Morgen-briefing: Ændringer af ord-rækkefølge hos Statens IT har kostet 82.000 kroner / Nedbrud hos Nasdaq skyldtes ikke angreb / Microsoft-topchef Brad Smith på vej til Danmark

Ændringer af ord-rækkefølge hos Statens IT har kostet 82.000 kroner. Nedbrud hos Nasdaq skyldtes ikke angreb. Microsoft-topchef Brad Smith på vej til Danmark. For mange kvinder fravælger stadig tech. Ny topchef for Telenor i Norden. Obama-rådgiver pumper penge ind i danske Usertribe. Nu kommer Adobe Photoshop endelig til iPad.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Velkommen til din dugfriske morgen-briefing fra Computerworld.

Tirsdagens morgen-briefing er sammensat af denne uges morgen-hyrde, Dan Jensen, som ønsker dig en glædelig dag. Forhåbentligt bliver den fyldt med gode oplevelser, som bliver værd at huske tilbage på i morgen.

Vi ligger ud med lidt fra det offentliges rækker.

Ændringer af ord-rækkefølge hos Statens IT har kostet 82.000 kroner

Det har kostet statskassen i alt 141.546 kroner at ændre klima-ministeriets navn fra ‘Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet’ til det nuværende “Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.’

Det fremgår af en opgørelse fra minister Dan Jørgensen (S), at den langt største enkelt-udgift på den samlede regning er gået til Statens IT.

Her har det kostet 82.171 kroner at flytte ordet 'Klimas' position alle de nødvendige steder.

Næstdyrest har været ‘opdatering af skabeloner’ til 29.700 kroner.

Du finder hele opgørelsen her.

Nedbrud hos Nasdaq Nordic skyldtes ikke angreb

Fredagens nedbrud på de nordiske Nasdaq-børser (i Danmark, Sverige, Finland, Island og i Baltikum) skyldtes ikke et angreb, men var ‘rent teknisk,’ oplyser Nasdaq Nordic til Børsen.

“Det var et teknisk problem i vores handelssystem som påvirkede forbindelsen mellem børsmedlemmerne og os, hvilket dermed påvirkede børsmedlemmernes muligheder for at håndtere ordrer. Derfor besluttede vi at stoppe handelen fredag," meddeler pressetalsmand Erik Granström ifølge avisen.

Nedbruddet betød, at et ukendt antal handelsordrer blev annulleret.

Microsoft-topchef Brad Smith på vej til Danmark

Microsofts kendte juridiske topchef, Brad Smith, er på vej til Danmark, hvor han på torsdag besøger IT-Universitetet i København.

Her vil han i en times tid drøfte den globale tech-agenda med den danske it-ambassadør, Casper Klynge.

Brad Smith har i efterhånden mange år været Microsofts talsmand, når det handler om de blødere værdisæt, teknologiens indflydelse på vores liv og på verden, demokratisk udvikling og lignende.

Du kan læse et eksempel på det her.

Talken mellem den danske ambassadør og Brad Smith foregår i auditorium 5 på IT-Universitetet klokken 11:00 på torsdag. Der er offentlig adgang, og pladserne kan ikke reserveres.

Du kan læse mere om Casper Klynges talk med Brad Smith her: Possibilities and downsides of technology.

For mange kvinder fravælger stadig tech

Andelen af kvinder, der tager en naturvidenskabelig, it-rettet eller teknisk uddannelse i Dannark har været uændret i knap 10 år, og vi ligger fortsat lavere end EU-gennemsnittet, skriver Finans.

Det får i avisen en række danske topledere til at reagere.

Blandt dem er er Charlotte Mark, der i en årrække har været direktør for Microsoft Development Center i København.

"Flere virksomheder beretter allerede i dag, at de mangler kandidater til vigtige job inden for blandt andet digitalisering. Det betyder helt konkret, at virksomhederne må undlade at udføre udvalgte opgaver og realisere deres innovative ideer og vækstpotentiale," siger hun.

