Nørgaard: Om genopdragelsen af ofrene for noget grimt - der er deres egen skyld

Klumme: Her i landet sendes ofrene på genopdragelse nu om dage, så de lissom kan lære bedre at forstå deres krænkere OG farven på deres egen, indre fugl. Det er et logisk resultat af alle de ledere, som man har nu om dage.

Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Vær hilsede. Det er fredag, vejret er så som så, og eftersom vi fejrede J-dag i fredags (sammen med de gamle Miracle-folk, i øvrigt, og DET var sjovt, komplet med østers og champagne), så er der ingen undskyldning for ikke at teste julebryg nu.

Det hjælper mod vejrliget (ordet “liget” synes velvalgt). Så skal vi nok komme gennem vinteren sammen.

Vi starter med en del undskyldninger fra mig til læserne, navngivning af en robotplæneklipper, og så skal vi finde Else sammen med lurendrejeren Henrik Zangenberg, før vi spørger os selv: “Hvorfor nu al den ledelse? På grund af ledelsen.”

Der er måske også lidt om genopdragelse af, og korrigerende HR-handlinger med, ofrene for noget grimt.

Spring op, alle I gæve kæmper, og stram livrem og seler - det bliver et bumpy ride, fordi I kommer til at sidde og hoppe af grin.

Undskyld Dorthe

Læser P gav mig den mildeste af alle milde skideballer, og han har jo ret:

“Den gode Dorthe har faktisk skrevet en bog med titlen "Moralsk Stress" Den skulle du måske have linket til, hun vil jo også gerne kunne finansiere sin fede livsstil. ”

Hermed gjort - og undskyld.

Undskyld Henrik

Henrik skrev: “Jeg har lige fundet ud af at jeg - helt uvidende - er flyttet til Jylland. Eller også er Jylland for en stund blevet udvidet til at omfatte Sjælland og hovedstadens omegnskommuner i særdeleshed.”

Og det er rigtigt. Det var Henrik (fra Sjælland), der sendte mig linket til podcasten om moralsk stress og ikke “en jysk ven”.

Undskyld, Henrik.

Mød Mowens

Læser JS: “Jeg har i øvrigt døbt min robotplæneklipper "Mowens," men det skal du ikke tage som noget personligt ”.

Møder for møders skyld

Der kom mange reaktioner på det med moralsk stress og den stakkels kvinde i regnskabsafdelingen, der ikke kunne få lov at arbejde.

En af de mere sørgmuntre var denne fra Læser M, der følte sig set:

“Jeg var senest ansat i en stor kommunalt ejet “ting” hvis navn jeg ikke kan få mig selv til at ytre. Et sted, hvor man holder møder for møders skyld, eller for at aftale nye møder om møder man skal holde i fremtiden, hvor man diskuterer møder fra fortiden. Af og til involverede man også eksterne parter fra kommunerne i disse møder. Filmen knækkede for mig, da jeg samtidigt skulle håndtere sorg ovenpå tab i familie, og jeg så ikke kunne få lov til at forsøge at passe mit arbejde i fred og ro, men f’ing konstant skulle sidde i møde om et eller andet uendeligt ligegyldigt.

Men da jeg hørte den podcast, følte jeg mig sgu nærmest set, den der følelse af ikke at være den eneste i verden som tænker, er jeg ved at blive skingrende sindsyg? Er det mig der bare ikke forstår hvad vi har gang i her?”

I Danmark sendes ofrene på genopdragelse

En jysk ven (jo, det ER rigtigt denne gang, Henrik) skrev dette til mig efter at have læst klummen op for sin hustru:

“Hustruen havde en kommentar til din/Birkmoses "moralsk stress" liste:

5) "Ledelsen udbryder: "Vi hører hvad du siger"

6) Medarbejderen udstyres med en stresscoach, fordi det jo er medarbejderen og ikke ledelsen/organisationen, der er problemet.”

Dét er rigtigt set af min jyske vens hustru.

Her i landet sendes OFRENE på genopdragelse nu om dage, så de lissom kan lære bedre at forstå deres krænkere OG farven på deres egen, indre fugl.

Det er pseudo, det er gaslighting, og det er formentlig et logisk resultat af alle de ledere, som man har nu om dage.

Når pyramiden vender den tunge ende opad, det vil sige at der er flere ledere end slaver, så er det jo ganske logisk også at vende det med straf og belønning på hovedet.

Som Christian Muff fra Det Hemmeligste Af Det Hemmelige altid siger: “Når op bliver ned, miaw bliver til vov og 4 bliver 5”.

Dem, der påpeger et problem, bliver gjort TIL problemet af ledelsen. Det er en moderne variation over "det kan du selv være".

Og whistleblowere bliver i øvrigt ALTID outet i Danmark. Altid. Det er da meget sjovt. Mest for dem, der outer dem.

Man kan vel generalisere det til følgende princip: I Danmark får man altid en masse opmærksomhed, hvis man råber vagt i gevær. Både fra ledelsen og fra HR.

