Værktøjskassen: Thomas Madsen, Softscan

Heavy metal og humor er nødvendige ingredienser i en hverdag fyldt med virus og spam. De analytiske evner blev skærpet på fysikstudiet, inden jobbet som "postsorteringsmedarbejder" i it-branchen blev landet. Mød udvikler Thomas Madsen fra Softscan, som her åbner sin værktøjskasse.

Man skulle ikke tro, at heayy metal var befordrende for koncentrationen, men hiver du hovedtelefonerne af Thomas Madsen mens han sidder og udvikler på Softscans email-scanningsløsning, er det lige, hvad du får en ørefuld af.

Den 33-årige udvikler får nemlig dag for dag flere kolleger, der samlet øger støjniveauet i lokalerne med udsigt over Nyboders lave gulkalkede huse, tæt på Østerport i København.

Så glider arbejdet lettere til tunge toner, leveret af bands som Emperor eller Slayer, bedyrer Thomas Madsen, hvis officielle titel - som han dog ikke selv bruger særlig tit - er Chief of Project, Development and Design (CPDD).

Vind i sejlene

Softscan har vind i sejlene og har ansat såvel svensk-sprogede som britiske sælgere til at øge kundemassen til selskabets e-mailsorteringstjeneste.

Den kan leveres enten i en rent outsourcet variant eller som en server-pakke, som stilles op ude ved kunderne, så de selv kan overvåge sorteringen.

- Vi tager simpelthen presset af kundernes mailservere og sorterer spam og vira fra, inden de overhovedet når dertil, siger Thomas Madsen.

Hvor meget af den oprindelige email-mængde, som når igennem, varierer meget, men det er ikke unormalt, at det er under 25 procent.

- Vi har en kunde, som overtog et amerikansk .com-domæne, og for dem er procentdelen som er spam næsten 100, forklarer han.

Opfindsomme mennesker

Såvel virusskribenter som spam-afsendere er opfindsomme mennesker, så meget af Thomas Madsens arbejde består i at sørge for, at Softscan er up-to-date i det virtuelle katten-efter-musen-spil, som det er at få sorteret de uønskede henvendelser fra.

Derfor er pc'en, som er en ren standardvare i 5.000-6.000 kroners klassen, da også Thomas Madsens vigtigste værktøj. Den er udstyret med den uundværlige cd-spiller som sender de tunge rytmer ind i hans øregange.

Thomas Madsens værktøjskasse

  • Gadgets:
    - Pc
    - Cd-afspiller


  • Software:
    - Outlook
    - Eclipse
    - Homesite
    - P.A.R.A.N.O.I.D.


  • Personlige egenskaber:
    - Analytiske evner
    - Humor
  • Personer:
    - Chefen Diego d'Ambra
    - Kollegaen Lars Roland

  • Gadgets, software og web
    På den ligger programmer som webværktøjet Homesite og Java-udviklingsprogrammet Eclipse. Førstnævnte bruger han til at udforme justeringer på selskabets internt hostede mailløsning, som 90 procent af kunderne benytter.

    -Eclipse er et fantastisk godt udviklingsmiljø til Java, som jeg blandt andet har brugt til at lave en applet, der live viser logfilerne af scanningen på de email, som ryger gennem systemet, siger han.

    Et andet vigtigt program er P.A.R.A.N.O.I.D., og referencen til heavy-bedstefædrene Black Sabbaths nok mest kendte sang er helt tilfældig i den sammenhæng, bedyrer Thomas Madsen, selv om softwaren er udviklet internt. Den fulde titel er "PArameter Recognition And Neutralization Of Infectious Data".

    Programmets funktion er at sortere filer af et nærmere defineret tilsnit fra. Eksempelvis kan det sættes til at udelukke alle filer med endelsen .exe.

