det er lettere besværligt..... men du skal også være sikker på at de sider du linker til har indhentet tilladelse til at vise/spille mp3/video - ellers sidder du igen med ansvaret - se følgende smøre, igen hentet fra
www.koda.dk :
"Linksagen
Vestre Landsret afsagde den 20 april 2001 to principielle domme i de såkaldte linksager. I dommene fastslår Vestre Landsret, at direkte henvisninger (deeplinks) til musikværker på Internet indebærer et ophavsretligt ansvar for den, som opretter og tilgængeliggør henvisningerne.
Baggrunden for sagerne, som var anlagt af KODA, NCB, Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund og pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, var, at de sagsøgte havde oprettet hjemmesider, hvorpå der var lavet en række deeplinks til musikværker i mp3-format, som andre ulovligt havde uploadet og tilgængeliggjort på Internet. Deeplinks til mp3-filer fungerer på den måde, at når brugeren klikker på deeplinket, starter der automatisk en downloadproces, hvorefter brugeren kopierer musikværket til et selvvalgt sted på sin harddisk. Brugeren får herved en perfekt digital kopi af musikværket.
De sagsøgtes hjemmesider var i perioden inden hjemmesidernes lukning placeret som nummer 2 og 5 på Jubii's top-ti liste over de mest besøgte hjemmesider.
De sagsøgte havde som nævnt ikke selv uploadet musikværker på Internet; de havde derimod lavet henvisninger til musikværker, som andre havde uploadet. Konsekvensen af at klikke på de sagsøgtes deeplink var dog i realiteten den samme, som hvis de sagsøgte selv havde uploadet musikværkerne, og Vestre Landsret udtaler i sine præmisser:
"Selv om de sagsøgte ikke selv har lagt musik ud på nettet uden tilladelse, findes de ved at oprette direkte links til musiknumre, som andre ulovligt havde uploadet, selvstændigt at have tilgængeliggjort musiknumrene for almenheden på en måde, der må sidestilles med offentlig fremførelse, jf. ophavsretslovens § 2. Da de sagsøgte ikke har haft tilladelse til en sådan tilgængeliggørelse, har de handlet i strid med sagsøgernes ophavsret til musikværkerne".
Et andet spørgsmål, som Vestre Landsret tager stilling til i dommene, er de sagsøgtes medvirken til brugernes kopiering af de musikværker, der blev deeplinket til. Om dette spørgsmål siger Vestre Landsret:
"De sagsøgte har således ved oprettelse af direkte links tillige medvirket til den kopiering af beskyttede musiknumre, som besøgende på hjemmesiderne foretog, og derved medvirket til de overtrædelser, som herved fandt sted".
Dommene slår med andre ord fast, at den anførte form for deeplinking indebærer to former for ophavsretligt relevante begivenheder:
1) En selvstændig offentlig fremførelse, som forudsætter en tilladelse fra rettighedshaverne, dvs. sagsøgerne, og
2) En krænkende medvirken til den kopiering, brugerne foretager, når de klikker på de direkte henvisninger.
I overensstemmelse med sagsøgernes nedlagte erstatningspåstand blev erstatningen i begge sager fastsat til 100.000 kr. I sager om ophavsretskrænkelser har rettighedshaverne krav på et såkaldt rimeligt vederlag, dvs. det vederlag, rettighedshaverne ville have opnået ved at autorisere den foretagne udnyttelse, samt erstatning for den yderligere skade, som overtrædelserne måtte have medført. Sagsøgerne ville dog ikke have givet tilladelse til de sagsøgtes udnyttelse. Derfor findes der ikke noget sædvanligt vederlag for denne udnyttelse, og vederlaget er derfor fastsat skønsmæssigt med udgangspunkt i, at sagsøgerne i gennemsnit har en avance på ca. 20 kr. pr. musiknummer, når musik sælges på fysiske singler.
Herefter udtaler landsretten:
"Sagsøgernes opgørelse er beregnet ud fra den forudsætning, at 20% af de besøgende på hjemmesiderne har kopieret mindst et musiknummer. Landsretten finder ikke anledning til at tilsidesætte dette skøn, der må betegnes som forsigtigt. Sagsøgerne findes endvidere berettiget til erstatning for tab som følge af markedsforstyrrelser og øgede kontrolomkostninger samt godtgørelse for ikke-økonomisk skade i medfør af ophavsretslovens § 83, stk. 1 og stk. 3."
I begge sager var erstatningsbeløbet af procesøkonomiske årsager fastsat til et lavere beløb, end hvis man havde fulgt den anførte beregningsmetode fuldt ud. Således skulle de sagsøgte have betalt hhv. godt 400.000 kr. og 115.000 kr. efter ovenstående beregning.
Dommene vedrører alene det forhold, at man opretter og tilgængeliggør links til (ulovlige) musikværker på Internet, og dommene berører derfor ikke Internetbrugerne generelle mulighed for at oprette og tilgængeliggøre loyale links.
KODA og de andre sagsøgere tilkendegav allerede under sagen, at sagerne kun blev ført af principielle grunde. Den idømte erstatning vil derfor af menneskelige og sociale årsager ikke blive opkrævet hos de sagsøgte. Det skal understreges, at dette udelukkende skyldes nogle helt konkrete hensyn.
"
Dvs. at de eneste 99% sikre steder at henvise til, vil være bandets officielle hjemmeside eller pladeselskabets officielle hjemmeside - alle andre steder bør du være meget forsigtig med at henvise til, hvis du vil have loven på din side :)