Samfundsfag – Generationer
Fælles del: Opgave A
Begrebet ”den sociale arv” har altid haft en vis betydning i forbindelse med menneskers livsforløb. I hvor stor udstrækning og i hvilken retning det har haft indflydelse, er noget af det, jeg vil behandle i den fælles del.
Undersøgelsen, Erik Jørgen Hansen har beskrevet, går tilbage til 1967 og beskriver livsforløbet for næsten 3000 personer indtil 1992, hvor de var ca. 38 år gamle. I løbet af disse 25 år har deltagerne i undersøgelsen gennemgået en socialisering i og med, at de har udviklet sig, uddannet sig og er blevet placeret et sted på den sociale rangstige.
Hvis man kigger på den første del af bilaget – tabel 1, fremgår det at den overvejende del af deltagerne i undersøgelsen har fulgt et uddannelsesmønster, der ligget tæt op ad forældrenes. Hos børn af professionerne, er det 35% af mændene og 16% af kvinderne, der har taget en lang videregående uddannelse. 16% af mændene har taget en mellemlang videregående uddannelse, mens 38% af kvinderne har valgt en MVU. I alt har 49% af mændene og 45% af kvinderne fra en professions-familie gennemført en KVU eller kortere uddannelse. Dette gør kvinderne fra en veluddannet familie end smule højere uddannet end mændene.
Blandt de lavest uddannede familier, de ikke-faglærte arbejde, er tallene nærmest vendt. For mændenes vedkommende har kun i alt 16% gennemført en kort videregående uddannelse eller højere. Hos kvinderne er tallet 19%. 60% af mændene har en lærlingeuddannelse, og en fjerdedel har slet ikke gennemført en erhvervsuddannelse. 47% af kvinderne har lærlingeuddannelse, og 34% har ingen.
Ovenstående viser en klokkeklar tendens. Jo højere op i uddannelsessystemet ens forældre har været, jo bedre er ens chancer for også selv at ende med en længerevarende uddannelse. Denne påstand underbygges endvidere fint af tabel 2, som viser hvor stor en del af deltagerne, der i 14-års alderen var blandt den bedste tredjedel i en verbal test, og som ved undersøgelsens afslutning i 1992 havde en lang videregående uddannelse. Ca. 47% af sønnerne fra en professions-familie havde opnået dette, mens kun 10% fra en ikke-faglært arbejderfamilie nåede så langt. For piger er tallene langt mindre. Hos dem, der kommer fra professionerne ca. 25%, og hos dem der er opvokset i et ufaglært arbejderhjem 1-2%. Hvis man kigger på dem, hvis forældre har været uden for erhverv, er tallet noget større, nemlig ca. 23% for sønner, men kun ca. 4% for døtre. Dog skal disse tal tages med et gran salt, det er beregnet ud fra et smalt grundlag. Ydermere skal man huske på, at betegnelsen ”uden for erhverv” kan være mange ting. I mange tilfælde vil det sikkert betyde, at forældrene ikke er i stand, fysisk såvel som mentalt, til at tage et job – men det kan også betyde, at forældrene har været så heldigt stillede, at de ikke har behøvet arbejde, og derfor heller ikke har gjort det. ”Uden for erhverv” er dermed et bredt udsagn.
Grunden til, at der er en så klar linie mellem forældrenes og børnenes uddannelses- og karrieremønster, skal sandsynligvis findes i de værdier og normer, forældrene enten selv har opbygget, eller har med fra deres egne forældre. I en familie med tradition for uddannelse vil børnene oftest blive opmuntret til at tilegne sig viden og lægge arbejde i deres uddannelse – lige fra folkeskole til universitet. De vil også være bedre hjulpet i uddannelsessystemet i og med at de har forældre med stor uddannelseserfaring i bagagen. Endelig har uddannelsessystemet i 1960’erne – i hvert fald før ungdomsoprøret i ’68, nok været meget konservativt med hensyn til opdragelses- og uddannelses-idealer. Der har på nogle punkter nok været en vis favorisering af de børn, som kom fra gode, veluddannede familier, i forhold til dem, som alligevel på forhånd var selvskrevet til at stoppe efter 7. klasse i folkeskolen og derefter evt. tage ud og tjene.
