Brian BIT´s vilde eventyr 2. Del: "Flashback - Hr. Dedler kommer"

Brian BIT´s vilde eventyr 2. Del:
Flashback – Hr. Dedler kommer

Det var ikke mere end et på uger siden jeg havde mødt Hr. Dedler første gang.
Vi var lige blevet sendt ud i vores respektive arbejdsområder af vores daværende chef, Mr. Nor Ton, da det hele gik skævt.
Vi havde fået besked på at indhente de seneste oplysninger på centralen så vi stod stærkest muligt overfor evt. indtrængende. Forfalden til rutinen, gik en af de programstyrende chefer hen og indtastede sit navn og hans særlige kode for at komme i kontakt med centralen.
Tiden gik, og der indløb stadig ingen rapporter om fornyede oplysninger til brug for sikkerheden fra centralen, så vi blev beordret til vores forskellige ansvarsområder for at sikre at den daglige drift forløb sikkert og uden forstyrrelser.
Der skete ikke rigtig noget før lige før middag, hvor der blev meldt om uregelmæssigheder på brugerflade kontoret henne på kontoret for ekstern kommunikation. Deres signal blev vist ved med at falde ud eller sådan noget, det var ikke til at høre pga. støjen fra bussen der blev ved med at drøne forbi med en forfærdelig larm.
Langsomt gik det op for os at der var noget galt. De interne rapporter vidnede om det; Lagerchefen meldte om tiltagende pladsbrug, men der var ikke meldt noget om nye programmer fra mediecentret, Buscentralen klagede over stigende behov for transport at bits og ville vide om vi havde omlagt skemaerne, CPU ringede ind og gjorde opmærksom på at de var ved at blive overbelastet, selvom kontoret for recurser kun meldte om 1 åbent brugerprogram. Ja, den var helt gal, og klokken var ikke andet end lige over middag.
Mr. Ton kom styrtende hen til mig;
”Brian, har du set ham den ham den programstyrende?? Det er vigtigt!”
”Nej, ikke siden han gik ned for at kontakte centralen” lød mit svar, hvorefter Mr. Ton styrtede videre ned ad koridoren med retning mod toilettet.
Det begyndte at bekymre mig lidt med den, åbenbart, forsvundne programstyrende chef... Hvad mon han gik og lavede?
Langsomt begyndte det at gå op for mig, at alle problemerne var begyndt lige efter han var gået ned for at få fat i centralen.
Med hjertet oppe i halsen skyndte jeg mig hen til hans kontor.
”Virus defenitions cummunications office” stod der på hans dør. Hvornår mon de ville droppe alle de lange ord tænkte jeg, og prøvede at åbne døren. Den var låst.
Jeg hamrede på døren og råbte så de sikkert kunne høre det oppe hos CPU, men der var ingen reaktion, andet en den larm der kom fra busserne udenfor.
Det kan ikke passe det her, tænkte jeg, hele systemet er ved at bryde sammen på grund af overbelastning af de centrale funktioner, og den styrende chef for kommunikation var ingen steder at finde, der er noget uldent ved det her.
Jeg trådte et par skridt tilbage for at få et ordentligt tilløb til når jeg smadrede skulderen gennem døren.
Et jag af smerte løb gennem mig da jeg ramte døren, som røg op med et ordentligt brag.
Jeg ømmede mig lidt mens jeg kiggede rundt i kontoret fra døråbningen.
Der lå han, den styrende programchef, bevidstløs ved siden af panelet han brugte til at kontakte centralen med.
Jeg skyndte mig at taste nummeret til sikkerhedschefen og forklarede ham hvorledes det stod til, da samtalen pludselig blev afbrudt af den velkendte hyletone. Efter et par sekunder, holdt hyletonen også op..
Højtalerne gjaldede så ørene blafrede:
”SYSTEMET LUKKES NED, CPU ER I FARE FOR OVERBELASTNING!!, SYSTEMET LUKKES NED, CPU ER I FARE FOR OVERBELASTNING!!”
Alting blev stille. Støjen fra bussen sygnede hen, den stille hvinen fra den store vindmaskine blev lavere og lavere, og de velkendte klik fra lageret begyndte at bryde stilheden.
Det der ikke skulle ske på min vagt, var lige sket. Vi blev udsat for et system-nedbrud af en ukendt årsag.