Artikel top billede

Sådan styrer dba.dk biler og kanariefugle med BI

eBay, der ejer Den Blå Avis og Bilbasen, rykkede sin BI-indsats ud af it-afdelingen. Læs her hvorfor - og det handler ikke om bits og bytes, siger it-chef Carsten Ostenfeldt Jensen.

"Vi er en salgsdreven it-virksomhed," siger Carsten Ostenfeldt Jensen, som er Head of Information Systems. Han har ansvaret for at udvikle eBay Danmarks ERP-, CRM- og BI-systemer, på tværs af de forskellige brands.

BI er omdrejningspunktet for meget af eBays forretning, og alle de klassiske BI-discipliner bliver udøvet.

Der bliver kigget i ERP-systemet, og Carsten Ostenfeldt Jensen og hans folk har været igennem en stor integrationsopgave i forbindelse med, at eBay Classifieds Group for et par år siden købte Den Blå Avis og de tilhørende sites, blandt andet Bilbasen.dk og Bilinfo, som især bilforhandlere bruger til at værdisætte brugte biler.

Den gamle trykte Blå Avis eksisterer såmænd endnu sammen med magasinet Dit Bilmarked.

På nettet er Dba.dk Danmarks største e-handelsplads, og ifølge FDIM landets 8. mest besøgte med flere end en million brugere hver måned.

Opgaven er at distribuere tilbud mellem køber og sælger på flere niveauer, både handel mellem private og mellem professionelle og private. Produkterne spænder over hele spektret, fra boliger og biler, til iPhones og kanariefugle.
 
eBay har 180 ansatte i Århus og en mindre afdeling på Frederiksberg i København, der tæller 25 mand. Over halvdelen af medarbejderne er it-folk på den ene eller anden måde, for eBays forretning er først og fremmest en it-forretning.
 
One set of numbers
Man ønskede at få gennemsigtighed gennem hele forretningen, både for at konsolidere og få at opnå det magiske "one set of numbers".

"Vi manglede den fornødne datadisciplin. Når vi spurgte forskellige folk rundt omkring i organisationen, var det svært at finde den røde tråd. Opdateringsfrekvenser fra forskellige kildesystemer har været et problem. Det er en klassisk udfordring, når man lægger flere forretninger og systemer sammen," fortæller Carsten Ostenfeldt Jensen.

Det var nødvendigt at skabe et samlet billede af, hvordan forretningen performer. Og det næste ben i arbejdet har været at blive i stand til at spotte tendenser i markedet, primært via webanalyse af de forskellige sites.

Hvor er trafikken på de forskellige sites? Hvor er køber og sælger? Hvordan kan man gøre sitet mere brugervenligt? Det er BI, der bruges til at måle det.

"Vi sidder oven på en meget stor datamængde og dermed en masse viden, og den vil vi gerne stille til rådighed for vores kunder," siger Carsten Ostenfeldt Jensen.

Ren Microsoft

EBay i Danmark kører ren Microsoft-platform: Microsoft SQL, Analysis, Reporting Service og Integration Service. Og ingen andre produkter er hidtil blevet lukket ind i folden.

"Det er vores strategi at kigge på, hvad vi har på hylderne af kildesystemer. Vi kører Microsoft Navision som ERP-platform, og vi har Microsoft CRM. Der har været naturlige fordele i at fortsætte med Microsoft BI Plus."

Man skal jo heller ikke skyde gråspurve med kanoner, mener han, så han har ikke overvejet for eksempel SAP BusinessObjects. Det kan hurtigt blive en bekostelig affære, mener Carsten Ostenfeldt Jensen.

"En ting er, hvad produkterne koster, noget andet er, hvad konsulenttimerne koster. Vores løsning er fuldt på højde med de fleste andre, og den er ikke så dyr. Det vigtigste er, at vores behov for rapportering bliver indfriet, og det gør det."

Rapportering foregår i to dele. Den ene er klassisk salgsrapportering, stort set som i de gamle dage, da det stadig hed rapporter. Og så har man 25 analytikere i både finansafdeling og forretningsudvikling, som arbejder med de mere strategiske rapporter. Her tolkes data i Excel og Pivot-tabeller, og der bruges komponenter fra Microsoft Silverlight til grafisk præsentation af data.

De strategiske overvejelser handler om innovation og om at være first mover, forklarer Carsten Ostenfeldt Jensen.

"I e-commercebranchen handler det nogle gange om at komme først. Den viden, vi opbygger i vores databaser, stiller vi til rådighed for brugere og kunder. Og vi ved meget om udbud og efterspørgsel."

7 nye annoncer i sekundet - 18 millioner pr. måned

eBay er i verdens største rubrikannonce-forretning med flere end 60 millioner unikke besøgende, fem milliarder sidevisninger og 18 millioner aktive annoncer om måneden. Der kommer syv nye annoncer i sekundet.

Danmark er et lille punkt på eBay-kortet, men det skal være muligt at udveksle data med de andre eBay-selskaber i verden. For eksempel kører Bilbasen i øjeblikket et projekt sammen med tyske Mobile om import og eksport af biler.

Danske eBay har sit eget datawarehouse, og samarbejdet med de udenlandske selskaber begrænser sig til procesudvikling. Også valg af teknologi er en lokal afgørelse. De øvrige eBay-selskaber kører for eksempel ikke Microsoft, men SAP.

Danmark er et lille land målt på antal brugere, men Carsten Ostenfeldt Jensen mener, at danske eBay er blandt de fremmeste inden for BI. Her anvendes de nye teknologier til udnyttelse af datamining, adfærdsanalyser og forecasting.

