Nej du har ikke lukket, så læs her først:
Fordeling af point i spørgsmål
2. juli 2007, 14:25
Der har det sidste stykke tid været meget snak frem og tilbage vedr. fordelingen af point for de spørgsmål man deltager i. I den forbindelse ser det ud til at være tiltrængt, at få opfrisket et par retningslinier.
* Spørger bestemmer selv hvor mange point et spørgsmål er værd
Hvad der er et let spørgsmål for "bruger A" kan sagtens være et svært spørgsmål for "bruger B", så derfor vil det være forskelligt hvad folk vil udlove af point.
* Spørger bestemmer selv hvilke(t) indlæg der er løsningen er dermed skal have point
At man er den første med et svar er ikke ensbetydende med at man får point. Hvis spørger mener ét eller flere af de efterfølgende svar har hjulpet mere end det første, er spørger fuldt ud berettiget til at afvise de andre svar.
Der er heller ikke nogen regler for hvor detaljeret et svar skal være før der kan gives point for det. Et simpelt "ja/nej" eller et link kan være nok, og hvis spørger er tilfreds med det svar, så er der ikke noget galt i at svaret belønnes med point (uanset spørgsmålet sværhedsgrad og antal point).
* Indlæg som "Kommentar" eller "Svar"
Generelt set bør man kun lave sine indlæg som et "Svar" hvis man er rimelig sikker på at ens forslag kan være løsningen på spørgsmålet, eller hvis spørger direkte beder om det. Det er ikke velset at lave alle sine indlæg som et "Svar" da dette kan skabe forvirring i spørgsmålet. Husk også på punkt 2.1.18 i reglerne mht. at lave et "tomt" eller irrelevant svar i håb om at få nogle lette point.
* Selv tage pointene i eget spørgsmål
Hvis man selv finder løsningen på sit spørgsmål, har man selvfølgelig ret til at tage pointene retur. Husk dog at løsningen så skal nævnes i spørgsmålet jf. punkt 2.10 i reglerne.
Det er ikke tilladt at tage pointene retur bare fordi der ikke er nogen der har lavet et indlæg som et "Svar". I dette tilfælde beder man blot brugeren/brugerne der har løst sit problem, om at lave et svar.
* Et spørgsmål bør altid afsluttes
Man bør altid sørge for at få afsluttet sine spørgsmål og uddelt point, inden for en rimelig tidsperiode. Hvis der ikke har været aktivitet i et spørgsmål i et par uger, så er sandsynligheden for at nogen kommer forbi med en løsning, ikke ret stor. Man kan derfor være bedre stillet ved at lukke spørgsmålet og oprette det igen, hvilket er tilladt hvis der er gået mindst 7 dage.
De gældende regler kan som altid læses på
http://www.eksperten.dk/regler.phtmlGenerelt set kan
http://www.expfaq.dk/ hjælpe med mange spørgsmål angående brugen af Eksperten.dk.
Mvh.
Michael Geertsen
Eksperten.dk Administrator
M.Geertsen@IDG.dk