Computerworld Live: 3. november 2026

Sidst opdateret: I dag kl. 11:30

I dag kl. 11:30

Undersøgelse: Så mange it-virksomheder får gevinst ved at bruge AI

Artikel billede

(Foto: Solen Feyissa / Unsplash)

På kort tid har AI rykket sig fra at være små pilotprojekter til at være centrale elementer af virksomhedernes arbejdsgange. Og størstedelen af it-virksomhederne i Danmark oplever, at AI giver markante gevinster.

Tre ud af fire it-virksomheder svarer således ja til, at AI-teknologi i nogen eller høj grad har forbedret produktiviteten og effektiviteten i virksomheden. Et flertal af it-virksomhederne oplever også, at AI har automatiseret opgaver, der tidligere blev varetaget af medarbejdere, viser nye tal fra brancheforeningen IT-Branchens IT-Barometer.

Andelen af virksomheder, der bruger AI til automatisering, er steget fra 52 procent sidste år til 74 procent i 2026. Det er primært til brainstorming og idéudvikling, hvor AI anvendes, men også i softwareudvikling, hvor brugen er vokset fra 58 til 79 procent på et år.

"AI er rykket fra at være et personligt hjælpeværktøj til at blive en integreret del af virksomhedernes udvikling og drift. Det er et afgørende skifte, fordi virksomhederne nu oplever konkrete gevinster dér, hvor virksomhedernes kerneopgaver bliver løst," siger IT-Branchens administrerende direktør, Natasha Friis Saxberg, i en pressemeddelelse.

Dog peger 39 procent af de adspurgte it-virksomheder på uklare anvendelsesmuligheder eller uklar forretningsværdi som den største barriere for AI-brug. Kun 51 procent svarer, at AI i høj eller nogen grad har skabt økonomisk værdi gennem lavere omkostninger eller nye indtægter.

IT-Branchen opfordrer i pressemeddelelsen derfor virksomhederne til i højere grad at tænke ledelse og forretning, ikke kun teknologi, ind i den næste fase af AI-brug.

Læs mere om de nye tal fra IT-Barometeret her.

I dag kl. 10:30

Novo Nordisk Fonden poster millionbeløb i AI-projekt: Vil forhindre blackouts på elnet

Novo Nordisk Fonden investerer 100 millioner kroner i et forskningsprojekt, der ved hjælp af AI skal optimere det pressede elnet.

Projektet ved navn AI4GRIDS, der ledes af universiteter i Danmark, Norge og Sverige, har til formål at udnytte de eksisterende elnet bedre og gøre det lettere at integrere vedvarende energikilder i elnettet.

AI4GRIDS skal adressere den stigende efterspørgsel på elektricitet, der er drevet af et stigende antal batterier, elbiler, varmepumper, datacentre med mere. En efterspørgsel, der lægger pres på elnettet, og som øger risikoen for blackouts.

Ved at kombinere AI med matematiske modeller af elnettet er det derfor målet, at forskerne i projektet kan gøre driften i elnettet mere robust og pålidelig.

"Hos Novo Nordisk Fonden ser vi kunstig intelligens som et oplagt redskab, fordi det kan hjælpe os med at træffe afgørende beslutninger om, hvordan vi balancerer energiproduktion og efterspørgsel, så vores energisystemer bliver mere robuste og klar til fremtidens behov," siger Lene Oddershede, Chief Scientific Officer for Novo Nordisk Fonden, i en pressemeddelelse.

Som led i projektet vil operatører af elnettet få adgang til AI-værktøjer, som kan regne op til 100 gange hurtigere, få netstyring og energimarkeder til at handle mere selvstændigt og generelt lette operatørernes daglige arbejde.

I dag kl. 09:00

OpenAI vil ikke kalde datacentre for datacentre længere: Her er det nye navn

OpenAI forbereder sig på en større PR-kampagne op til det amerikanske midtvejsvalg, der har til formål at ændre amerikanernes syn på kunstig intelligens til det bedre.

Som en del af kampagnen vil virksomheden omdøbe sine datacentre til ”AI-beregningscampusser”, da datacentre i stigende grad møder stor offentlig modstand i USA, skriver mediet Axios.

Chris Lehane, der er global chef for OpenAI, fortæller til Axios, at midtsvejsvalget tirsdag aften vil være ”lidt af en filmtrailer for, hvad man kommer til at se i 2028”, hvor AI med stor sandsynlighed vil være et centralt debatemne for præsidentvalget det år.

