Når succesen bliver stor, er det nærmest en selvfølge at kritikken også følger med og det har få serier i spilregi fået at føle lige så meget som Call of Duty. Mellem imponerende salgstal og antal spillere online, er der således en tilbagevendende kritik der lyder at serien er blevet for uopfindsom, og den kritik forsøger Black Ops Cold War at gøre noget ved.
Med Ronald Reagan ved magten og Den Kolde Krig som baggrund, kastes med direkte ind i en historie om spionage og hemmelige komplotter. Realismen står ikke i høj kurs og i stedet er kræfterne blevet brugt på at lave et Hollywood-manuskript, hvor et væld af de mest populære film om emnet synes at have formet rammerne. Det fungerer fortrinligt.
At redde verden er dog ikke en solo-mission og derfor bliver man hurtigt gjort til en del af et hold med en flok af skæve personligheder, der trods sine forskelligheder naturligvis altid holder sammen når situationen kræver det. Bedst er CIA-agenten Russel Adler, der foruden et par stærke oneliners har lånt sit udseende og karisma fra Robert Redford.
Historien fylder mere i Black Ops Cold War end i tidligere Call of Duty-spil, hvilket ikke mindst understreges ved at man denne gang selv kan styre samtalerne, samt at nogle af de valg man løbende tager, også får konsekvenser senere i spillet.
Ligeledes får man også lov til at influere det hele ved selv at være med til at bestemme baggrunden for ens egen karakter. Dette udmønter sig i særlig evner, der åbner op for alternative muligheder som historien skrider frem, og derfor også bør vælges ud fra hvordan man selv ynder at gå til spil af genren.
Her skal det også nævnes at enkelte missioner helt kan løses uden at man affyrer sit våben, samt at bevissammensætning er blevet gjort til et underholdende bonusspil der holder det hele friskt, og det er blot nogle af situationerne man kan give sig selv en fordel i, ved at vælge de rigtige evner.
Hvis det alt sammen lyder lidt tungt, er der ingen grund til panik for Black Ops Cold War har ikke glemt baggrunden som actionbrag. Her er derfor stadig fyldt på med masser af automatvåben og fjender at bruge dem på, samt scener så vanvittigt koreograferede at det er svært ikke at være imponeret.
Vælger man i stedet at drage online for at lede efter udfordring, kan man glæde sig over at denne del som forventeligt er det samme overflødighedshorn af forskelligt indhold som tidligere udgivelser i serien.
Mulighederne udgøres af en blanding af nye og gamle missionstyper, hvor strategiske punkter skal holdes, radioaktivt affald deponeres og fjender skydes. Tempoet er sat en smule ned og opbygningen gjort en smule mere tilgængelig for nye spillere, hvilket er en velkommen beslutning for de af os der er lidt mindre garvet i seriens nådesløse online-slagmark.
Tilbage er også Zombie-spilmuligheden hvor horder af levende-døde skal skydes til plukfisk, mens jagten på nye våben og særlige evner holder motivationen oppe. Langtidsholdbarheden i denne del afgøres endnu engang af hvorvidt man har nogle venner at tilgå det hele med, for det kræver samarbejde at opnå bare en smule succes.
En kærkommen tilføjelse til Zombie-delen er at der denne gang er blevet tilføjet en såkaldt ”Exfil”-funktion, hvor det er muligt at undslippe zombie-virvaret, hvis man altså er villig til at satse på at man kan overleve de ekstra horder af fjender som skal overleves mens man venter på at blive evakueret.
Black Ops Cold War byder ikke på noget banebrydende i forhold til nyheder, men eksperimenterer alligevel tilpas meget med den kendte formular til at det nyeste kapitel fremstår som sin egen oplevelse og ikke blot som endnu et spil i serien. Kvaliteten er som altid skyhøj, multiplayer-mulighederne mange og historien overraskende underholdende.
Læs også: Spilanmeldelse: Fem af de bedste til PlayStation 5