Et andet faktum, der også er slående, er den store forskel mellem drenge og piger, som har taget en længere uddannelse, uanset oprindelsesklasse (jvf. tallene ovenfor). Ligestillingen var ikke nået nær så langt i 60’erne, som den er i dag, og selv i dag er der af og til problemer med arbejdsmarkeds-ulighed mellem kønnene.
Før i tiden var det normalt, at det var manden der arbejdede og var familieforsørger, og kvinden som blev hjemme, passede hus og børn. De havde derfor heller ikke brug for en uddannelse, mente man. Godt nok var det omkring slutningen af 60’erne, måske i begyndelsen af 70’erne, at disse unge skulle vælge karrierevej, men som det fremgår af tabellerne er der alligevel en slående forskel.
En anden vigtig parameter, når man skal måle social klasse og arv, er økonomi. Som regel vil indkomstklasse også have en vis sammenhæng med uddannelsesniveau, og dette bliver også dokumenteret i tabel 4. Her fremgår det bl.a. at 68% af alle sønner, hvis forældre (forsørger-forælderen) i 67/68 tjente 0-22.000 kr., selv har en indkomst på max. 249.000 kr. I 22.000 kr. i ’67 svarer til ca. 150.000 kr. i dag (kilde:
http://www.dst.dk/priser). Hos de sønner, hvis forsørger-forælder i ’67 tjente 41.000 kr. (ca. 280.000 kr. i dag) eller over, er indkomstklassen nogenlunde ligeligt fordelt, med 20% fra 0-199.000 kr., 27% fra 200.000 til 249.000 kr., 29% fra 250.000 kr.-349.000 kr. og 22% 350.000 kr. eller mere. 1% har ikke oplyst deres indkomst.
Hos døtrene er det noget anderledes. 90% af alle piger, uanset oprindelsesklasse, tjener op til 249.000 kr. om året – kun 8% tjener mere. Selv hos dem, hvis forsørger-forælder i 1967 tjente 41.000 kr. eller mere, er det kun 3%, der nu tjener 350.000 kr. eller derover. Dette er et tegn på stor ulighed mellem kønnene, og kan tyde på, at mange har fået de gamle normer med hjemmefra, dvs. de normer, der placerer manden i en forsørger-rolle og hustruen som husholderske.
Valgfri opgave: B
Hvilke opfattelser af det danske demokrati kommer til udtryk i bilag B1 og B2?
I bilag B1, ”Noget nær det perfekte demokrati” af Pia Friis Jensen får man det indtryk, at demokratiet ikke fejler noget, men at det snarere er i god stand, og kører sundt derudad. Sjovt nok er nogle af de faktorer, som PFJ tager op og anser som fordele, de samme som Curt Sørensen i bilag B2 peger på som svaghedstegn i det danske demokratiske system. Et af de punkter, de begge tager op, er tilbagegangen i medlemstallet for partierne samt det forfald i partipressen, som er sket i løbet af de seneste 30 års tid. Medierne er også en af de ting, PFJ roser for deres alsidighed, men CS kritiserer for at være en elitær institution, som står i forbund med de andre få magthaver-instanser, vi har i Danmark.
Pia Friis Jensen ser på partierne som konkurrenter. Det er de naturligvis også, men hvor man før i tiden var opvokset med sit politiske standpunkt, og ofte stemte på det samme parti livet igennem, er partierne nu et tag-selv-bord, hvor dem der kan give vælgerne de bedste tilbud, vinder stemmer og dermed tillid. Moderne vælgere kvier sig ikke ved at skifte parti, hvis deres holdning harmonerer bedre med et andet partiprogram. Dette benægter Curt Sørensen ikke – han ser det som en bivirkning af den mediestorm, der i løbet af det sidste halve århundrede har taget mere og mere fart, samt den aftagen i partipresse samt partiernes samhørighed med vælgerne, som ikke eksisterer i nær samme grad i dag. Af den grund er folk blevet opmuntret til hele tiden at tvinge sig selv til at overveje sit politiske standpunkt grundigt.