"Vi har skarpt fokus på BI. Vi startede med at bruge BI til site-optimering på dba.dk for godt fire år siden, og så har det udviklet sig. De andre landes selskaber har mest brugt BI til at afstemme forretningen med og har ikke brugt det så operationelt som vi."

En central BI-organisation

Det første spadestik til en ny BI-løsning nås ad mange veje.
 
"Vi ville have en central BI-organisation, og vi startede med at rykke det ud af it-afdelingen. Nu ligger det under finans. Det har været en stor fordel, for så kommer det ikke til at handle om teknik og bits og bytes. Så bliver det i stedet et forretningsdrevet projekt med forretningsfokus. Det har været meget vigtigt i denne proces," siger Carsten Ostenfeldt Jensen.
Man valgte fra start at lave et faseopdelt projekt. Først koncentrerede man sig om de små banale ting.

"Men vi tænkte stort fra starten og har lavet en meget skalerbar løsning. Først små kuber og derefter vokseværk."

Når flere virksomheder er slået sammen som i tilfældet med eBay, og der skal være gennemsigtighed, har BI governance-strategien været vigtig for at sikre, at den datakvalitet, der kommer ind, er optimal.

"Tidligere havde vi også et glimrende BI-setup, men de kildedata, der kom ind, var ikke valideret. Og så kan du altså ikke vise noget ordentligt."

Det sværeste ved eBays BI-projekt har været at finde de rigtige samarbejdspartnere, mener Carsten Ostenfeldt Jensen.

"Når man kigger på markedet, er der mange BI-huse, men også ERP-huse, som siger, de kan lave BI. Det kan de sådan set også godt, men på vidt forskelligt niveau. Derudover er der en lang række add on-komponenter, men man er nødt til at sætte sig grundigt ind i, hvad de kan, og finde ud af, hvad leverandøren har at tilbyde. Den proces må man ikke hoppe let hen over."

Valget af samarbejdspartner faldt i sidste ende på det århusianske BI-konsulenthus d60.

Svær prissætning

Han har kigget på mange leverandører, siger han, og de kan alle sammen, når du spørger dem.

"Samtidig er det umenneskeligt svært at prissætte. Der kommer nogle øjenåbnere undervejs. Hvis du er helt ny kunde i BI-verdenen risikerer du at stå med et kraftigt indhug i din projektøkonomi. Når man løfter stenene, opdager man nye behov."

Data kommer ind fra ordresystemer, ERP- og CRM-system og fra de forskellige sites. Nogle af produkterne er automatiseret og rører ikke menneskehænder, så format og kvalitet af data skal være afklaret og i orden, når de afleveres i datawarehouset.

Man kigger i maven på alle de kilder, man har. Er kvaliteten til rådighed, eller skal data på den ene eller anden måde beriges, eller skal man skabe nye systemer eller processer omkring dem? Det er den øvelse, man skal igennem.

"Og den er vigtig. Vi har blandt andet flyttet det 25 år gamle system, man har lavet hele Den Blå Avis på. Klassisk legacy, ingen vidste rigtig noget om det mere. Det var egenudviklet og stod i hjørnet. Det flyttede vi over på en ny platform. Det var et sideprojekt af en vis størrelse," fortæller Carsten Ostenfeldt Jensen.

EBay Classifieds Group

Alle danske forretningsenheder er en del af eBay Classifieds Group (eCG). ECG købte de danske aktiviteter i oktober 2008 for 2,1 milliarder kroner.

Under eCG hører syv brands. De mest kendte er Dba.dk, Danmarks største handelsplads på nettet med 1,1 millioner brugere hver måned. Dba.dk er det 8. mest besøgte site i Danmark.

Bilbasen.dk har 500.000 brugere hver måned, og cirka 60.000 biler til salg på sitet.

Bilinfo er et meget brugt forhandlerværktøj til bilforhandlere, der finder priser på brugte biler.

ECG er i øvrigt verdens største rubrikannonceforretning med flere end 60 millioner unikke besøgende, fem milliarder sidevisninger og 18 millioner aktive annoncer om måneden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Årets CISO 2021

I både offentlige og private organisationer er der behov for at uddanne, rekruttere og fastholde de bedste it-sikkerhedsfolk, fordi sikkerhedsudfordringerne konstant forandres. Derfor sætter vi fokus på best practice inden for it-sikkerhed, og vi vil samtidig fremhæve de personer i Danmark, der gør et ekstra stykke arbejde for at styrke den digitale sikkerhed. Vi hylder derfor årets CISO 2021 på denne konference.

05. oktober 2021 | Læs mere


Dynamics Excellence Day 2021 - indblik, best practice og øget værdi

Med Microsoft Dynamics 365 er Microsoft rykket mod skyen og har fuld integration til både Dynamics, CRM, Office 365, Power BI og Cortana. Det giver utrolig mange muligheder, hvis du griber det rigtigt an. Vi sætter fokus på værdiskabelse og forbedring for både nuværende og nye Dynamics-brugere.

07. oktober 2021 | Læs mere


CISO Trends 2021: Sikkerhed, trusler og strategi

Vi kan ikke komme uden om, at CISO'ens rolle bliver mere og mere markant i de fleste organisationer grundet det evigt omskftelige trusselsbillede. It-sikkerhed er forlængst blevet en forretningskritisk disciplin, hvor dele af og hele organisationer kan blive lagt ned af at enkelt angreb. Derfor ser vi nærmere på det overordnede trusselsbillede, og hvordan CISO'erne konstant skal være på vagt over for nye trusler.

12. oktober 2021 | Læs mere