Morgen-briefing: Populær danskstiftet bank-app lukker / Danmark spiller central rolle i sag mod techgigant / Grækenland forbyder sociale medier for børn under 15

Populær danskstiftet bank-app lukker. Danmark spiller central rolle i sag mod Snapchat. Grækenland vil forbyde sociale medier for børn under 15. TikTok investerer milliarder i nyt datacenter i Finland. Dansk start-up henter 21 millioner kroner til AI-ekspansion.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen derude

Torsdagens udgave af morgenbriefingen fra Computerworld er landet i din indbakke, og for sidste gang i denne uge, er den sat sammen af Thomas Møgelbjerg.

Vi skal vidt omkring, så lad os kaste os ud i det.

God læselyst!

Populær danskstiftet bank-app lukker

Den udbredte danske fintech-app Spiir lukker den 8. juni. Det skriver selskabet i et blogindlæg.

Spiir beskrives som en økonomisk assistent, der er designet til at gøre det nemmere at forstå, hvad pengene bliver brugt på. Appen forbinder til brugerens bankkonto for automatisk at hente og kategorisere transaktioner, hvilket gør det nemt at følge med i forbruget og overholde et budget.

Selskabet er stiftet i 2011 af blandt andet Rune Mai og blev i 2021 købt af betalingskæmpen Mastercard, hvilket gjorde ham til mangemillionær.

Ifølge selskabet selv har Spiir mere end en million brugere. Det fremgår ikke, hvorfor den Mastercard-ejede app har valgt at lukke.

Danmark spiller central rolle i sag mod Snapchat

EU-Kommissionen har indledt en formel undersøgelse af Snapchat for mulige brud på reglerne i Digital Services Act (DSA). En dansk analyse spiller en central rolle i sagen.

Analysen “Din digitale pusher”, udarbejdet af Digitalt Ansvar og indsendt via Digitaliseringsstyrelsen, dokumenterer, hvordan børn og unge kan eksponeres for ulovlige aktiviteter – herunder handel med stoffer – på platformen.

EU-Kommissionen vil nu undersøge, om Snapchat lever op til krav om beskyttelse af mindreårige, herunder alderskontrol, sikkerhedsindstillinger og håndtering af ulovligt indhold. Det skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Sagen kan få vidtrækkende konsekvenser. Overtrædelser af DSA kan føre til krav om ændringer i platformens design og i sidste ende betydelige bøder.

Grækenland vil forbyde sociale medier for børn under 15

Grækenland planlægger at forbyde sociale medier for børn under 15 år fra 2027 som svar på stigende bekymringer om trivsel og afhængighed.

Ifølge premierminister Kyriakos Mitsotakis skyldes initiativet blandt andet øget angst, søvnproblemer og platformenes vanedannende design. Regeringen vil samtidig presse på for en fælles EU-løsning, skriver Reuters.

Tiltaget følger en bredere international tendens. Australien har allerede indført et lignende forbud for unge under 16 år.

I praksis bliver håndhævelsen en udfordring. Grækenland kan endnu ikke tvinge platforme til effektiv aldersverifikation, men forventer, at EU-regler som Digital Services Act kan bruges til at sanktionere manglende efterlevelse.

Hvis platforme ikke begrænser adgangen, kan de risikere bøder på op til 6 procent af global omsætning.

TikTok investerer milliarder i nyt datacenter i Finland

TikTok vil investere omkring 1 milliard euro i endnu et datacenter i Finland som led i en større europæisk datastrategi. Det skriver Reuters.

Det nye center i Lahti får en startkapacitet på 50 megawatt og kan udvides til 128 megawatt. TikTok lægger selv vægt på, at investeringen er en del af selskabets plan om at styrke datasuverænitet og beskyttelse af europæiske brugeres data.

Projektet kommer dog i en politisk følsom kontekst. TikTok har tidligere mødt kritik i Europa over datasikkerhed og transparens, og også det første finske datacenter har skabt debat.

Det nye anlæg ventes klar i 2027.

Finland tiltrækker i stigende grad datacentre fra techgiganter som Microsoft og Google på grund af lav energipris og køligt klima.

Dansk start-up henter 21 millioner kroner til AI-ekspansion

Den danske property technology-virksomhed proprty.ai har rejst 21 millioner kroner til at skalere sin AI-platform til vedligeholdsplanlægning i ejendomsporteføljer.

Investeringen kommer fra Compounding Capital, No Such Ventures og OBOS Ventures og skal bruges til at udvide teamet i København samt accelerere ekspansionen i Benelux og DACH-regionen.

Proprty.ai anvender AI til at omsætte tilstandsdata og porteføljeindsigter til løbende beslutningsgrundlag for vedligehold.

Selskabet blev stiftet i 2023, og ifølge CEO Anders Holm Jørgensen skal løsningen gøre op med manuelle og fragmenterede processer og i stedet muliggøre datadrevet og forebyggende vedligehold af ejendomme.

Læses lige nu

    Annonce

    Event: Computerworld Summit 2027 - Aarhus

    Digital transformation | Aarhus C

    Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 250 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i København viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

    25. maj 2027 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Alfredo Paladino, 32 år,  som Account Manager for det danske marked. Han skal især beskæftige sig med salg af Iduras MitID- og signaturløsninger i Danmark. Han kommer fra en stilling som Head of Business Development hos Goodwings. Han er uddannet kandidat i e-business. Han har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Goodwings' kommercielle funktion og lede et internationalt BDR-team på 12 personer. Nyt job

    Alfredo Paladino

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

    IFS Danmark A/S har pr. 1. oktober 2026 ansat Annette Macsay Mostrup som Channel Manager Nordics. Annette skal især beskæftige sig med at udvikle og styrke IFS’ kanal- og forhandlerøkosystem i Norden. Annette kommer fra en stilling som Regional Partner Manager Nordics hos Keepit. Annette har tidligere beskæftiget sig med partnerudvikling og kanalstrategi i virksomheder som Citrix, VMware, Splunk og Zscaler. Nyt job

    Annette Macsay Mostrup

    IFS Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. januar 2026 ansat Allan Kimmer Jensen som Lead Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sikre vores kunder får en verdensklasse brugeroplevelse gennem stærk frontend-arkitektur og kodekvalitet. Han kommer fra en stilling som Freelance Consultant hos Remmik. Han er uddannet hos Center for Medie og Kommunikation, Roskilde. Nyt job

    Allan Kimmer Jensen

    Norriq Danmark A/S

    Dansk AM Hub har pr. 1. november 2026 ansat Rasmus Pedersen som Chief Digital Officer. Rasmus skal især beskæftige sig med fokusudviddelse fra additive manufacturing til produktinnovation gennem AI, automatisering og andre nye teknologier. Rasmus er uddannet maskiningeniør med speciale i produktudvikling og med ph.d. i udvikling af modulære produktplatforme. Rasmus har tidligere beskæftiget sig med transformation og digitalisering i værdikæden fra produktudvikling til produktion. Nyt job

    Rasmus Pedersen

    Dansk AM Hub