Det blot godt to år gamle datacenter-selskab Nscale, der bygger og driver datacentre, er godt i gang med forhandlinger om en ny lejeaftale med Anthropic.
Og det er ikke små-beløb, der er på bordet. De to parter forhandler nemlig om aftale om leje af datacenter-kapacitet for over 45 milliarder dollar - altså 305 milliarder kroner.
For de penge vil Anthropic købe sig ind i et helt nyt datacenter, som Nscale er ved at opføre i West Virginia i USA.
Her indgik de to selskaber i forvejen en lejeaftale for få måneder siden om plads i det nuværende datacenter. Men det er ikke nært stort nok til at kunne dække den kapacitet, som Anthropic har brug for.
Den nye aftale dækker således endnu et datacenter, der skal ligge side om side med det nuværende.
Også et tredje datacenter er på vej, og også det har Anthropic sikret sig forkøbsret til.
Sammen med de øvrige stor-spillere i det store AI-kapløb, som har været i gang i nogle år, brænder Anthropic voldsomt mange penge af.
Bloomberg skriver, at der for tiden er begyndt at vise sig en vis skepsis i markedet overfor de store investeringer, som er i stor udstrækning bæres af lånte penge.
I sidste uge styrtdykkede aktierne i Nscale-rivalen CoreWeave på grund af bekymringer om selskabets gældsbyrde på 50 milliarder dollars, hvilket satte gang i et globalt udsalg af AI-aktier.
Nscale blev etableret i London for blot tre års tid siden og har siden skovlet kontrakter ind.
Selskabet samlede kontrakter havde ved etableringen i maj 2024 en samlet værdi i omegnen af 100 millioner dollar. I dag lyder den på mere end 103 milliarder dollar, og selskabet regnes i dag for at være blandt de helt store spillere på datacenter-markedet.
De største kunder er Microsoft og Anthropic, som med store kontrakter lejer sig ind i Nscales datacentre, hvor Nscale sørger for al den nødvendige kapacitet, herunder strøm, chip og det hele.