Når AI kan bygge produktet, hvad skal kunden så betale ekstra for?

Klumme: AI gør det hurtigere og billigere at bygge software. Det udfordrer en branche, hvor kode og platform længe har været selve konkurrencefordelen – og flytter værdien mod viden, tillid og evnen til at løse kundens virkelige problemer.

Artikel top billede

(Foto: Unspalsh)

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

AI gør det hurtigere og billigere at bygge software.

Det udfordrer en branche, hvor kode og platform længe har været selve konkurrencefordelen – og flytter værdien mod viden, tillid og evnen til at løse kundens virkelige problemer.

Markedet har allerede givet det et navn

På Wall Street er der allerede opstået et navn for fænomenet: "SaaS-pocalypse", altså dommedag for Software As A Service-virksomhederne.

Da både OpenAI og Anthropic i starten af 2026 lancerede AI-agenter, der selv kan løse større opgaver på tværs af data og workflows, altså netop det, der traditionelt har været kernen i etablerede SaaS-produkter, reagerede markedet øjeblikkeligt.

På få uger forsvandt over 1.000 milliarder dollar i markedsværdi fra softwareaktierne. Og faldet har bidt sig fast: Det seneste år er eksempelvis HubSpot faldet godt 50 procent og Adobe over 30 procent.

Det interessante er dog ikke, om den ene eller anden aktiekurs falder.

Det interessante er, at markedet, investorer, analytikere, konkurrenter, nu åbent taler om en udvikling, som de tidligere ville have afvist som usandsynlig: At software, der før krævede et team på 10 udviklere et helt år at bygge, i dag kan bygges af én person med forstand på udvikling på få uger.

Ikke perfekt, selvfølgelig. Men efter en del år i SaaS-branchen tør jeg godt sige, at koden lavet af ti udviklere på et år absolut heller ikke var perfekt.

Selv Salesforce stiller spørgsmålet

I foråret 2026 spurgte Salesforce-medstifter Parker Harris åbent: "Why should you ever log into Salesforce again? Maybe you never will."

Han mente det selvfølgelig positivt. Brugerne vil i stigende grad arbejde gennem AI-agenter frem for gennem brugerfladen, og ifølge Salesforce ligger værdien alligevel i det bagved: Data, workflows, rettigheder og forretningslogik.

Argumentet holder måske i dag. Men AI-platformene bliver bedre og bedre til selv at holde styr på netop data og workflows, og samtidig bliver det lettere at flytte data og genopbygge processer et andet sted.

Så når brugeren ikke længere logger ind, og det bagvedliggende kan løftes ud, hvad er det så, kunden reelt betaler Salesforce for?
Det spørgsmål gælder enhver softwarevirksomhed. At have en platform er ikke længere en konkurrencefordel i sig selv.

Erfaring og viden er et tveægget sværd

Jeg synes det er tydeligt: Værdien af ren kode og funktionalitet går mod nul. Det er en ubehagelig sandhed. Mange ledere begynder allerede at fornemme det, men de færreste har endnu et klart billede af, hvor den blivende værdi i stedet skal opbygges.

Heldigvis er det ikke alt, der bliver værdiløst. Erfaring, forretningsforståelse og indsigt i kundens virkelighed forsvinder ikke. Tværtimod er det netop dén viden, AI kan forstærke allermest. En virksomhed med mange års indsigt i sin branche kan i dag omsætte den til nye løsninger langt hurtigere end før.

Men det kræver, at man tør bryde de rammer, man er blevet vant til. De processer og vaner, der har bygget virksomheden op, kan også blive det, der holder den tilbage, mens en ny konkurrent uden den bagage bevæger sig hurtigere. Og erfaring sidder i mennesker, der kan blive headhuntet.

Viden og evnen til at bruge den på nye måder er altså én del af svaret. Men selv den bedste viden er ikke meget værd, hvis kunderne ikke tør betro jer deres data.

Sikkerhed og tillid bliver en ny adgangsbarriere

Når software kan bygges af én person på få uger, ændrer spørgsmålene sig. Det handler ikke længere kun om, hvad produktet kan. Nu spørger kunden også: Hvem står bag, og tør vi stole på dem??

AI har ikke kun gjort det billigere at bygge software. AI har også gjort det billigere at angribe den. Samtidig stiller kunderne i stigende grad krav til, at deres leverandører kan dokumentere styr på sikkerheden, før de overhovedet kommer i betragtning. Sikkerhed, og dens måske lidt kedelige, men utroligt troværdige bror, compliance, er rykket fra IT-afdelingen og ind i indkøbsprocessen.

Jeg arbejder selv med cybersikkerhed, så jeg er måske farvet. Men sikkerhed betyder ikke meget, hvis den ikke kan bevises. Og det, der beviser den, kan ikke genereres med AI alene: Dokumenterede processer, en organisation der rent faktisk følger dem, og en certificering som ISO 27001, hvor en uafhængig auditor har efterprøvet det hele. Det tager tid at bygge op, udgør en reel værdi for kunderne og er ikke noget, en ny konkurrent uden videre kan springe over.

Næste træk er jeres

Hvis I stadig fortæller jer selv, at "vores kode og vores platform er vores værdi", er det tid til at stille et ubehageligt spørgsmål: Hvad er planen, når den historie ikke holder længere?

Svaret findes ikke i endnu en funktion eller endnu en AI-integration.

Det findes i, om I tør bruge AI til at udfordre jeres egne vaner og få mere ud af den viden, I allerede sidder inde med.

Og i, om I tør investere seriøst i at blive, og ikke mindst kunne bevise, at I er, til at stole på. Når koden ikke længere er værdien, er det jeres viden og jeres troværdighed, kunderne betaler for.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.

Annonce

Event: Computerworld Summit 2027 - København

Digital transformation | København

Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 250 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i København viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

20. maj 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 14. september 2026 ansat Andreas Thorø Møller som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Aarhus. Han kommer fra en stilling som Endpoint Consultant hos Fellowmind Denmark A/S. Han er uddannet Datatekniker. Nyt job
Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

Morten Jakobi

Fellowmind Denmark A/S

Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

Sophie Dalsgaard Myhrmann

Elbek & Vejrup A/S

Lars Erik Larsen, it-arkitekt hos Jyske Bank, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest – samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Lars Erik Larsen

Jyske Bank