    Brandslukning hos kunderne
    Nede fra gården lyder pludselig den hidsige snerren af en 50 kubiks-motor, der gasses op i oktoberkulden. I søstervirksomheden Softcom er et af de meget anvendte arbejdsredskaber den lille armé af EU-knallerter, som it-konsulenterne væver sig gennem Københavns tætte trafik på, når der skal brandslukkes hos kunderne.

    Thomas Madsen bruger dem selv sjældent, for kundesupporten foregår mest via telefon og email, men også i Softscan er tiden en vigtig faktor.

    Blandt andet derfor står selskabet selv for at udarbejde løsningerne, når der eksempelvis opdages en ny virus, i stedet for kun at købe den type ydelser hos specialiserede antivirusfirmaer.

    -Vi kan gøre det meget hurtigere selv og var eksempelvis blandt de første, der kunne stoppe vira som Bagle og Mydoom. Vi har et antivirussystem i tre lag, hvoraf det første er et open source-baseret system ved navn ClamAV, mens de to andre er baseret på kommercielle antivirusløsninger. Folk der støtter open source miljøet sender deres advarsler til fra hele verden, når der opdages en ny virus. Derfra kan vi lynhurtigt udvikle en løsning til vores system og have det opdateret på et par timer fra advarslen kom, siger Thomas Madsen.

    Hvis han endelig bevæger sig uden for matriklen, kan det blandt andet være på den ugentlige ? frivillige, understreger han - løbetur, som begynder klokken syv om torsdagen, hvor en række medarbejdere snører kondiskoene og tager en runde om Kastellet inden de samles til morgenmad i virksomheden.

    - Vi har også et udklædningsritual, hvor folk møder op i mærkeligt tøj efter nærmere instrukser, forklarer Thomas Madsen, som blandt andet derfor vælger humor som en nødvendig personlig egenskab, hvis man vil holde af arbejdspladsen Softscan.

    Den vigtigste i hans egen stilling er dog analytiske evner, og dem kan man lære eller i hvert fald udvikle på, understreger han.

    Satsede på astronomi
    Det gjorde han selv under uddannelsen til fysiker på Niels Bohr-institutet, for selv om hans liv i dag er fyldt med binære koder, satsede han oprindeligt på en tilværelse med atomare forbindelser, astronomi eller rumfart som omdrejningspunkt.

    - Jeg var arbejdsløs i halvandet år og søgte alt inden for fysik, både privat og offentligt. Men imens satte jeg mig til at lære programmering, og springet er ikke så langt, for i fysikken lærer man at tænke abstrakt og i flows. Min studiekammerat, som er uddannet atomfysiker, arbejder i dag for Nokia, siger Thomas Madsen, som nu har været tre et halvt år hos Softscan.

    Den selvlærte udvikler får i det daglige vigtig sparring fra sine to nærmeste kolleger.

    - Den ene er jo rent faktisk min chef, Diego, men han vil ikke kaldes chef. Så vi kalder ham chief, griner Thomas Madsen, som peger på de tos fælles brainstorming-sessioner som et vigtigt fundament for hans arbejde.

    Diego d'Ambra var hovedarkitekten bag Softscans mailsorteringsløsning som blev grundlaget for, at Softcom oprettede Softscan som selvstændigt arbejdsområde i 2001. I dag er Softscan vokset sit ophav over hovedet med godt 30 ansatte mod 10 hos Softcom.

    Den anden nære kollega Lars Roland er til gengæld uddannet datalog, og det er derfor ham, som får lov til at bokse med C++ i et nyt projekt til et af modulerne i Softscan-løsningen, Websafe, hvor han og Thomas Madsen skal arbejde tæt sammen.

    - Men de data, han trækker ud af sine programmer, skal kunne ses i et webmiljø, så der kommer jeg ind i billedet igen, siger Thomas Madsen.




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    Brother Nordic A/S
    Import og engroshandel med kontormaskiner.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    EA Excellence Day

    Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

    23. april 2024 | Læs mere


    AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

    Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

    24. april 2024 | Læs mere


    Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

    Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

    25. april 2024 | Læs mere