Bærbar skærm registreres ikke ved opstart af HP med Windows 7
Jeg har en HP Pavilion dv9700, hvor garantien selvfølgelig for kun nogle få måneder siden er udløbet.For ca. 2 uger siden begyndte jeg at have problemer med skærmen - i første omgang i form af, at skærmen ikke altid tændte, når PC'en startede. Efter et døgns tid var fejlen blevet permanent.
Skærmen tænder nu generelt ikke længere, når PC'en tændes, ikke engang i BIOS, inden Windows indlæses - og dog, har jeg alligevel fundet en temmelig sindrig måde at få den til at virke igen...
Jeg kunne konstatere, at Windows stadig blev indlæst på computeren, selvom jeg ikke kunne se noget på skærmen - og da jeg har PC'en sat op til at logge ind med finger-aftryks læseren, kunne jeg også stadig logge ind (uden at kunne se på skærmen, hvad der skete).
Jeg forsøgte derfor efter logon at koble PC'en til TV'et via HDMI - og pludselig havde jeg billede igen - dog kun på TV'et.
Hvis jeg åbner vinduet for Skærmopløsning, og venter imellem 5 og 20 min. efter tilkoblingen til TV'et, kan PC'en pludselig finde ud af, at der er en alm. skærm tilkoblet (skærmen på den bærbare), og jeg kan nu koble TV'et fra igen.
Det virkelig underlige er nu, at jeg faktisk kan genstarte PC'en lige så mange gange, jeg ønsker det, og nu kan jeg pludselig se alt, hvad der sker (som tidligere) under opstarten af PC'en. Hvis jeg vælger at slukke PC'en helt, starter problemerne dog konsekvent forfra.
Jeg skal måske i denne sammenhæng tilføje et par ekstra problemer, som jeg har haft med PC'en i lidt længere tid, og som muligvis kan hænge sammen med dette på en eller anden måde;
For det første har jeg ved siden af Windows 7 en Ubuntu Linux 9.4 installeret. Det er denne Linux installation, som styrer boot-menuen, hvor Windows 7 dog er sat op som standard valg. Jeg får sjældent startet op i Linux, men jeg ved selvfølgelig ikke, om det kan være Linux, som er årsagen, selvom jeg tvivler på det.
Når jeg genstarter kan jeg vælge både Linux og Windows fra menuen. (I første opstart af PC'en kan jeg ikke vælge Linux, da jeg ikke kan se menuen og ikke kan logge ind med finger-aftryks læseren.)
For det andet har jeg i et par måneder ikke kunnet lukke skærmen i på PC'en, da den efterfølgende ikke kan vækkes fra standby igen - og jeg bliver nødt til at genstarte PC'en ved at holde power-knappen inde, indtil den slukker.
Endelig er PC'en på det seneste (en kort periode forud for skærm-problemerne) har haft en tendens til at blive mere varm end ellers, hvilket har resulteret i, at blæseren nu kører på fuld tryk konstant, når PC'en er tændt.
Faktisk er dette problem nu blevet så udpræget, at PC'en ikke engang går i standby, når jeg lukker skærmen i.
En sidste ting, som måske lige skal nævnes er, at selvom jeg har fået skærmen til at virke med den beskrevne fremgangsmåde, så kan jeg ikke længere få Aero under Windows 7 til at virke.
Er der nogen, som har en idé om, hvad der er gået galt med min PC? - Og ikke mindst, hvad jeg kan gøre for at rette op på det?
Er en ny installation af Windows nødvendig? - Og i så fald, hvordan sikrer jeg mig, at jeg har skærmen til rådighed, når jeg påbegynder installationen?
Vh. Jacob