Test: Stortest af robotplæneklippere, del 3: Mere nyt fra Husqvarna-fronten – evolutionen stortrives

Nu er vi fremme ved tredje afsnit af Computerworlds store 2026-robot-test. I denne runde har Michael lagt græsplæne, hunde og rekvisitter til to Husqvarna-maskiner – en dyr 405VE Nera-luksusmodel til 18.999 kroner og en mere økonomisk 308V-robot til 10.499 kroner, der begge gør et bundsolidt indtryk.

Artikel top billede

Husqvarna stiller med to deltagere i årets stortest af robotplæneklippere: Til venstre den elegante 405VE Nera (New Era) og til højre den mere pragmatiske 308V. (Foto: Husqvarna PR; Photoshop: Michael Hagelund / Computerworld) (Foto: Husqvarna PR; Photoshop: Michael Hagelund / Computerworld)

Husqvarna Automower 405VE Nera – Premium-luksus til parcelhushaven.

Hvis Michael og jeg skal udtale os helt kortfattet om denne ret kostbare robotplæneklipper, kan vi gøre det med to ord: Godt grej!

Brugeroplevelsen får os til mindes de svenskbyggede biler, som i sin tid grundlagde Volvos ry. Designet er måske ikke verdens mest sexede, men der er styr på detaljerne og sikkerheden, og materialekvaliteten er seriøst tillidsvækkende.

Efter Michaels mening er app-betjeningen stadig ikke i Apple-klasse, men der er sket fremskridt siden sidste år – og forrige år. Og vi testere er måske også blevet mere vant til at navigere i Husqvarna-universet.

Fornuftige basisdata

Det anbefalede græsareal til Automower 405VE er op til 900 kvadratmeter, hvad der er en pænt stor plæne efter danske forhold. Har du brug for de samme features, men mere klippekapacitet, kan du for en merpris på 3.000 kroner købe en 410VE-model med et kraftigere batteri, som rækker til 1.500 kvadratmeter.

Ligesom en selvkørende elbil har 405VE-robotten flere indbyggede systemer, som skal sikre, at alt hvad der skal klippes, bliver det. Men heller ikke mere.

Den overordnede navigation er baseret på satellitsignaler, som Husqvarna forbedrer ved hjælp af en EPOS (Exact Positioning Operating System) teknologi til centimeterpræcis positionering. EPOS kræver mobil- eller WiFi-dækning af hele arbejdsområdet. Alternativt kan du få den samme eller endnu bedre præcision ved at tilkøbe en såkaldt referencestation til godt 2.000 kroner.

Igen ligesom en selvkørende elbil skal en plænerobot ikke blot kunne følge en rute, men også registrere og identificere genstande på græsplænen – og reagere korrekt på dem. Personer og dyr skal selvklart undgås. Det vil også være fint, hvis mælkebøtter med vokseværk bliver skåret ned til roden, men hundenes stofbamser skal nødigt hakkes til atomer.

Derfor har Husqvarna udstyret 405VE med et kamera, som er baseret på avanceret AI-teknologi – det havde du aldrig gættet! Infrarødt lys gør det muligt at undgå forhindringer og sikrer fuld dækning af plænen – også i mørke. Hvis du af en eller anden grund helst vil have slået græs om natten, bør bekymringer for eventuelle pindsvin på luffetur ikke holde dig vågen.

Michael er holdt op med at gamble med sin iPhone 17’s liv og udseende i forbindelse med vores robot-test, for alle robotter er – mildt sagt – ikke lige gode til at undgå smartphones. Så fandt jeg den rigtige klodskasse i mit testlab/værksted, gravede en lækkert udseende mobil fra et for længst falleret mærke frem og lagde den på robottens rute. Den udfordring klarede 405VE helt cool. Den registrerede fremmedlegemet i græsset, kørte uden om det, vendte tilbage, konstaterede at det stadig var der og finklippede græsset på telefonens anden side. Bundlinje: En intakt, stadig værdiløs smartphone og en ”helligdag” i plænen på godt 75 gange 150 millimeter.

Færdigt arbejde til kanten

Når en græsplæne skal holdes i en klasse, der kan vinde priser i en Barnaby-sovepille fra det fiktive grevskab Midsomer i det sydlige England, er det ikke nok, at de store flader er perfekt klippet. Kanterne ud til stier, gange og vægge skal også stå knivskarpt. Derfor er en kantklipper eller en buskrydder normalt en fast del af en greenkeepers værktøjsarsenal.

Efter at plæneklipperen eller havetraktoren har gjort sit arbejde, starter greenkeeperen sin kantklipper og ”tager lige kanterne” manuelt. Dette behøver ikke tage vildt meget tid, men når en bevægelsesøkonomisk haveejer nu har taget sig sammen til at investere i en selvkørende robotplæneklipper, ville det da være rart, hvis den også selv kunne gøre jobbet helt færdigt.

Robotudviklerne er helt enige, og Michael og jeg har set flere, mere eller mindre geniale, bud på løsninger. Udfordringen består i at få en cirkelrund, roterende skæreskive til at følge rette linjer på en sikker og økonomisk måde. Jeg drømmer også om at kunne købe et bor, der kan lave et kvadratisk eller rektangulært hul i én arbejdsgang.