CS mener, at for lidt sikkerhed om vælgernes tillid hos de enkelte partier giver partierne mindre handlefrihed til at være fleksible og handlekraftige. Man kan nemt komme til at sige noget forkert, og det kan være fatalt.
Diskuter, hvorvidt forskellige generationers politiske adfærd berettiger til betegnelsen ”noget nær det perfekte demokrati” (bilag B1) om det danske politiske system.
Folks politiske standpunkt afspejles ofte i deres sociale klasse, uddannelses- og indkomstniveau. Før i tiden var socialdemokratiet arbejdernes parti – det er det stadigvæk, men ikke i nær så høj udstrækning. De Konservative var borgerskabets parti. Og endelig var venstre landmændenes parti. Derfor kunne man også før i tiden altid sige, at hvis en mand var arbejder, så var han socialdemokrat, hvis han var landmand var han utvivlsomt venstremand osv.
Denne tendens er ikke så aktuel mere. I løbet af de sidste 2-3 generationer er der nok mange, som har taget deres politiske holdninger op til revision, og måske har skiftet partifarve. Dermed ikke sagt, at der ikke længere er sammenhæng mellem folks placering på den sociale rangstige og deres placering rent politisk. Men for det første er der kommet flere valgmuligheder – man taler om ”det politiske tag-selv bord”, og for det andet, har mange partier været nødt til at løsne op i deres partiprogram for at tiltrække flere vælgere.
En anden faktor, der viser forskellige generationers politiske engagement, er medlemstallet hos partierne. Det var før meget almindeligt at være medlem af sit parti. Hvis man kigger på Tabel 1 i bilag B3, vil man dog se, at medlemstallet ikke har ændret sig voldsomt – til gengæld fremgår det, at jo ældre folk bliver, jo mere partitro er de også. I 1990 var kun 4% af de 20-29-årige medlemmer af et politisk parti, mens hele 16% af generationerne over 70 år var medlemmer. Mange af dem har sikkert været det hele deres liv, og sikkert også i det samme parti.
Men er det en fordel eller en ulempe, at folks mobilitet mellem partifløjene er blevet så forøget i løbet af den sidste del af forrige århundrede? Ville det måske være bedre, hvis man stadigvæk altid vidste hvor man havde vælgerne henne? Ikke ubetinget. Når folk skifter standpunkt, må det betyde, at de tænker over tingene, hvilket må betyde, at medierne og den offentlige debat sætter nogle tanker i gang hos folk. Man er nok blevet bedre til at finde sine egne værdier, i stedet for at følge samfundsnormerne, som engang nærmest dikterede, hvad folk skulle stemme.
I og med, at vi gennem medierne har fået et større udsyn, har vi også fået flere ting at tage stilling til. Emner som indvandrere, ulandshjælp, kriser rundt omkring i verden osv. bliver meget mere nuanceret beskrevet med de moderne medier. Samtidig har politikerne jo også fået mange flere ting, de skal have med i deres partiprogram, og derfor er det vigtigt for dem at blive eksponeret i dagspressen så meget som muligt. Den effekt kan gøre to ting ved vælgerne: Enten suger de information til sig og bliver klogere, bedre til at nuancere sig i forhold til deres politiske standpunkt, eller også vil det forvirre dem. Informationsstrømmen de sidste 50 år er dagligt vokset, og vi bliver fodret med inputs og informationer overalt hvor vi kommer. Det kan få folk til at miste overblikket, og så er vi ikke nået videre.
Men hvis det virker efter hensigten – nemlig at informere borgerne hurtigt, glat og effektivt – og samtidig får dem til at tænke over tingene og i sidste ende tage stilling – er budskabet kommunikeret ud med succes.
Når den dag kommer, hvor borgerne bliver informeret uden omsvøb om den politiske dagsorden, og kommunikationen gennem medierne bliver så objektiv, at ingen dikterer folks meninger, har vi en situation, hvor demokratiet ikke kan blive meget bedre. Når vælgerne så samtidig har mulighed for at ytre deres forslag til en bedre verden, så alle – også magthaverne – får mulighed og lyst til at høre det og behandle det – har vi et noget nær perfekt demokrati
Jes Kaliebe Petersen
