Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
De seneste hændelser omkring CPR-registret og det digitale tinglysningssystem har mindet os om, hvor afhængigt det danske samfund er blevet af sin digitale infrastruktur.
Systemerne understøtter grundlæggende samfundsfunktioner. Når deres sikkerhed eller stabilitet udfordres, bliver konsekvenserne hurtigt synlige.
Men der findes en anden form for sårbarhed, som sjældnere tiltrækker sig opmærksomhed.
Den opstår, når offentlige myndigheder gradvist mister muligheden for selv at forstå, kontrollere, vedligeholde og om nødvendigt udskifte de teknologier, de er afhængige af.
Myndigheden har fortsat ansvaret. Men hvor meget råderum har den egentlig tilbage?
Schleswig-Holstein forsøger at genvinde kontrollen
I den tyske delstat Schleswig-Holstein har regeringen taget fat på spørgsmålet med en bemærkelsesværdig beslutning.
En række Microsoft-produkter i den offentlige administration skal gradvist erstattes af åbne alternativer.
Blandt andet afløses Microsoft Office af LibreOffice. Mailsystemer udskiftes, og Windows skal efter planen gradvist erstattes af Linux.
Det er ikke blot politiske hensigtserklæringer. Tusindvis af arbejdspladser og mailkonti er allerede overført til andre løsninger.
Processen er omfattende og besværlig. Medarbejdere skal uddannes, dokumenter flyttes, systemer tilpasses, og eksisterende arbejdsgange skal ændres.
Men det interessante er ikke blot, at Schleswig-Holstein ønsker at spare licensudgifter eller anvende open source.
Det interessante er, at en demokratisk ansvarlig myndighed forsøger at genvinde en teknologisk handlefrihed, som gennem mange års anskaffelser og systemudvikling gradvist er blevet begrænset.
Delstaten har erkendt, at retten til at vælge en anden leverandør ikke er meget værd, hvis omkostningerne og de tekniske vanskeligheder ved at gøre det i praksis er blevet uoverstigelige.
Det er ikke et spørgsmål om at undgå enhver afhængighed. Det er et spørgsmål om at bevare alternativer.
Når det billige tilbud bliver dyrt
At anskaffelsesprisen ikke fortæller hele historien, har vi netop fået en dansk demonstration af.
Da Arriva i 2019 vandt udbuddet om regional togdrift i Midt- og Vestjylland og på Svendborgbanen, indebar tilbuddet ifølge et senere aktstykke til Folketinget omtrent en halvering af prisen per togkilometer sammenlignet med det foregående udbud.
Seks år senere havde transportminister Thomas Danielsen (V) efter omfattende problemer med driftsstabiliteten mistet tilliden til operatøren, der nu hed GoCollective.
I juni 2026 var selskabets økonomiske situation så alvorlig, at en forestående insolvens truede med helt at standse togdriften.
Staten måtte sikre en overdragelse til DSB, så pendlerne kunne komme videre.
Det dokumenterer ikke, at den lave tilbudspris alene var årsagen til problemerne. Men forløbet illustrerer, hvor utilstrækkeligt et øjebliksbillede af økonomien kan være som mål for en samfundsmæssigt vellykket anskaffelse.
For den offentlige køber er det afgørende ikke blot, hvad en leverandør tilbyder ved kontraktens indgåelse, men om ydelsen kan opretholdes forsvarligt gennem hele kontraktperioden.
Det samme gælder offentlige it-systemer, om end afhængigheden her ofte har en anden karakter.
Hvor togdriften kan bryde sammen, fordi leverandøren ikke kan fortsætte, kan et it-system blive så tæt forbundet med myndighedens data, kompetencer og arbejdsgange, at myndigheden selv får vanskeligt ved at forlade leverandøren.
I begge tilfælde kan den oprindelige økonomiske gevinst vise sig at have en pris, som først bliver synlig senere.
Vi kender mekanismen fra den billige printer og de dyre farvepatroner.
Men når princippet overføres til samfundskritiske funktioner, er det ikke længere blot penge, der står på spil. Det er også vores handlefrihed.
EU vil ændre spillereglerne
EU's udbudsregler har gennem årtier skabt rammerne for konkurrence om offentlige anskaffelser.
Reglerne har ikke alene handlet om laveste pris. Lige adgang, gennemsigtighed og et velfungerende indre marked har været grundlæggende hensyn.
Med udbudsdirektivet fra 2014 blev mulighederne for at inddrage blandt andet kvalitet, miljømæssige hensyn og livscyklusomkostninger tydeligere.
Men der er forskel på at give en offentlig myndighed mulighed for at inddrage et hensyn og at sikre, at den faktisk gør det.
9. september i år fremsatte Europa-Kommissionen forslag til en omfattende reform af udbudsreglerne.
Forslaget indebærer blandt andet, at forholdet mellem pris og kvalitet som hovedregel skal være udgangspunktet, og at strategiske hensyn som robusthed og forsyningssikkerhed får større betydning.