Find Else sammen med Henrik Zangenberg

Apropos ledelse og moralsk stress modtog jeg dette smukke billede (og en sund udfordring) fra Henrik Zangenberg, mens han kørte rundt i en Uber blandt bålene i gaderne efter Gartner-symposiet i Barcelona. Han lever sgu livet.

Hvis nogle af jer læsere kender den Else, som vi leder efter, så sig til.

Hun må gerne hedde noget andet, men vi insisterer på at anonymisere hende med navnet Else.

For at distrahere Henrik fra al den bål og brand, der omgav ham dernede i Barcelona, fortalte jeg ham om en artikel fra 2009, der blev bragt i Information, og som jeg aldrig har glemt titlen på: “Hvorfor nu al den ledelse? På grund af ledelsen” - I kan læse den her.

Måske kan I huske, da jeg opdagede, at både DJØF og IDA var begyndt at afholde lederkurser for folk uden ledelsesansvar?

Jeg spurgte Google Notebook, hvor jeg har gemt de fleste af mine indtil nu 417 klummer, og den svarede prompte:

“12. september 2019 ("Breaking fra Nørgaard! Proces skaber hidtil uset vækst gennem manglende ledelse").

Første gang du eksplicit nævner kurset, er i denne klumme, hvor du ironiserer over kurser med fantastiske titler og i flæng nævner et fem-dages DJØF-kursus til 26.500 kroner med cirka-titlen **"Ledelse for ledere uden ledelsesansvar"**”

Tilbage til artiklen i Information. Forfatternes teori var, at tre faktorer har medført, at alle skal på lederkurser nu om dage.

1) Den der med “konstant læring”,

2) 1968-oprøret, det vil sige at ledelse nu om dage skal være åh, så følsom og sensitiv, og

3) Ledelsens blankocheck, der fortjener sit eget, længere citat:

“Vores tredje tese handler om ledelsens blankocheck. Den drejer sig om, hvordan ledelse er blevet en særlig selvstændig disciplin, som har skabt et særligt ledelses-lag: en voksende gruppe, som enten har en generalistuddannelse (Djøf'erne) eller har opgraderet sig via efteruddannelse. Vi ser fremkomsten af en særlig faggruppe, et lukket system, som iagttager verden gennem ledelses-optikker. De ser problemer som ledelsesproblemer på samme måde, som lærere ser læringsproblemer, og psykologer ser terapeutiske problemer. Mens fagpersoners blik er begrænset til egen faglighed, udgør ledernes blik på verden en art blanko-check, eftersom ethvert område bliver et område, der kan ledes på. Derfor har ledelse nærmest udviklet sig til en kamp om at inddrage endnu flere domæner ofte efterfulgt af mere ledelse som løsningen, f.eks. (ledelse af) lykke, (ledelse af) sundhed, (ledelse af) åndelighed, (ledelse af) hjemmeliv, (ledelse af) egen selvledelse osv.”

Er det ikke vidunderligt formuleret? Artiklen er fuld af den slags perler.

Men altså: Hjælp Henrik og hjælp mig: Find Else og sæt os i forbindelse med hende.

Kunsten at sove bag en bil

Det er selvfølgelig trist, at en mand, der holder til syd for Køge, ender med at blive så glad for sin ChatGPT, at han lader den styre alt omkring hans boligsituation og derfor ender med at blive smidt ud af udlejer.

Det var oven i købet betalingsversionen af ChatGPT, som han brugte, kunne DR berette i deres artikel, der ikke var fyldt med data eller facts.

Jeg har mange spørgsmål til hele den situation og de lidt over 42.000 prompts, som manden havde fået fyret af (no shit), men der var dog én formulering, der greb mig mere end andet i artiklen:

“... tvunget til at sove bag en lejebil med sine to hunde (navnene tilbageholdt af redaktionen)”. Det må ikke være sjovt at sove bag en lejebil.

Manden, der sover bag lejebiler, har så også efterfølgende gjort det eneste logiske, nemlig at kræve en kæmpe erstatning fra OpenAI.

Man skal gøre det på amerikansk, når det er et amerikansk produkt, der har ført til al den misére.

AI er en del af vores fremtid. Det er vand også.

Henrik Zangenberg, der ikke er helt fri for humoristisk sans, fik meget ud af Gartner-symposiet i Barcelona.

Gartner er ALTID gode for nogle nye, fede begreber.

En af de bedre præsentationer talte om et scarcity mindset, hvor man betragter AI som en trussel mod det, man allerede har (altså ser det som et nulsumsspil), og et abundance mindset, hvor man ser teknologiens nye muligheder.

Gartner foretrækker selvfølgelig abundance-mindsettet. Det har taget mange år, men her er Gartner og jeg endelig enige.

Jeg hører selv til (dum)optimisterne, men forstår godt dem, der bliver bekymrede, når maskiner pludselig kan udføre deres arbejde.

Det kan heller ikke have været sjovt at arbejde i Pony-ekspressen i Det Vilde Vesten og opleve, hvordan først telegrafen og siden futtog, biler og lastbiler gjorde ens arbejde overflødigt.

