Vidste du, at man kan forklare menneskelig adfærd ved at studere og måle kranier? Eller at mennesker er i stand til spontant at bryde i brand?
Det passer naturligvis ikke. Både teorien om frenologi – som bl.a. nazisterne abonnerede på – og om spontan menneskelig selvantændelse er rent vrøvl.
Men det har ikke forhindret folk i at tro på dem og på meget andet ævl gennem tiderne.
I bogen “Pseudoscience: An Amusing History of Crackpot Ideas and Why We Love Them” tager lægen Lydia Kang og historikeren Nate Pedersen på rundtur i nogle af de mere tankevækkende og underholdende myter og teorier.
De afdækker både velkendte konspirationsteorier som at jorden er flad og om at månelandingen blev optaget i et tv-studie.
Men de kommer også omkring knap så velkendte teorier som f.eks. World Ice Theory – eller Welteislehre – som nazisterne også var tilhænger af (ja, de elskede virkelig fikse ideer!), der handler om teorien om is som en grundlæggende bestanddel af alle kosmiske processer.
Bogen kommer således både ind på, hvorfor disse myter ikke har rod i virkeligheden, men også på hvorfor vi som art har den her mærkværdige hang til at tro på dem alligevel.
Herunder blandt andet fordi de bekræfter eksisterende overbevisninger, tilbyder følelsesmæssig trøst og spiller på ønsket om en mening med det hele.
For vores hjerne har tendens til at søge mønstre og mening – også hvor der hverken er nogen mening eller sammenhæng at finde.
Samtidig kan selv skøre teorier være med til at styrke gruppetilhørsforhold. Især hvis begrænset videnskabelig forståelse og uddannelsesniveau gør det svært for den enkelte person at gennemskue, om en teori eller sammenhæng faktisk er bevist eller ej.
Hvilket – hvis man skal tage et helt vilkårligt eksempel – kan være en medvirkende forklaring på, hvorfor et flertal af de amerikanske vælgere stemte på en præsident, der evident både er fuld af løgn og klar til at hoppe på selv de mest vanvittige ideer.