I år er det tredje gang, at Michael og jeg tester en Husqvarna-robot med integreret kantklipper. Den grundlæggende konstruktion ser uændret ud og bygger på en separat skæreskive i maskinens bagende. Når kantklipperfunktionen er aktiveret, og maskinen registrerer, at den er i nærheden af en kant, udfører den en elegant pirouette, vender om sin egen akse, placerer kantklipperen over det uønskede græs og slår det, hvorefter den vender tilbage til selve plænejobbet.

Det lyder enkelt, og det er det vel også – når man kan det. Men det er ikke noget, en balletdanser eller Husqvarna-designer lærer på en eftermiddag.

Nemt at komme i gang

Et gammelt mundheld siger, at al begyndelse er svær. Hvis du har mere end én tech-tommelfinger på hver hånd – eller bare ikke tænder på tech, bør du måske overveje at lade en professionel tilslutte og indstille din nye robotplæneklipper.

Vi overtegnede freelancere hygger os gevaldigt med sådan noget nørderi, men selvfølgelig er det sjovest, når alt går som forventet, og maskinen ikke driller.

Som det er normalt i dag, er nøglen til en Husqvarna-plænerobot en app. Den hedder Automower Connect og omfatter såvel den nødvendige robotsoftware som en velformuleret manual på et let forståeligt dansk. Der er i øvrigt 25 andre sprog at vælge imellem.

Når det overordnede kort over græsplænen er på plads, kan du opdele haven i op til fem zoner, som kan klippes individuelt med forskellige, elektrisk justerede græshøjder fra 20 til 55 millimeter. Desuden kan du markere stay-out-zoner, hvor der ikke skal klippes, og stier mellem zonerne i en større plæne.

Alt dette er ikke svært som sådan, men et åbent mindset og nogen tålmodighed hjælper. Heldigvis er maskinen ikke specielt touchy, så den tonser gennem de fleste forhindringer uden at gå i stå. Derefter kan du selv styre fintrimningen af opsætningen på et tidspunkt, som passer dig.

Strik dit eget mønster

Strikning er en af tidens megatrends, og med 405VE-robotten kan du også bestemme, hvilket mønster, du vil have din græsplæne klippet i. Dette testhold foretrækker rette linjer og/eller tern, men vil du hellere have et mere naturligt eller uspoleret look, kan du også få det. Den uregelmæssige klipning reducerer dog maskinens områdekapacitet fra 900 til 600 kvadratmeter.

Konklusion

Slægtskabet mellem den testede Automower 405VE Nera og de 4-serie Husqvarna-robotplæneklippere, som vi har prøvet i 2024 og 2025, er ikke til at overse. Udadtil har de virkelig meget til fælles.

For os har det været interessant at observere udviklingen fra generation til generation. Fra en lidt usikker start har en indsats på softwareområdet gjort den komplicerede kantklipper til den bedste konstruktion, vi til dato har prøvet.

Samtidig er anskaffelsesprisen faldet en del – i hvert fald for tech-bevidste brugere med god WiFi- og mobildækning, som nu kan slippe for tilkøb.

Læses lige nu
    Computerworld Events

    Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

    Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
    Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
    Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
    Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

    Digital transformation | Ballerup

    Computerworld Cloud & AI Festival 2026

    Eksplosiv udvikling i cloud og AI kræver overblik og viden. Computerworld samler 3.000 it-professionelle, 70+ leverandører og 120+ talere om AI, infrastruktur, data, compliance og sikkerhed. To dage med viden og netværk. Tilmeld dig nu.

    Digital transformation | Frederiksberg

    Roundtable: AI i drift – fra eksperimenter til ansvar, værdi og kontrol

    AI-initiativerne breder sig hurtigt, men skaleringen halter. Kun hver fjerde virksomhed har flyttet en større del af sine AI-eksperimenter i produktion. Computerworld samler en udvalgt kreds af CIO’er og digitale beslutningstagere til et...

    Navnenyt fra it-Danmark

    Lector ApS har pr. 9. juli 2026 ansat Simeon Dimitrov som IT-konsulent i Lectors TeamShare-gruppe. Han skal især beskæftige sig med cloud og infrastruktur samt design og optimering af Lectors infrastruktur og løsninger. Han kommer fra en stilling som DevOps Engineer hos Kraftvaerk. Han har tidligere beskæftiget sig med Azure og onprem infrastruktur, automatisering, implementering og optimering af cloudløsninger. Nyt job

    Simeon Dimitrov

    Lector ApS

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Thomas Fossing som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Herlev. Han har tidligere beskæftiget sig med konsulentbranchen, og han medbringer mange års viden og erfaring som selvstændig inden for faget. Nyt job

    Thomas Fossing

    Netip A/S

    T-Systems har pr. 17. august 2026 ansat Anders Christensen som Head of Digital. Anders skal især beskæftige sig med at rådgive kunder om T-Systems digitale portefølje, inkl. kunstig intelligens løsninger og services. Anders kommer fra en stilling som Senior Director, Sovereign Services hos TDC Erhverv. Anders har tidligere beskæftiget sig med at rådgive om infrastruktur platforme og digitale løsninger, som giver en reel forretningsværdi. Nyt job

    Anders Christensen

    T-Systems

    Steen Marquard,  Jabra, er pr. 15. juni 2026 udnævnt som Regional President for Norden og UK. Han er uddannet HD(O). Han beskæftiger sig med I sin nye rolle får Steen ansvar for at videreudvikle salget af virksomhedens professionelle lyd- og videoløsninger, samt styrke samarbejdet med channel teams og partnere på tværs af regionen. Udnævnelse