Det betød godt nok mange flere jobs, men ikke som kusk. Som kusk skulle du stadig sove bag en lejevogn.

Sig IKKE dette til de frygtsomme

Gartner fortalte også, hvad ledere IKKE skal sige, hvis de vil UNDGÅ at fremme medarbejdernes scarcity mindset. Bemærk dobbelt-negationen, som ikke er den bedste måde at kommunikere et budskab på, men skidt.

Eksempelvis er denne sætning, ifølge Gartner, ikke noget, der beroliger de bekymrede:

“Vi vil ikke erstatte folk, der stopper, men få AI til at udføre arbejdet i stedet”.

Altså: Når din kollega går på pension, får du en chatbot som ny kollega. Held og lykke med julefrokosten.

Nej, vent... Ved nærmere eftertanke er der formentlig allerede nu nogle af jer, der gerne så en kollega erstattet af en chatbot, specielt til julefrokosten? Det kunne vi jo spørge Else om, når vi finder hende.

Gartner fraråder også at fortælle dem, der er bange for AI, at 80 procent af deres arbejde kan udføres af AI-agenter, eller at spørge, hvilke opgaver de helst vil overlade til AI. Gartner er bare gode til at se den slags.

Højst overraskende frarådes også formuleringen "AI is your teammate", når man taler med scarsity-mindset-folket.

Det er ellers blevet en populær måde at præsentere teknologien på, men måske ikke så betryggende, når den nye kollega arbejder døgnet rundt, aldrig holder ferie og ikke skal have løn.

Hvad skal man sige til en nulsummer?

Hvad skal man så sige til nulsums-folkene?

Gartner anbefaler blandt andet denne smukke sætning: "AI is part of our future and how we will deliver on our mission."

Man skal altid råbe "bullshit", når nogen siger "mission", eller spørge dem blidt, hvad det egentlig betyder.

Det er dog OK at bruge ordet, hvis det drejer sig om at skulle nedsætte mennesker på månen eller få samlet The Blues Brothers igen. Ellers ikke.

Henrik Z har forsøgt at udskifte ordet “AI” med andre ord for at undersøge, hvor meget information sætningen egentlig indeholder.

"Water is part of our future and how we will deliver on our mission." Sandt. Uden vand bliver det svært.

"Greed is part of our future and how we will deliver on our mission." Den kunne sikkert bruges i visse virksomheder, om end næppe på forsiden af årsrapporten.

"Bullshit is part of our future and how we will deliver on our mission." Her nærmer vi os reelt noget, der kunne lyde som en autentisk ledelsesstrategi.

Det var dét. Nu skal I holde weekend og diskutere i husstanden, hvem der er Else i jeres liv, hvis I da ikke selv er Else. Skriv til mogensxy@gmail.com og/eller Henrik@Zangenberg.biz, og så får vi sat et interview op. Hvis ikke I finder hende for os, så laver vi bare et fiktivt interview. Nu er I advaret. God weekend til jer alle.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.

Annonce

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Analytiker til Security Operations Center ved Cyberdivisionen

Københavnsområdet

Styrelsen For It og Læring

Forretningsanalytikere til tilskuds- og uddannelsesadministration

Københavnsområdet

Everllence

R&D Data Scientist

Københavnsområdet

Annonceindlæg tema

Cloud & AI

I dette særtema ser vi på, hvordan cloud og AI bliver fundamentet for virksomhedernes digitale forretning, og hvordan de nye muligheder for automatisering og forretningsværdi kan udnyttes uden at miste overblik, sikkerhed og menneskelig kontrol.

Navnenyt fra it-Danmark

Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Alfredo Paladino, 32 år,  som Account Manager for det danske marked. Han skal især beskæftige sig med salg af Iduras MitID- og signaturløsninger i Danmark. Han kommer fra en stilling som Head of Business Development hos Goodwings. Han er uddannet kandidat i e-business. Han har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Goodwings' kommercielle funktion og lede et internationalt BDR-team på 12 personer. Nyt job

Alfredo Paladino

Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

Anne-Sofie Andreasen

Elbek & Vejrup A/S

Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Nathalie Kajberg Knudsen som Supportkonsulent i Evita/Forsyning. Hun skal især beskæftige sig med support af Evita/Forsyning samt bidrage til videreudviklingen af supportsetup på Evita og Appia. Hun kommer fra en stilling som support indenfor Kundeadministration og Afregning hos KMD Easy Energy. Hun har tidligere beskæftiget sig med kørselskoordinering og kørselsledelse hos FKS Slamson og Godik. Nyt job

Nathalie Kajberg Knudsen

Elbek & Vejrup A/S

T-Systems har pr. 1. september 2026 ansat Mikael Falk som Business Development Director. Mikael skal især beskæftige sig med forretningsudvikling indenfor Manufacturing & Life Science og styrke T-Systems position med fokus på Cloud, AI og sikkerhed. Mikael kommer fra en stilling som Regional Business Development Director hos DXC Technology. Nyt job

Mikael Falk

T-Systems