Artikel top billede

Analyse: Google tager førertrøjen, Apple satser på det sikre, og Microsoft er hægtet af

Apple, Google og Microsoft kæmper indædt om forbrugernes penge med fede tjenester og lækker hardware. Men hvem er egentligt forrest på ideer lige nu? Computerworld analyserer den aktuelle situation.

Apple, Google og Microsoft dominerer store dele af vores liv.

De tre it-giganter har tilsammen eksisteret i 99 år, og har undervejs hver især domineret og profiteret på tre eksplosivt voksende markeder: Microsoft med den personlige computer, Apple med sit App Store-økosystem omkring tablets og smartphones og Google med online-tjenester og søgemaskiner.

Men på trods af den oprindelige forskellighed udfordrer it-giganterne konstant hinanden i kampen om at blive endnu større og endnu mere dominerende, specielt på de profitable områder hvor fremtidens forbrugere og virksomheder bevæger sig.

På det professionelle område slås de tre giganter også med firmaer som Amazon, SAP, IBM og Salesforce om at opfinde og levere de hel- og halvintelligente cloud-services, som bliver byggeklodserne for fremtidens virksomheder.

Men på forbrugerområdet er Apple, Google og Microsoft alene på banen, og kampen er intensiv og kæmpes på flere fronter.

Hvem fører på ideer?

Men, hvis vi lige ignorer salgstalg og markedsandele et øjeblik, hvem kan så siges at føre på ideer?

Det er et emne som optager mange i Computerworlds kommentarfelt, hvor diskussionerne ofte bliver ret ophedede, så lad os prøve med en nøgtern analyse.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at kampen ikke handler om hardware. Hardware er fascinerende, flot, dyrt og kan skabe den emotionelle respons, som økosystemer ikke kan.

Men hardware er midlet, ikke målet - i hvert fald for Google og Microsoft.

For målet er at få pakket forbrugerne ind i tjenester som app stores, musik- og filmtjenester, betalingstjenester og services. Kort sagt, de økosystemer hvor kreditkortet er registreret og med et enkelt swipe på en touchskærm kan bruges - og helst flere gange om dagen.

Undtagelsen er selvfølgelig Apple, der har formået at gøre sin hardware-business til en veritabel seddelpresse, som spytter millioner direkte ind i Apples pengetank hver dag.

På grund af successen med hardware er der ingen, som lokker folk så godt som Apple.

For med en benhård kontrol over det mobile styresystem iOS, musik- og filmtjenesten iTunes og App Store-butikken er forbrugeren så komplet syltet ind i Apples tjenester, at det er næsten umuligt at vikle sit digitale liv ud af Apples klør igen.

Og hvorfor skulle du? Apple gør det jo bedre end Googles ikke særligt elegante løsninger og er milevidt foran Microsofts forkølede forsøg på at banke økosystemer op omkring Windows, Xbox og Windows Phone.

Men før du nu kaster dig frådende over tastaturet og beskylder Computerworld for at være købt og betalt af Apple, så læs lige videre.

For ud over det faktum, at den eneste Apple-annonce i Computerworld denne skribent har kendskab til er fra Computerworld nr. 1 anno 1981, så er Apples forretningsmæssige førertrøje med vægt på elegance og en benhård fastlåsning (i et par fløjsbeklædte håndjern) af forbrugere ikke det samme, som en idemæssig førsteplads. 

Hardware driver utroskab

For at kåre den skal vi en tur omkring hardwaren, som vi måske lidt hurtigt afskrev før.

For hardware er den sirenesang, som kan være med til drive forbrugere til nye oplevelser og efterfølgende skift af økosystem.

Det er derfor, at denne skribent i skrivende stund har et Apple-ur på armen, men før har haft både Microsoft Band og Pebble Steel.

Så uanset hvor godt du er foldet ind i diverse tjenester, så kan lækker hardware drive dig til økosystems-utroskab.

Svaret på det er mere. Mere lækker og ny hardware, flere tjenester og endnu mere integration mellem hardware og online-tjenester. Og her står kampen pt. om, hvem der kan knytte telefoner, bærbare og wearables sammen, og på den måde helt indkapsle os som forbrugere.

