Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: unsplash)

TikTok får kæmpebøde på 2,6 milliarder kroner: Har ikke beskyttet europæiske børn og unges privacy godt nok

TikTok får gigantbøde på 2,6 milliarder kroner for i alvorlig grad ikke at have beskyttet børns privacy i Europa. TikTok er ikke enig.

Kinesisk-stiftede TikTok har i så alvorlig grad forsømt at beskytte europæiske børn og unges basale ret til privatliv ved at høste store mængder data, at selskabet nu skal betale en gigantisk bøde på 2,6 milliarder kroner.

Bøden på 345 millioner euro er udstedt af det irske datatilsyn, der varetager GDPR-sager på EU’s vegne overfor de store tech-selskaber med europæisk hovedkvarter i Dublin.

Den store bøde falder på grund af flere forhold.

Datatilsynet konkluderer, at TikTok blandt andet har opereret med indstillinger, der har gjort, at brugerne - ofte børn og unge - automatisk gjorde deres konti offentlige, når de oprettede en konto.

Denne automatiske indstilling gjorde, at alle kunne se deres indhold og kommentere videoer og lignende.

Og det har ifølge datatilsynet udgjort en risiko for børn under 13 år, som oprettede konto på TikTok - også selv om de ikke formelt havde lov til det på grund af deres alder.

Det irske datatilsyn kritiserer desuden, at TikToks funktioner til forældre-kontrol - ‘family pairing’ - har gjort det muligt for forældre at kontrollere deres børns konti uden samtykke - også selv om børnene har været 16-17 år gamle.

Desuden har TikTok ifølge tilsynet ansporet teenagere til at åbne op for mere indhold til omverdenen, når de har postet videoer og lignende.

TikTok oplyser i en meddelelse sendt til Computerworld, at selskabet ikke er enig i forholdene og især ikke i, at de har haft et omfang, der retfærdiggør den store milliard-bøde.

TikTok peger blandt andet på, at forholdene er tre år gamle, og at selskabet siden da har gennemført en række ændringer og forbedringer.

Blandt andet er alle konti for teenagere under 16 år i dag per default lukkede, ligesom såkaldt direct messaging til børn mellem 13 år og 15 år i dag per default er slået fra, meddeler selskabet.

["Vi er med al respekt uenige i beslutningen, især størrelsen af den pålagte bøde. Det irske datatilsyns kritik er fokuseret på funktioner og indstillinger, der var på platformen for tre år siden, men som vi ændrede i god tid, før undersøgelsen overhovedet begyndte for eksempel, at alle konti under 16 år skal være private som standard," medeller Parisa Khosravi, nordisk kommunikationschef i TikTok.

TikTok har længe været relativt omstridt og fulgt af beskyldninger om massiv datahøst på brugerne, som især tæller unge mennesker.

Problemet er blevet forstærket af, at både TikTok og selskabets ejer, ByteDance, stammer fra Kina.

Det er dog et ophav, som TikTok forsøger at lægge afstand. Selskabets danske pressebureau har således tidligere til Computerworld med henvisning til ByteDance eget website erklæret, at ingen af selskaberne er kinesiske.

På sit website erklærer ByteDance, at 60 procent af selskabet er eget af 'internationale investorer,' mens 20 procent ejes af 'ByteDance-medarbejdere fra hele verden,' og 20 procent af stifter Zhang Yiming, som 'ikke er del af nogen stat eller myndighed," som det hedder.