Bestyrelsesformand for den danske forretning bliver ny topchef for Telenor i Norden

Telenor-koncernen får ny nordisk topchef i skikkelse af finnen Jukka Leinonen, der bliver chef for Telenors nye såkaldte Nordic cluster.

Jukka Leinonen er i dag blandt andet bestyrelsesformand for Telenors danske forretning samt direktør for det finske Telenor-selskab, DNA.

I en udsendt meddelelse påpeger Telenors øverste chef, Sigve Brekke, at Jukka Leinonens ‘vækst-mindset og erfaring fra det gennemdigitaliserede finske marked gør ham perfekt som leder af den nye nordiske cluster.’

Du finder hele beskeden fra Telenor her.

Obama-rådgiver pumper penge ind i danske Usertribe

Den tidligere toprådgiver til Barack Obama og grundlægger af MIT Entrepreneurship Center, Ken Morse, investerer i danske Usertribe, skriver Finans.

Vi ved dog ikke hvor mange, for Ken Morse vil ikke fortælle til avisen, hvor mange penge han skyder ind i det danske selskab, der i sommer landede 34 millioner kroner i en kapitalrunde.

“Planen er at blive en global spiller i løbet af de kommende tre år. Vi har allerede kontor i London, og vi vil ind i flere nordeuropæiske lande, inden vi vores rejse går til USA,” siger selskabets direktør, Casper Henningsen, ifølge avisen.

Nu kommer Adobe Photoshop endelig til iPad

Er du en af dem, der anvender iPad til visuelle og fotografiske opgaver (eller ønsker at komme til det), er der godt nyt at hente.

For efter års venten er verdens måske mest udbredte professionelle foto-redigerings-program, Adobe Photoshop, omsider på vej til iPad.

Appen er klar i App Store, men det ventes først, at Apple kommer med en officiel melding om Photoshop om nogle dage.

Appen er gratis i de første 30 dage, dernæst kræver programmet abonnement på Adobes Creative Cloud.

Angiveligt arbejdes der på også at lancere Adobes Illustrator til iPad engang til næste år.

Annonce

Annonceindlæg fra HP

Når angrebet slipper igennem, afgør robustheden, om driften fortsætter

AI gør cyberangreb hurtigere og billigere. HP's sikkerhedsekspert forklarer, hvorfor fokus skal flyttes fra detektion til forebyggelse og robusthed.

Navnenyt fra it-Danmark

Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. august 2026 ansat Maria Binger, 44 år,  som CFO. Hun skal især beskæftige sig med den finansielle styring i takt med Iduras vækst i Danmark og internationalt med fokus på blandt andet forecasting. Hun kommer fra en stilling som Director Business Finance hos Danelec. Hun er uddannet cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School. Hun har tidligere beskæftiget sig med finance hos Agillic, Cobham SATCOM og Saxo Bank. Nyt job

Maria Binger

Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

Dansk AM Hub har pr. 1. november 2026 ansat Rasmus Pedersen som Chief Digital Officer. Rasmus skal især beskæftige sig med fokusudviddelse fra additive manufacturing til produktinnovation gennem AI, automatisering og andre nye teknologier. Rasmus er uddannet maskiningeniør med speciale i produktudvikling og med ph.d. i udvikling af modulære produktplatforme. Rasmus har tidligere beskæftiget sig med transformation og digitalisering i værdikæden fra produktudvikling til produktion. Nyt job

Rasmus Pedersen

Dansk AM Hub

Norriq Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sascha Trebbien Klinggaard som Lead Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at facilitere tæt partnerskab og strategisk behovsafdækning hos vores kunder. Hun kommer fra en stilling som Senior Business Analytics Consultant hos Twoday Kapacity. Hun er uddannet hos Copenhagen Business School og har en Master's degree,Finance & Strategic Management 2014 - 2016. Nyt job

Sascha Trebbien Klinggaard

Norriq Danmark A/S

Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

Victor Dohlmann

Arctic Wolfs Network