Har du givet dit barn en god ballast med hjemmefra?
Jeg synes efterhånden, at alt er lovligt i dette land. Støjer naboerne, og beder man pænt om at få dæmpet musikken, risikerer man at få nogen på hovedet til gengæld. 2 forkerte ord, og psykopaterne går fuldstændig amok.I formiddags fulgte min lillebror sin kæreste til toget. På vejen hjem går han forbi en gruppe unge, karseklippede fyre med ring i øjenbrynet, tatoveringer helt op ad halsen, ringe på tommelfingrene m.m., og da han forsøger at sno sig imellem dem, fordi de fylder hele fortovet, ser de det som en provokation og gennemtæsker ham så meget, at han nu er indlagt med hjernerystelse, brud på kæbe og flere ribben. Han bliver sparket i hovedet, da han ligger ned, så hans ansigt er så opsvulmet, at ikke engang jeg kan genkende ham. Ifølge lægerne har han været tæt på at miste både liv og førelighed. Vi mistede vores far i starten af denne måned, og har ellers ikke haft brug for dette også.
Hver dag ser man i nyhederne og tv-avisen, hvordan folk opfører sig i deres biler på vejen (carrage), hvordan der - specielt i julen (selv i julen?) - bliver begået stribevis af indbrud, hvordan butikker, banker, posthuse og tankstationer bliver udsat for røverier m.m.m. Der bliver fokuseret meget, når lokummet vælter, men der bliver ikke fokuseret ret meget på, hvorfor store dele af samfundet tager den retning, som det gør. I min Verden er svaret ganske simpelt: De unge har ganske enkelt ikke fået nogen ballast med hjemmefra! De har haft nogle apatiske forældre, som givetvis selv har fået den såkaldte "frie" opdragelse, og i skrivende stund ville det være mig en udsøgt fornøjelse at fatte hver og én i kraven og give dem så tilpas mange lussinger, at de ville vågne af deres apati. I dag står de selv med et kuld unger og har ikke den fjerneste idé om, hvordan de skal opdrage deres børn. Eller rettere: Jeg tror ikke på, at de er nærværende nok til at indse, at børn skal opdrages, så de har en mulighed for at begå sig blandt andre mennesker. Derfor står vi nu med hvad mange kalder for en tabt generation.
Jeg er bestemt ikke tilhænger af, at forældre, som stammer fra fremmede lande og kulturer, sender deres børn på opdragelsesferie hos deres bedsteforældre, men et eller andet sted kan jeg sq godt forstå dem, for det er efterhånden sådan i Danmark, at den personlige frihed vægter MEGET tungere end hensynet til det omgivende samfund, som man færdes i. Gud nåde og trøste den, der kan finde på at sige fra, hvis de føler sig forulempet. De kan bare få et los i hovedet ...
Man slukker fra samfundets side en masse ildebrande, som aldrig burde været opstået, hvis man havde fokuseret mere på arnestedet, nemlig hjemmet. Et meget tydeligt eksempel er alle de stoffer, der florerer i det danske natteliv. På toiletter på diskoteker, gymnasier og mange andre steder er der helt tydelige spor af kokain. Extacy florerer. Jeg kan ikke huske statistikken for hash, men der er ret mange helt ned til 10-års alderen, der har prøvet at ryge hash. Grænserne rykker sig, og de rykker sig HELE tiden. Ville det ske, hvis forældre havde givet deres børn en ballast og en masse værdier? Hvis de ville tage sig tiden til at forklare poderne rigtigt fra forkert, istedet for at stikke dem ekstra 200,- til en glad tur i byen onsdag aften p.gr.a. dårlig samvittighed?
Lige nu har jeg det på den måde, at det burde være øje for øje, og tand for tand: Brækker du kæben på et andet menneske, spænder vi dit hoved fast og lægger et stigende pres på din kæbe, indtil den brækker. Sparker du en person i hovedet, skal du tildeles det samme antal spark med den samme styrke. Stikker du en kniv i maven på et andet menneske, skal du have stukket en lignende kniv ind i de samme organer, gerne med assistance fra en læge, så det går retfærdigt til.
Det vil nok have en mere præventiv effekt, end en fængselsdom på 30 dage, som der bare bliver grinet ad. Men sådan fungerer Verden desværre ikke, vi kan ikke rende rundt og lege selvtægtsmænd. Men så se i det mindste lige på dig selv og dine børn: Har de fået en ordentlig opdragelse, eller har du et barn, som er blevet dømt for vold, indbrud eller lign? Kan dit barn finde ud af at begå sig blandt andre mennesker, eller har du en provo af en søn, der kører dørtræk og udsætter andre mennesker for fare i trafikken? Hvad kender du til hvad dine børn laver, når de er kommet hjem fra skole? Ved du med dig selv inderst inde, at de ikke flakker omkring på S-togsstationer og chikanerer andre mennesker, eller at de ikke tager rygeheroin? Ved du med usvigelig sikkerhed, at dine børn ikke organiserer tyvebander og tæskehold? Ved du med usvigelig sikkerhed, at DU har været en god forælder, givet dit barn gode og sunde værdier, opdraget dit barn ordentligt, inden det er blevet sluppet løs i samfundet? Jeg håber det. Dette er ikke ment som et debatemne. Tænk hvad du vil om mit indlæg. Jeg er i øjeblikket bare SÅ træt af, at intet er helligt mere. Mindst af alt dine egne medmennesker.
