En Nobelprisvinders forskning i en søsnegl har været afgørende for, hvordan vi i dag forstår den læring, som også har inspireret kunstig intelligens.
Eric Kandels forskning i en snegl eller søhare, som den også bliver kaldt, bidrog nemlig til at forstå de principper for læring og hukommelse, som kunstige neurale netværk lærer efter.
Forskningen viste blandt andet fysisk og molekylært, hvordan forbindelser mellem nerveceller kan ændres gennem læring. Et princip, der også spiller en rolle i kunstige neurale netværk.
Det er en af de overraskende afsløringer i Bob Burgins nye bog ”Emergence”, der har undertitlen How Our Twenty-Watt Brains Unlocked Intelligence Beyond Biology.
Som det også fremgår af titlen, handler bogen ikke primært om snegle og deres bidrag til neurale netværk.
Bob Burgin er nemlig meget fascineret af, at menneskehjernen er et så ekstremt energieffektivt læringssystem, som er udviklet under biologiske begrænsninger.
Han forklarer, at menneskehjernen bruger omkring 20 watt for at fungere, fordi evolutionen har frembragt intelligens under meget stramme biologiske begrænsninger i forhold til både energi og plads.
Det interessante er især, at AI ikke har samme biologiske begrænsninger, selv om Bob Burgins pointe er, at teknologien bygger videre på de samme principper for læring, som både vores hjerne og søharens synapser bruger.
Når det gælder kunstig intelligens, kan vi dog tilføre den langt mere energi og computerkraft.
Derfor ser Bob Burgin AI som en slags eksternalisering af menneskelig intelligens og ikke noget, der er opstået helt uafhængigt af os.
Et af bogens interessante spørgsmål er, hvordan simple komponenter tilsammen kan skabe noget, som er langt mere komplekst. Altså hvordan neuroner bliver til tanker, og hvordan kode bliver til intelligent adfærd.
Bob Burgin bruger også mange kræfter på Jane Goodalls forskning i chimpanser.
Her fremhæver han, at mennesket ikke er helt så unikt, som vi gerne vil tro. Brug af værktøjer og læring findes også hos andre dyr.
Her er pointen, at menneskelig intelligens er en videreudvikling af biologiske mekanismer og altså ikke noget, der opstod ud af ingenting.
I forlængelse af det fremhæver Bob Burgin, at AI er en slags forlængelse af os og ikke vores modsætning.
Vi har simpelthen taget principper fra vores egen læringsarkitektur og flyttet dem ud af kraniet og over i et digitalt system, der har mere eller mindre ubegrænset plads og kan drives med enorme mængder energi.
Netop derfor er perspektiverne for kunstig intelligens ifølge Bob Burgin så interessante, fordi vores 20 watt-hjerne nu har fået en digital forlængelse med helt andre fysiske rammer.
Bogen behandler også spørgsmålet om bevidsthed, hvor han skelner mellem systemer, der opfører sig, som om de føler noget, og systemer, der faktisk har en subjektiv oplevelse.
Burgin påstår ikke, at maskinbevidsthed allerede findes, men bogen indeholder blandt andet samtaler med Claude, som beskriver noget, der sprogligt ligner interesse, ubehag og tilfredshed.
Han erkender dog også selv, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan konstatere, at der findes nogen reel bevidsthed eller oplevelse bag beskrivelserne.
Men som et forsøg på at forbinde neurovidenskab, læring, AI og bevidsthed i én samlet fortælling, er Emergence i hvert fald fyldt med interessante perspektiver.
Og når man mandag morgen føler, at ens hjerne er en tung, dvask snegl, er det måske en trøst at vide, at selv en søsnegl har bidraget til at udvikle banebrydende teknologi.
