At være en bangebuks kan ikke være nemt, når ens broder vidt og bredt hyldes som en helt der altid står klar til at redde dagen når det hele brænder på. Sådan har det ikke altid været for Luigi, men siden han første gang blev sendt på soloeventyr i et spøgelseshus, har det været den let skræmte, kluntede og forsigtige Luigi vi ofte har mødt i brødreparrets mange spileventyr – og det endda til trods for at han dengang faktisk var helten der redede dagen.
Ved sin oprindelige udgivelse tilbage i 2002, var det første Luigi’s Mansion lidt af en afstikker. Her var hverken tale om et platforms-eventyr eller en guide til hvordan man bedst plaffer vennerne med skildpaddeskjold fra sædet af en gokart. I stedet var tempoet langsomt, spilmekanikkerne originale og stemningen som hentet direkte fra et spøgelseshus.
Sådan er det stadig i seriens tredje kapitel. Godt nok er omgivelserne denne gang ændret til et hotel, men opsætningen er den samme. Hele banden er således blevet lokket i en fælde, og det de forventede skulle være en stille og rolig ferie på et luksuriøst hotel, forvandles i stedet til en redningsmission hvor det igen er Luigi der med alt sin frygt må træde i karakter.
Trods den forudsigelige opsætning, fanges man med det samme, hvilket ikke mindst skyldes de fabelagtige omgivelser. Hvor andre udviklere måske havde set begrænsninger i at lade det hele foregå på et hotel, ser Nintendo muligheder og udnytter dem med det samme.
Hotellet forvandles således til en nærmest forladt og forfalden bygning, hvor Luigi med rystende knæ langsomt bevæger sig igennem de tomme værelser og lange gange. Det bliver aldrig uhyggeligt, men alligevel er stemningen trykkende og stilheden så rammende at man sætter stor pris på det, når man en sjælden gang imellem støder på en anden personlighed.
Størstedelen af befolkningen på hotellet udgøres dog af spøgelser, der ikke forsøger at være uhyggelige, men i stedet mest af alt er til stede for at drille og spænde ben, som var de taget ud af en Disney-tegnefilm.
Som spøgelsesjæger er Luigi udstyret med en magisk støvsuger der er lidt ud over det sædvanlige. Således kan den både blitze (og blænde) de mange spøgelser, skyde med svuppere og udsende magiske stråler som kan afsløre alskens forskellige hemmeligheder.
Hvad angår spøgelsesbekæmpelse er dens mest basale funktion dog også den mest brugbare, og således er det muligt at suge spøgelserne til sig, hvorefter en heftig kamp startes. Spøgelserne vil forsøge at flygte, hvilket kan modvirkes ved at trække i den modsatte retning af dem. Er timingen på plads, kan spøgelserne dunkes i gulvet for at frarøve dem deres vilje til kamp og først når denne har ramt nul, er det muligt at uskadeliggøre dem fuldstændigt.
Som værktøj i et spileventyr lyder en støvsuger måske nok en smule ordinær, men sådan foregår det ikke her. Man har derfor sørget for at det er muligt at påvirke det mest af den omkringliggende verden med den, og med dens enorme kraft er det muligt at støvsuge omgivelserne fra hinanden og skabe stort kaos, hvilket ikke kun er sjovt men også ofte afslører hemmeligheder. Disse består af alt fra moneter som kan veksles til et par få bonusser, til sjældne og godt gemte ædelstene for de som ønsker at gennemføre alt hvad eventyret har at byde på.
De sytten forskellige etager som hotellet indeholder, byder alle på deres egne originale udfordringer, og for en sjælden gang skyld i Nintendo-regi, er sværhedsgraden ikke sat så lavt at man nærmest vader igennem dem uden at tænke over det. I stedet skal man aktivt gøre brug af de forskellige evner der bliver sat til rådighed, og så kræves det faktisk flere gang at man stopper op og overvejer vejen frem.
Der er ikke nogen tvivl om at her er tale om en af den japanske gigants mere løjerlige serie, men ikke desto mindre gør Nintendo igen det de så ofte har vist sig at være i stand til med nogle af deres andre serier. De modulerer derfor konstant den grundlæggende spilbarhed, ved at give adgang til nye måder gå til de mange udfordringer på.
Nogle gange er det ved at ændre spillereglerne for en udfordring man troede man var færdig med, mens det andre gange er ved at give adgang til nye værktøjer der tilføjer det hele nye dimensioner.
Uanset virkemidlerne, er resultatet at det hele bliver hold friskt, og at man som spiller altid glæder sig til at se hvad man har i vente. På papiret er det en simpel måde at designe et spil, men få, hvis nogen overhovedet, gør det så godt som Nintendo og det står særlig tydeligt i Luigis Mansion 3.
Luigi’s tredje spøgelseseventyr står stadig som lidt af en afstikker i forhold til hvad man ellers ser fra Nintendo, men det understreger blot hvor imponerende dygtig den japanske gigant er når det gælder om at skrue herlige spiloplevelser sammen, for Luigi’s Mansion 3 er fremragende fra start til slut.
Læs også: Anmeldelse af Super Mario Maker 2: Nintendo forærer hele den magiske værktøjskasse væk
