge man har lyst til at tilgå dem.
De vigtigste missioner, og de der giver de bedste bonusser når de gennemføres, er de der binder historien sammen og ofte også er længere og mere udfordrende. Har man brug for lidt adspredelse, vil man dog hurtigt opdage at spillet også selv løbende genererer nye opgaver, som kan klares hurtigt og ofte belønner med komponenter der kan bruges til at lave sit eget udstyr.
Hvorvidt man ønsker at tilgå det selv eller hive op til tre venner med på mission, er op til eget temperament og venneliste, og da udfordringen skaleres efter mandskabs-antallet vil alle også få noget ud af det.
Den taktiske tilgang som også kendetegnede det første spil, gør sig i endnu højere grad gældende i efterfølgeren. Man får derfor stadig ikke særligt meget ud af at løbe mod fjenden med fingeren på aftrækkeren, men vil i stedet øge chancen for succes hvis man først ser fjenden an, finder dække og udnytter nogle af de mange unikke evner som der løbende låses op for.
Den taktiske tilgang er vigtigere end før da udfordringen er højere. Heldigvis skyldes dette primært at fjenderne er blevet snildere, mere varierede og også selv råder over flere forskellige evner, hvilket gør det hele sjovere.
Læs også: Spilanmeldelse: En radioaktiv fremtid venter i Far Cry: New Dawn
Skulle man alligevel i stedet ønske at teste evnerne mod menneskelige fjender, kan det enten gøres med den velfungerende Conflict-mulighed, eller i den kraftigt udvidede Dark Zone, hvis koncept og udførsel stadig grænser sig til det geniale.
Conflict er den lidt mere ordinære tilgang til multiplayer, hvor man enten kan spille Skirmish (Deathmatch) eller Domination (King of the Hill) som del af et firkløver. Balancen er blevet justeret i forhold til det første spil, samtidigt med at det hele nu har knapt så mange fejl, hvilket gør det hele mere fornøjeligt.
Dark Zone er denne gang dele op i flere forskellige zoner, som hver har sine regelsæt og dermed også sværhedsgrad. Konceptet er dog stadig det samme, og det gælder således om at besejre fjender, finde nyt udstyr og sætte det på en helikopter som efterfølgende flyver det ud og gør det tilgængeligt hvis du ikke bliver skudt inden.
Udfordringen er dog at andre menneskelige spillere kan skyde dig og stjæle dit udstyr inden du når at få fløjet det ud, og alle vil kunne se når du tilkalder en helikopter for at sætte denne proces i gang.
Ydermere vil menneskelige spillere som stjæler fra andre bliver markeret så alle kan se dem, og at bevæge sig rundt i Dark Zone er således en konstant balancegang, der samtidigt gøres mere presset grundet den paranoia det giver når man sjældent ved hvordan andre menneskelige spillere vil reagere. Det bedste udstyr findes dog i Dark Zone og vil kunne bruges i resten af spillet, hvis man får det med sig ud.
Hvis man allerede har smidt massevis af timer efter det første Division, vil der måske ikke være så meget af ovenstående som lyder decideret skelsættende. Man bør dog ikke underkende hvor godt det hele fungerer, hvor lokkende jagten på bedre udstyr og velfungerende opsætninger stadig er, samt meget indhold grundpakken allerede byder på første gang du starter det op.
Selv hvis man ikke vælger at bevæge sig ind i Dark Zone eller give sig i kast med Conflict, kan man således se frem til masser af missioner med større variation end i det første spil, særlige Stronghold-missioner der kræver stærkt samarbejde, og endda lidt af et twist som frisker hele spillet op når man rammer det øverste erfaringsniveau.
Samtidigt har Ubisoft lovet et år fuld af gratis udvidelser til alle der køber spillet, hvilket skulle starte med en helt ny Instance-mission, som man blandt andet kender dem fra World of Warcraft, der for første gang vil åbne op for at otte spillere kan gå på mission sammen.
Til trods for at løfter om fremtidigt indhold lyder lokkende, bør man dog købe The Division 2 for hvad det allerede er nu: det måske mest komplette tredjepersons action-skydespil på markedet, der kun bliver bedre hvis man går til det med et par venner.
Fremtiden er lys for The Division 2, men det til trods bør man ikke glemme at det der allerede kan købes nu, meget vel kan ende med at være en af 2019’s bedste udgivelser.
