Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Pixabay)

TikTok åbner datacentre i Irland og Norge: Garanterer at al data holdes i Europa

Efter hård kritik vil TikTok åbne datacentre i Irland og Norge og indgår samarbejde britiske NCC Group, der skal håndtere alle TikToks brugerdata i Europa.

For at imødegå kritik om overvågning og udlevering af data, er TikTok på vej til at åbne flere datacentre i Europa.

Selskabet meddeler, at det allerede har åbnet et datacenter i Irlands hovedstad, Dublin.

Inden længe slår selskabet desuden dørene op for endnu et datacenter i Irland samt et i Norge.

I samme ombæring overdrager selskabet, der stammer fra Kina, opgaven med at håndtere og opbevare brugernes ret omfattende data til det britiske selskab NCC Group, meddeler det.

“Virksomheden [NCC Group, red] skal fremover opbevare, håndtere, kontrollere og beskytte TikToks data samt blandt andet monitorere datastrømme, tilbyde uafhængig verifikation og rapportere eventuelle hændelser,” lyder det fra TikTok.

TikTok har længe været relativt omstridt og fulgt af beskyldninger om massiv datahøst på brugerne, som især tæller unge mennesker.

Problemet er blevet forstærket af, at både TikTok og selskabets ejer, ByteDance, stammer fra Kina.

Det er dog et ophav, som TikTok forsøger at lægge afstand. Selskabets danske pressebureau har således tidligere til Computerworld med henvisning til ByteDance eget website erklæret, at ingen af selskaberne er kinesiske.

På sit website erklærer ByteDance, at 60 procent af selskabet er eget af 'internationale investorer,' mens 20 procent ejes af 'ByteDance-medarbejdere fra hele verden,' og 20 procent af stifter Zhang Yiming, som 'ikke er del af nogen stat eller myndighed," som det hedder.

Det ændrer dog ikke på, at TikTok nu ikke desto mindre overdrager al håndtering af europæisk data til NCC Group, som ifølge TikTok er ‘uafhængig sikkerhedsudbyder," som fremover vil “føre tilsyn med driften af den forbedrede databeskyttelse og -kontrol.”

Desuden skal NCC Group ‘overvåge al datatrafik, der kommer ind og ud af det europæisk sikrede datamiljø og sikre, at kun godkendte og begrænsede datatyper kan tilgås af godkendte medarbejdere,” meddeler TikTok.

Manøvren skal blandt andet sikre, at ingen data kommer i de forkerte hænder, lyder budskabet.
“Alle kontrolmekanismer og kommandoveje er designet til at sikre, at europæiske brugerdata er beskyttede i et specialdesignet miljø, der kun kan tilgås af godkendte medarbejdere under opsyn og verifikation,” meddeler TikTok.

De nye datacentre er en del af TikToks såkaldte 'Project Clover,' som selskabet præsenterede rammerne for i foråret.

TikTok indgik også i foråret aftale med det norske datacenter-firma Green Mountain om byggeri af et datacenter i Norge.