Hvis det lyder lidt som Sauron fra Ringenes Herres plan om at finde den ene ring, så er det ikke helt forkert.

Artiklen fortsætter under billedet...

Microsoft: Har en plan, men ingen mobiltelefoner

Microsoft, som fortsat dominerer inden for computere, har arbejdet på den plan længe under betegnelsen "Universal Windows Apps". Læs mere om Universal Windows Apps her

Her var tanken, at programmer udviklet i Windows-verdenen nemt ville kunne anvendes og dele data, uanset om der er tale om en bærbar, en tablet eller en telefon. Så længe de kører Windows altså.

Andel del af satsningen hedder "Continuum" og lader dig bruge din telefon som computer og dermed anvende de Universal Windows Apps - og tjenester som Office 365 - som på en gang udvisker grænserne mellem mobile enheder og så bærbare og samtidig knytter data sammen via tjenester.   

Her på Computerworld har vi tidligere demonstreret, hvordan Continuum virker. Det kan du se her.

Med Microsoft-bærbare som Surface Pro 4 og Surface Book, som er en blanding af tablets og bærbare computere viser Microsoft, at selskabet tror, at fremtiden er enheder som kan have mange forskellige roller - og mens cloud-tjenester som Office 365 og OneDrive binder dem sammen.

Så Microsoft er godt med, når det kommer til ideer og visioner for fremtidens computerbrug. Udfordringen er, at når Windows Mobile udgør blot 0,7 procent af smartphone-salget, så er det rigtigt svært at tage lederskab for noget som helst.

Læs også: Microsofts smartphone-salg i katastrofalt dyk: Ekspert tror ikke længere på projektet

Der er dog ingen tvivl om, at selvom Windows-smartphones i fremtiden skal laves af andre firmaer, så ser Microsoft Universal Apps som det middel, som skal knytte mange forskellige hardware-enheder sammen - i Windows-universet.

Artiklen fortsætter under billedet... 

Apple: Kongen af telefoner og tablets, men planen virker rodet

Apple er ubetinget en succes. For på trods af en begrænset global markedsandel skovler firmaet penge ind på sine telefoner og tablets.

Så mange, at de kan dedikere ubegribelige 65 milliarder dollars på forskning og udvikling alene i 2016.

Læs også: Apple i gang med stor mystisk milliard-satsning: Hvad er der i gære?

Men Apples strategi er samtidig lidt konservativ, måske af bekymring for at ændre for meget på den succesfulde opskrift.

Derfor har Apple tre primære  søjler: Macbooks, iPads/iPhones og så en række mindre områder som Apple Watch og Apple TV, som i større eller mindre grad er knyttet til resten af Apples økosystem.

Og hvor Microsoft, efter fiaskoen med de dedikerede tablet-styresystem Windows RT, tror på en fremtid, hvor enhederne smelter sammen, så ser Apple ikke ud til at gå den vej.

Det er derfor, du kan købe en iPad Pro, et tastatur og en pen - eller købe den lille en MacBook på 12 tommer, så med sine 0,92 kg vejer det samme. Og lytter du til Apples marketingssnak, så kan de også nærmest det samme - den ene pakke er bare med iOS og touch, mens den anden er en lille bærbar med OS X.

Enhederne kan til gengæld knyttes sammen med Apples continuity-funktion, som kan flytte SMS, telefonopkald og filer let mellem OS X-enheder som MacBooks og iOS.

Men grundlæggende har OS X og iOS hver sin app store, som gør det svært at flytte udviklersuccessen på iOS til MacBooks.

Apple holder altså æbler og pærer for sig rent hardware- og softwaremæssigt.

Undtagelsen er Apple Watch. For uret, som har været på markedet i 13 måneder, er fortsat knyttet tæt sammen med iPhone - og i sådan en grad, at Watch uden din telefon bliver direkte ligegyldigt.

Det skyldes ikke mindst fraværet af selvstændige apps til uret - og onde tunger vil mene apps i det hele taget. Derfor skal al forbindelse og integration køre over din telefon hvis smart-delen af smartwatch forventningen skal indfries.

Det er der heller ikke tegn på at Apple vil lave om på. Blandt andet derfor virker Watch som et lækkert, men i sidste ende uforløst produkt.