Endnu mere interessant er Kommissionens arbejde med digital suverænitet.
I forbindelse med indkøb af cloudtjenester har EU udviklet et Cloud Sovereignty Framework, hvor leverandørerne vurderes efter en række målbare kriterier.
De omfatter blandt andet teknologisk kontrol, juridiske forhold, forsyningskæder, sikkerhed og mulighederne for selvstændig drift.
Her sker der noget principielt vigtigt.
Et overordnet politisk mål — digital suverænitet — forsøges omsat til egenskaber, som kan undersøges, sammenlignes og dokumenteres.
Men der mangler stadig en væsentlig dimension.
Udbuddet er en begivenhed - Afhængigheden udvikler sig over tid
En myndighed kan have gennemført et forbilledligt udbud og valgt en løsning, som på anskaffelsestidspunktet var både økonomisk og teknisk fornuftig.
Fem år senere kan situationen være en anden.
Systemet er blevet integreret med andre systemer. Medarbejdernes kompetencer er blevet specialiseret. Alternative leverandører er forsvundet. Data er blevet vanskeligere at flytte, og omkostningerne ved at skifte er steget.
Samtidig kan leverandørens ejerforhold, forretningsmodel og internationale rammevilkår have ændret sig.
Den oprindelige beslutning kan således have været rigtig, mens dens forudsætninger gradvist er forsvundet.
Derfor er det ikke tilstrækkeligt at undersøge afhængigheden ved kontraktindgåelsen.
Den må overvåges løbende.
Moderne tekniske systemer kan registrere deres egen tilstand og varsle problemer, før de udvikler sig til egentlige funktionssvigt. Man behøver ikke vente til næste olieskift.
Hvorfor skulle vi nøjes med periodiske og ofte usammenhængende vurderinger af samfundets kritiske teknologiske afhængigheder?
Vi burde kunne følge deres udvikling gennem konkrete indikatorer.
Kan systemet fortsat vedligeholdes uden den oprindelige leverandør? Kan data flyttes? Findes der alternative driftsmuligheder? Hvor lang tid vil en overgang tage? Hvad vil den koste? Og er mulighederne faktisk afprøvet?
Spørgsmålene kan besvares med forskellig grad af præcision. Men det er ikke et argument for at lade være med at stille dem.
Hvem holder øje med handlefriheden?
Mange organisationer har allerede funktioner for risikostyring, cybersikkerhed, compliance og intern revision.
Men teknologisk afhængighed går på tværs af disse discipliner.
En løsning kan være sikker i cybersikkerhedsmæssig forstand og samtidig skabe en alvorlig leverandørafhængighed.
En kontrakt kan være juridisk uangribelig og samtidig gøre fremtidige leverandørskift næsten umulige.
Og et system kan fungere tilfredsstillende i dag, selv om organisationens muligheder for at kontrollere det er blevet stadig mindre.
Det taler for at placere et tydeligt ansvar for overvågningen af strategiske afhængigheder på ledelsesniveau.
Ikke nødvendigvis ved at oprette endnu en direktørstilling, men ved at give en tværgående funktion mandat til at kortlægge afhængighederne, måle deres udvikling, afprøve alternative handlemuligheder og rapportere direkte til den øverste ledelse.
Funktionen skal ikke overtage ansvaret fra dem, der driver systemerne.
Den skal sikre, at ledelsen ved, når organisationens handlefrihed bliver indskrænket, og har mulighed for at reagere.
For måling uden mulighed for korrektion er blot registrering.
Fra anskaffelseskontrol til afhængighedskontrol
Måske bør vi begynde at bedømme vores kritiske teknologiske systemer efter tre enkle spørgsmål:
Kan vi kontrollere systemet?
Har vi adgang til den viden, de rettigheder og de kompetencer, der gør os i stand til at forstå, vedligeholde og ændre det?
Kan vi opretholde funktionen, hvis leverandøren svigter?
Har vi et realistisk beredskab, og er det afprøvet?
Kan vi skifte leverandør, når vi ønsker det?
Er der reelle alternativer, eller er valgfriheden efterhånden blevet rent formel?
Og over disse spørgsmål står et fjerde:
Hvordan ved vi det?
Schleswig-Holstein viser, at en myndighed kan vælge at genvinde sin teknologiske handlefrihed, selv om det er forbundet med betydelige omkostninger og besvær.
GoCollective viser, hvor alvorlige konsekvenserne kan blive, når forudsætningerne for en offentlig leverance ikke længere holder.
Og EU's nye initiativer viser, at strategisk afhængighed er ved at blive et selvstændigt hensyn i offentlige anskaffelser.
Det er en vigtig udvikling.
Men digital suverænitet er ikke en status, man erhverver ved kontraktindgåelsen.
Det er en handlefrihed, der skal vedligeholdes og kunne dokumenteres.
Vi skal ikke blot blive bedre til at købe ind. Vi skal blive bedre til at bevare kontrollen over det, vi har købt.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
