Hej Jonas
PC World har netop udgivet en større grafikkorttest, som jeg har udført:
http://www.pcworld.dk/art/111852Min konklusion er, at du får rigtigt meget for pengene, hvis du vælger at betale en anelse mere end de cirka 1.300 kroner, du nævner - og eksempelvis køber et fabriksforbedret Geforce GTX 460 1 GB-kort - ligesom aero fremhæver i sit svar.
Det væsentligste, du skal spørge dig selv om, er, hvilken opløsning din skærm kører med? Hvis du svarer 1.920 x 1.200, så vil jeg råde dig til at smide mellem 1.500 og 1.600 kroner. Så kan du få råd til et af de bedste kort i PC Worlds test.
Hvis du i stedet svarer fx 1.680 x 1.050 pixel, så kan et af de mindre kort som eksempelvis et Geforce GTX 460 768 MB godt levere varen.
Den anden del af dit spørgsmål handler om hukommelsesbussens bitbredde, og her er svaret igen, at 256 bit er klart bedst - hvis du altså efterspørger den bedste spilydelse og benytter en fuld HD-opløsning på din skærm. Jeg ville satse på 256-bit til enhver tid, men det er så også bare min indre entusiast, der taler. Måske du kan klare dig med mindre?
Til dit tredje spørgsmål, så er jeg bange for, at dit link ikke virker (det må være fremkommet, mens du har placeret varen i indkøbskurven). Kan du sende et nyt link eller nævne modelnummeret på produktet?
Jeg håber, svaret kunne bruges.