Resterne af menneskeheden er flygtet fra en giftig jordklode i et koloniskib, men ankommer heldigvis til en planet, som deres forfædre har været så venlige at terraforme, så den er både grøn, frodig og idyllisk.
Det er jo en helt rar overraskelse efter at have tilbragt det meste af et årtusinde i iskold cryosøvn.
Knap så fedt er det imidlertid at opdage, at en rablende vanvittig cyborg vogter over planeten som en høg.
Samt at menneskehedens ellers så lovende fremtidige hjem – som resultat af et lidt uheldigt eksperiment i fortiden – blandt andet nu er befolket af usædvanligt store og kløgtige edderkopper samt kamplystne kæmpemyrer.
Oplægget til Adrian Tchaikovskys ”Children of Time” lyder ærligt talt som starten på et af den slags syretrip, der får nogen til at bede alarmcentralen sende en vogn med blink på taget, to stærke paramedicinere og en ekstra spændetrøje.
Men det er kun til man begynder på bogen og lader sig suge ind i en virkeligt velfortalt og godt tænkt historie (og undertiden endda griber sig selv i at heppe på edderkopperne).
Children of Time vandt desuden science fiction-genrens formentlig mest prestigefyldte pris The Arthur C. Clarke Award i 2016.
Bogen udmærker sig ikke bare ved at være stort og godt tænkt, men også ved – sit flippede udgangspunkt til trods – at være mere tilgængelig end mange andre bøger i genren.
Det gør det muligt både at hænge på og være rigtig godt underholdt undervejs. Det skader heller ikke at hastighed og spændingsniveau er højt.
Bogen fik siden to efterfølgere, der også har høstet ros, nemlig Children of Ruin og Children of Memory.
Men begynd eventuelt med at læse et generøst uddrag her.