Artiklen fortsætter under billedet... 

Google: Android og Chromebooks tager føretrøjen på ideer, men er et niche-område

Over for Microsoft og Apple står Google. I denne sammenhæng en måske lidt ukendt spiller, for i modsætning til de to andre laver software-og søgegiganten ikke selv meget hardware.

Til gengæld har Google store spillere som Samsung, Sony og Huawei til at lave telefoner - og firmaer som HP og Asus til at producere Googles bud på en bærbar: De såkaldte Chromebooks, som kører Googles eget Chrome OS.

Men hvor Microsoft satser på hardware-integration og Apple på software-lim til at holde enhederne tæt sammen, så har Google på den seneste I/O-konference i maj taget skridtet videre på to vigtige områder.

For det første kan Chromebooks inden for kort tid afvikle de mange Android-apps, som telefoner og tablets med Android i dag kan køre.

En udgave til udviklere kan allerede hentes i dag, mens Google har fortalt at funktionen rulles ud til alle Chromebooks senere i 2016.

Selvom Chromebooks fortsat er et nichemarked, specielt i et rigt land som Danmark, hvor uddannelsesinstitutioner flyder over med Apples Macbooks, så er det er halvstor ting.

For Chromebooks er i vækst på andre markeder, og med Android-apps på Chromebook får brugerne adgang til de samme programmer, uanset hvilken enhed de anvender.

Det er dybest set Microsofts vision. Bare med den fordel at Android, i modsætning til Windows Mobile, har millioner og atter millioner af brugere - ofte på markeder hvor en Chromebook er mere økonomisk opnåelig end premium-enheder som Macbook eller en Surface Book.

På videoen til højre kan du se hvordan en tidlig udgave af Android på Chromebook virker.

En anden ting, Google viste på Google I/O, var Android Wear 2.0. Det styresystem, der driver de smartwatches, som alle tre firmaer eksperimenterer med.

Med Wear 2.0 får kommende enheder mulighed for at forbinde til internettet via wifi eller bluetooth - og uden telefon.

Bruce Singleton fra Google fortalte samtidig tidligere på måneden til amerikanske The Verge, at brugere på sigt vil kunne browse og installere apps direkte fra et Android-ur. 

Et smart træk i øvrigt, for det gør det nemmere for folk der har iPhones at have et Android Wear-baseret ur ved siden af. Og et træk som er foran Apples Watch, hvor 95 procent af alle opgaver fortsat går gennem den tilknyttede telefon.

Det er godt set af Google. Men tilbage står det faktum, at både Google og Apple kæmper med, at for mange mennesker er smartwatches bare ikke særligt interessante.

Hvor ender vores hardware?

Om adgangen til et par hundredetusinde apps fra Android har stor betydning for Chromebook, må tiden vise.

Men på længere sigt, så er bedre Chromebooks sandsynligvis en større trussel for Microsoft, end det er mod Apple og æblefirmaets satsning på stadig dyrere og mere eksklusive Mac-computere.

Microsofts kloge svar har de sidste par år været, at sikre at alle firmaets populære tjenester som Office, OneDrive og lignende er tilgængelige på alle platforme - også konkurrenternes.

I lyset af den ikke eksisterende Windows Mobile-markedsandel og et mangeårigt fald i salget af pc´ere er den vej tilsyneladende helt rigtigt set.

Artiklen fortsætter under billedet...

Samtidig må man sige, at med Apples succes på tablets og telefoner og Googles urørlige position som hele verdens søgemaskine er det Microsoft, der har mest at miste.

For godt nok udgør Windows en stadig mindre del af Microsofts forretning, men fraværet af en position på mobil-området betyder også en mindre grad af kontrol over et voksende marked - og ikke mindst det fantastiske lokkemiddel som en telefon er, når folk skal lokkes over i et nyt økosystem.

Derfor satser Microsoft så hårdt på sine - gode - Surface-modeller, mens Apple er mere konservativ i sine siloer.

Men i sidste ende virker det pt. som om, at det er Google der har førertrøjen på når det kommer til muligheder - men det er samtidig på et niche-markeder, som Chromebooks og smartwatches.

Læs også: Den mobile revolution er over os - og det får konsekvenser for dig