OpenAI og andre AI-selskaber forventer at blive udsat for heftig politisk kritik fremover, lyder Chris Lehanes analyse, og derfor forsøger ChatGPT-producenten at komme kritikken i forvejen ved at påvirke den offentlige debat om AI.

Det indebærer blandt andet forslag til at udvikle ”hastighedsgrænser” for AI-udvikling, at hjælpe borgere til at betragte AI som noget, der styrker dem i deres dagligdag, og at omdøbe datacentre til et mere spiseligt ord, skriver Axios.

Selskabet planlægger desuden at dæmme op for den store, folkelige protest mod datacentre, som selskabet oplever, ved blandt andet at lave aftaler med lokalsamfund omkring selskabets datacentre, og ved at foreslå statslig lovgivning, der giver lokale borgere indflydelse på, hvordan datacenter-projekter bygges.

I dag kl. 08:13

Microsoft-systemer i problemer efter ændring af vinter-tid

Artikel billede

Microsofts it-systemer er kommet i problemer efter, at dstore Canada har besluttet ikke at ændre klokken til vintertid per 1. november i visse dele af landet.

Det betyder, at dele af British Columbia, Alberta og Manitoba ikke er skiftet til vintertid, men bliver på det, der i Canada kaldes for DST ['Daylight Saving Time']. De tre regioner er tilsammen mere end 50 gange større end Danmark og dækker flere tidszoner.

Men Microsoft har ikke fået indført ændringen i sine systemer - herunder i Outlook, SharePoint, Fabric og Dynamics 365 - og det har skabt problemer mange steder, da canadiske Microsoft-computere i tusindvis er vågnet med forkert tid.

Microsoft udsendte konfigurations-opdateringer 31. oktober til Windows, Dynamics 365 og andre, men dem nåede mange canadiske admins ikke at få installeret inden 1. november.

Microsoft opfordrer i første omgang alle brugere til manuelt at ændre deres computeres tids-angivelse og opdatere alle kalender-posteringer.

Du kan læse mere om problemerne hos Microsoft her.

I dag kl. 07:45

OpenAI hyrer USA's tidligere hærminister til særlig rolle: Her er hans nye job

AI-selskabet OpenAI har ansat USA's tidligere minister for hæren, Dan Driscoll, i en nyoprettet stilling i virksomheden.

Som såkaldt seniorrådgiver for modernisering af den nationale sikkerhed skal han blandt andet arbejde med rådgivning om, hvordan kunstig intelligens kan bruges til at styrke USA’s nationale sikkerhed og cybersikkerhed, skriver OpenAI i en meddelelse på hjemmesiden.

I samarbejde med OpenAI's ledelse og eksterne partnere kommer han til at hjælpe USA's allierede til at implementere kunstig intelligens på en ansvarlig måde, fremgår det af meddelelsen.

Sam Altman, topchef for OpenAI, fortæller i meddelelsen, at med Dan Driscoll om bord har USA nu “en ekstraordinær mulighed for at samarbejde med andre lande om at udbrede adoptionen af ​​demokratisk AI”, og at Driscoll vil bidrage til at styrke det amerikanske lederskab inden for kunstig intelligens.

"Nationale sikkerhedskrav ændrer sig hurtigere end på noget andet tidspunkt i de sidste halvtreds år. Denne teknologi vil hjælpe dem med at holde trit ved at skære igennem papirarbejde, give mening til mere information og hurtigere give det rigtige svar til den rigtige person. Jeg slutter mig til OpenAI for at hjælpe USA og vores allierede med at anvende denne teknologi ansvarligt for de mennesker, der holder os sikre," siger Dan Driscoll i meddelelsen.

Dan Driscoll trak sig som minister for hæren tidligere på året efter at have raget uklar med forsvarsminister Pete Hegseth, har Reuters tidligere beskrevet.

I dag kl. 07:30

Slår forventninger under ny topchef: Apple brager frem

Den nye topchef for Apple, John Ternus, kan i den grad siges at have bestået prøven – og mere til.

Mandag aften dansk tid landede det første regnskab, han skulle præsentere, og omsætningen for årets fjerde kvartal landede på 114,5 millarder dollar, svarende til 764,5 milliarder kroner.

Det var mere end markedet havde forventet, da flere analytikere ifølge Bloomberg havde regnet med en omsætning på 113,5 milliarder dollar.

