DiggiNet udbetaler løn og undgår konkurs

Bredbåndsudbyderen DiggiNet griber nu til lommen og udbetaler løn til både nuværende og tidligere ansatte. Dermed undgår selskabet en konkurs. Kunderne har fortsat ikke mulighed for at komme i kontakt med DiggiNet.

En række nuværende og tidligere ansatte hos bredbåndsfirmaet DiggiNet får nu endelig udbetalt den løn, som de hidtil har manglet.

- Jeg har lige fået bekræftet fra vores medlem, at beløbet er gået ind på hendes konto, så nu er lønmodtagerkravene afregnet, siger Kåre Mønsted, der er juridisk chef i Sammenslutningen af Frie Funktionærer.

Fagforbundet havde begæret DiggiNet konkurs på grund af manglende lønudbetaling til et medlem.

Også Prosa, Dansk Metal og Business Danmark var mødt op i Skifteretten, fordi deres medlemmer manglede at få løn for juni måned.

Men nu skulle lønnen altså være på vej, for i Skifteretten dokumenterede DiggiNet, at selskabet har fået en kredit på 8 millioner kroner fra Danske Bank, og at kreditten inden månedens udgang bliver forøget til 30 millioner.

Betaler for at undgå konkurs

- Samtlige personer i medarbejderstaben har fået løn. Det eksakte beløb vil jeg ikke oplyse, men jeg kan sige så meget, at alle der har haft løn til gode i det her selskab – inklusiv det eksisterende personale – har fået deres løn i dag, siger Jimi Danielsen, der er administrerende direktør i DiggiNet.

Lønudbetalingen sker i sidste øjeblik, for efter en række møder i Skifteretten var en konkurserklæring nu faretruende tæt på.

Digginet røg ud i alvorlige økonomiske problemer i begyndelsen af august, hvilket dengang fik selskabets telefonileverandør til at lukke for al telefoni hos Digginets telefonkunder, ligesom selskabets kundeservice lukkede.

Midt i den økonomiske krise trådte investoren Jan Pathuel og Jimi Danielsen til. Dengang erklærede de begge overfor Computerworld, at alt ville være på skinner i løbet af et par dage.

Siden er datoen blevet flyttet til først den 4. september, så 14. september, så 25. september, og nu lyder beskeden atter, at der vil gå et par dage, inden DiggiNet er tilbage.

- Nu har vi betalt lønnen og fået kapital ind i selskabet. Det betyder, at vi nu træder aktivt ind i det her selskab, hvilket har taget os noget tid. Vi korresponderer nu direkte med kunderne og lader vores medarbejdere få fred og ro, så de kan komme tilbage på arbejdet og lande oven på denne meget stressende oplevelse, siger Jimi Danielsen.

Fortsat ikke muligt at ringe til DiggiNet

Det er dog fortsat ikke muligt for kunderne at komme i kontakt med DiggiNet, der leverer bredbånd til boligforeninger, antenneforeninger og ejerforeninger.

Hvornår kan kunderne igen komme i kontakt med DiggiNet?
- De får en henvendelse fra os nu, og vi kører ikke kommunikationen i medierne. Vi snakker direkte med kunderne, siger Jimi Danielsen.

Så kunderne kan forsat ikke ringe til jer?
- Ikke i dag, men det vil man inden for meget kort tid kunne. Vi vil lige tage fat på kunderne, inden vi igen åbner for sluserne, forklarer han.

DiggiNet mangler fortsat at betale feriepenge til en række tidligere ansatte, og det har de nu fået en frist indtil på mandag til at få klaret. Først da vil Sammenslutningen af Frie Funktionærer frafalde konkursbegæringen.

Der er dog også andre kreditorer end lige lønmodtagerne, og dem er der endnu ikke afregnet med, erfarer Computerworld.

- Det er korrekt, men de får også deres betaling nu, siger Jimi Danielsen.

Annonce

Event: Platform X 2027: Forretning, teknologi og transformation

It-løsninger |

Mød verdens stærkeste og mest effektive platforme der driver den digitale transformation samlet i København - og dyk ned i den nyeste teknologi.

29. april 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 11. august 2026 ansat Emil Kristoffersen som IT-Supporterelev ved netIP's kontor i Thisted. Han er uddannet Fisker, - Emil har dermed valgt et karriereskifte. Nyt job

Emil Kristoffersen

Netip A/S

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

Morten Jakobi

Fellowmind Denmark A/S

Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

Victor Dohlmann

Arctic Wolfs Network