Morgen-briefing: Næstved bliver ‘Google-by’ / Dafolo opsluger Convergens / Speedrecruiters dropper børsnotering på First North i sidste øjeblik

Næstved bliver ‘Google-by’. Dafolo opsluger Convergens. Speedrecruiters dropper børsnotering på First North i sidste øjeblik. GN Store Nord kan være ved at overtage fremstomende gamer-selskab. I aften kårer vi Årets CISO 2021.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Velkommen til tirsdagens morgen-briefing fra Computerworld. Morgen-briefingen er denne morgen sammensat af Dan Jensen.

Næstved bliver ‘Google-by’

Næstved bliver i de kommende seks uger ‘Google-by’.

Selskabet har mandag eftermiddag i samarbejde med blandt andet Næstved Erhverv, Zealand Business College, Vækstfonden og lokale erhvervsforeninger slået dørene op for sit projekt ‘Den Digitale Handelsby’ i Næstved.

Det sker med udgangspunkt i et lokalt, midlertidigt kontor, hvor lokale virksomheder kan deltage i kurser og forløb, hvor de kan lære om digital handel, webshop, digital markedsføring og lignende.

Google forventer, at op mod 1.000 lokale virksomheder og 500 studerende og ledige vil deltage i de 65 workshops og andre events, som vil løbe af stablen frem til 12. november, hvor projektet slutter.

Alt er gratis.

Du kan læse mere om Næstved-projektet og se programmet på Googlesuccesonline.dk.

Dafolo opsluger Convergens

Efter fem år som datterselskab under nordjyske Dafolo, er det slut med Rødovre-selskabet Convergens som selvstændigt selskab inden for ESDH-området.

Dafolo meddeler nemlig, at ‘Convergens og Dafolo foreninger kræfterne til gavn for kunderne” og at Convergens nu fusioneres ind i moderselskabet Dafolo.

Med fusionen samles godt 30 medarbejdere, der nu i samlet trop skal fokusere på udvikling af selskabets digitale løsninger.

“Dafolo oplever i stigende grad en efterspørgsel på sammenhængende løsninger, hvor selvbetjeningsløsninger, berigelse af data og automatisering af processer understøtter og kvalitetssikrer arbejdsgange under hensyntagen til GDPR. Sammenlægningen styrker Dafolo som digitalt udviklingshus, der nu spænder over alt fra forretningsanalyse, udvikling, professionel UX design til solid test- og kvalitetssikring,” meddeler selskabet.

Speedrecruiters dropper børsnotering på First North i sidste øjeblik

Danske Speedrecruiters - der står bag en digital rekrutteringssoftware - dropper sin planlagte notering på minibørsen First North i allersidste øjeblik.

Selskabet henviser i en udsendt meddelelse til, at annulleringen skyldes ‘den meget høje usikkerhed’ på de finansielle markeder.

Det var planen, at selskabet ville rejse 26,5 millioner kroner på noteringen, men det er uklart, hvor mange aktier, der er blevet solgt, da da selskabet ikke vil oplyse noget om dette.

Direktør Michael Lunderskov siger dog til Børsen, at det ‘ikke er nogen hemmelighed, at vi ikke er nået op, hvor vi gerne ville. Så havde vi nok ikke siddet her.”

I en udsendt meddelelse peger han på, at Speedrecruiters fortsat har ambitioner om at blive noteret.

“Med de mange positive tilkendegivelser, vi har fået de seneste par uger, ser vi fortsat Nasdaq First North som en effektiv platform for at rejse vækstkapital, og vi vil følge udviklingen i børsmarkedet med henblik på muligheden for en notering på First North på et senere tidspunkt,” hedder det her.

Du finder hele meddelelsen fra Speedrecruiters her.

GN Store Nord kan være ved at overtage fremstomende gamer-selskab

GN Store Nord kan være ved at købe det fremstormende gamerselskab Steelseries af kapitalfonden Axcel.

Ifølge Inside Business er parterne i ‘fremskredne forhandlinger’ om et ejerskifte af Steelseries. Anslået pris: Mere end 7,5 milliarder kroner.

Omsætningen for Steelseries - der producerer udstyr til gamerne som hovedtelefoner, tastaturer og lignende - er vokset eksplosivt i de senere år - i seneste regnskabsår med 56 procent til knap 1,3 milliarder kroner.

Axcel har ellers tidligere meddelt, at man arbejdede på en børsnotering af Steelseries, der blev grundlagt i 2001 af Jacob Wolff-Petersen.

I aften kårer vi Årets CISO 2021

Om nogle timer kårer Computerworld sammen med Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed Danmarks bedste it-sikkerhedsansvarlige lige nu.

Det kommer til at ske til en fejring med taler, middag og spændende indlæg i den flotte Børsen-bygning midt i København.

Som særlig gæst kommer russiske Eugene Kaspersky, der står bag et af verdens største it-sikkerhedsselskaber, Kaspersky Lab, og holder oplæg for gæsterne.

Du kan læse mere om arrangementet på Aaretsciso.dk.

Og du kan læse om de tre nominerede og deres projekter her: Sådan har Danmarks tre bedste CISO’er fået sat it-sikkerheden på dagsordene

Annonce

Annonceindlæg fra Admin By Request

Sikkerhedspolitikken skal følge brugeren - ikke virksomhedens firewall

Med det nye produkt - Web Access Management - vil danske Admin By Request flytte IT-sikkerheden frem i processen.

Navnenyt fra it-Danmark

Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

Morten Jakobi

Fellowmind Denmark A/S

IFS Danmark A/S har pr. 1. oktober 2026 ansat Annette Macsay Mostrup som Channel Manager Nordics. Annette skal især beskæftige sig med at udvikle og styrke IFS’ kanal- og forhandlerøkosystem i Norden. Annette kommer fra en stilling som Regional Partner Manager Nordics hos Keepit. Annette har tidligere beskæftiget sig med partnerudvikling og kanalstrategi i virksomheder som Citrix, VMware, Splunk og Zscaler. Nyt job

Annette Macsay Mostrup

IFS Danmark A/S

Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Nathalie Kajberg Knudsen som Supportkonsulent i Evita/Forsyning. Hun skal især beskæftige sig med support af Evita/Forsyning samt bidrage til videreudviklingen af supportsetup på Evita og Appia. Hun kommer fra en stilling som support indenfor Kundeadministration og Afregning hos KMD Easy Energy. Hun har tidligere beskæftiget sig med kørselskoordinering og kørselsledelse hos FKS Slamson og Godik. Nyt job

Nathalie Kajberg Knudsen

Elbek & Vejrup A/S