Det er især salget af iPhones, der har været med til at drive væksten fremad, fremgår det af regnskabet. Salget genererede således 57,6 milliarder dollar i kvartalet mod forventede 56,5 milliarder dollar.

Omvendt voksede salget i det kinesiske marked mindre end forventet. Omsætningen nåede op på 17,5 millarder dollar i kvartalet, mens analytikere havde forventet en omsætning på 18,8 milliarder dollar.

Alt andet viser regnskabet, at John Ternus har fået en god start på tilværelsen som ny topchef i Apple, skriver Jacob Pedersen, nvesteringsstrateg ved Middelfart Sparekasse, i en kommentar til nyhedsbureauet Ritzau.

I dag kl. 07:15

Ny rapport: Flere vil have mere digital suverænitet – men ved ikke, hvad det er

Et flertal af it-brugerne ønsker i højere grad europæiske alternativer til digitale tjenester.

En rapport fra den tyske tænketank Bertelsmann Stiftung, der har spurgt borgere i alle EU-lande – inklusive Danmark – viser således, at 67 procent er villige til at vælge europæiske løsninger inden for AI, sociale medier og cloud-tjenester, hvis de kan udføre de samme funktioner som amerikanske løsninger.

Desuden mener 72 procent, at det er vigtigt, at Europa selv har kontrol over digital teknologi og kritisk it-infrastruktur. 73 procent af de adspurgte bekymrer sig for, at aktører uden for Europa ville kunne lukke kritiske digitale funktioner ned.

Dog er det kun 49 procent, der er bekendt med begrebet 'digital suverænitet'. Ifølge tænketanken er der derfor behov for, at politikere bringer det op på en større dagsorden og understøtter, at EU-regulering understøtter mere investering i europæiske løsninger.

"Folk forstår, hvad der står på spil, når essentielle tjenester afhænger af beslutninger truffet uden for Europa. De ønsker teknologier, de kan stole på, klare rettigheder, de kan håndhæve, og alternativer baseret på verificerbare og pålidelige infrastrukturer. Europa er særligt godt positioneret til at tilbyde dette for sig selv og for pålidelige partnere uden for Europa. Men vi har brug for et klarere sprog til den brede offentlighed, så alle kan støtte og drive denne efterspørgsel fremad," siger Martin Hullin, direktør for Bertelsmann Stiftungs netværk for teknologisk resiliens og suverænitet, i en meddelelse i forbindelse med rapportens offentliggørelse.

Læs mere om rapporten på Bertelsmann Stiftungs hjemmeside her.

I dag kl. 06:42

Flere danske virksomheder ramt af cyberangreb mod kølesystemer

Artikel billede

(Foto: Kristoffer Ingemand)

Flere danske virksomheder er blevet ramt i en række cyberangreb målrettet kølesystemer, der skete mandag på tværs af Europa.

Jeppe Engell, chefkonsulent i Dansk Industri, fortæller til TV 2, at en cateringvirksomhed, en fødevareproducent og en biotekvirksomhed med adresse i Danmark begge er blevet udsat for hackerangreb.

Som i de andre angreb, der skete mod europæiske supermarkedskæder, blev kølesystemerne i virksomhederne ramt.

"Det betyder, at virksomheder, som bruger fryse- og køleskabe i deres produktion, skal være opmærksomme på, at hackerne er ligeglade med, hvad du laver. Så længe du har en sårbar maskine, er du også et mål," siger han til TV 2.

Styrelsen for Samfundssikkerhed oplyser til TV 2, at man er bekendt med, at mindst fem danske virksomheder er blevet udsat for hackerangreb.

Det vides endnu ikke, hvem der står bag de mange angreb.

Annonce

Event: Computerworld Cloud & AI Festival 2027

Digital transformation | København

Eksplosiv udvikling i cloud og AI kræver overblik og viden. Computerworld samler 3.000 it-professionelle, 70+ leverandører og 120+ talere om AI, infrastruktur, data, compliance og sikkerhed. To dage med viden og netværk. Tilmeld dig nu.

22 & 23. september 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

Morten Jakobi

Fellowmind Denmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

Ida Laursen

Norriq Danmark A/S

Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

Sophie Dalsgaard Myhrmann

Elbek & Vejrup A/S

Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

Anne-Sofie Andreasen

Elbek & Vejrup A/S