Morgen-briefing: Nvidia runder markedsværdi på to billioner dollar / Power-kunders data kan være lækket - hvis ikke de selv har slettet dem / Tradeshift vil have sex-sag afgjort i voldgift

Nvidia runder markedsværdi på to billioner dollar. Power-kunders data kan være lækket - hvis ikke de selv har slettet dem. Tradeshift vil have sex-sag afgjort i voldgift. PayPal søger patent på ny metode til at opdage stjålne cookies. Nyt kvanteforum ser dagens lys.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Velkommen til mandagens morgen-briefing fra Computerworld.

Foran os venter en spændende uge, som Computerworlds redaktion glæder sig til at gå i møde sammen med dig.

Med en fast hånd på roret på morgendamperens støtte fremdrift rettet mod smult vande fyldt med oplysning, spænding, indsigt og det blågrønne ocean under os, finder du morgen-styrmand Dan Jensen, der ønsker dig en god morgen.

Nvidia runder markedsværdi på to billioner dollar

Det tog chipproducenten Nvidia 24 år at nå en markedsværdi på en billion dollar - altså en million million dollar - men derfor er det gået rigtigt stærkt.

Blot otte måneder senere har Nvidia nemlig fordoblet sin markedsværdi fra en billion til to billioner dollar.

Alene torsdag steg selskabets markedsværdi med enorme 277 milliarder dollar. Det er den største stigning i et børsnoteret selskabs markedsværdi på en enkelt dag i USA.

Årsagen til den friske vind i sejlene er, at Nvidia regnes for at være en af verdens absolut bedste til at levere de i dag meget eftertragtede processorer til AI.

Den udvikling havde ikke mange set komme, da ChatGPT for alvor satte gang i løjerne for godt et år siden.

I dag er kun Microsoft og Apple mere værd end Nvidia. Både Apple og Microsoft tog i øvrigt flere år om at forøge markedsværdien fra en til to billioner dollar.

Power-kunders data kan være lækket - hvis ikke de selv har slettet dem

Tyve kan have fået adgang til data på pc’er og mobiltelefoner, som nordmænd har indleveret til videresalg hos Power i Oslo og Skien.

De anvender ifølge norske Digi.no en såkaldt ‘S-boks,’ som man kan anvende til at indlevere sine brugte enheder. Power sender enhederne med Bring til sortering, refurbishing og lignende.

Men de to ‘S-bokse’ hos Power i Oslo og Skien er blevet ramt af indbrud, hvilket betyder, at tyveknægte har fået fingre i enhederne, inden de bliver slettet.

Det betyder, at de kan indeholde følsom persondata. Power ved ikke, hvad nøjagtigt der er blevet stjålet, da boksene er blevet tømt, inden indholdet blev registreret.

Tradeshift vil have sex-sag afgjort i voldgift

Tradeshift vil have sex-sagen med stifter Christian Lanng i hovedrollen afgjort i en voldgift, hvilket i givet fald vil betyde, at sagen vil blive afgjort uden at offentligheden kan følge med.

Sådan skriver Børsen med henvisning til retsdokumenter fra retten i San Francisco.

Christian Lanng forlod selskabet i FFF, og det kom senere frem, at han angiveligt havde indgået en ‘sexslavekontrakt’ med en medarbejder med en række detaljer om hans kontrol over hendes opførsel og lignende.

Christian Lanng mener, at forholdet er privat, men at han begik den fejl at ansætte hende - som på dette tidspunkt var hans kæreste. Han har kaldt sagen for afpresning baseret på ‘seksuelle præferencer.’

Du kan læse mere her: Tradeshift-stifter om sexslave-anklager: “En hån mod almindelig sund fornuft”.

PayPal søger patent på ny metode til at opdage stjålne cookies

PayPal søger patent på en ny metode til at identificere stjålne såkaldte ‘super-cookie’ - også kaldet ‘Flash cookies’ - som indeholder tokens til autentificering, hvilket kan give hackere adgang til ofres konti.

“Cookie-tyveri er en sofistikeret form for cyberangreb, hvor en angriber stjæler eller kopierer cookies fra et offers computer,” lyder det i patent-ansøgningen fra PayPal.

Hvor almindelige cookies lagres lokalt, er ‘super-cookies’ LSO’er - altså ‘Local Shared Objects’ - som typisk håndteres af internet-leverandøren og anvendes til tracking af brugeren på tværs af sites.

PayPal kan med den nye metode beregne en svindel-risiko-score og derved ‘identificere falske login-forsøg på den elektroniske betalings-platform,” skriver BleepingComputer, hvor du også kan læse langt mere detaljeret om metoden.

Nyt kvanteforum ser dagens lys

Regeringen er klar med det nye Nationalt Forum for Kvanteteknologi, som får til opgave at sætte ‘retningen for Danmarks videre arbejde med kvanteteknologi,” meddeler Erhvervsministeriet.

I foraet skal de centrale aktører på området’ samles hedder det. De kommer fra blandt andet universiteterne, erhvervsorganisationerne og de offentlige og private fonde.

Erhvervsministeriet meddeler, at det er vigtigt, at der arbejdes i samme retning og ‘løftes på tværs af myndigheder, forskere, erhvervsorganisationer og private virksomheder,’ hvis Danmarks skal blive til en førende kvantenation.

Du kan læse regeringens kommissorium for Nationalt Forum for Kvanteteknologi ved at klikke her.

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 11. august 2026 ansat Emil Kristoffersen som IT-Supporterelev ved netIP's kontor i Thisted. Han er uddannet Fisker, - Emil har dermed valgt et karriereskifte. Nyt job

Emil Kristoffersen

Netip A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. december 2025 ansat Thomas Harboe Hald som Director Commercial Excellence. Thomas skal især beskæftige sig med opbygge og lede vores nye Customer Excellence Office. Thomas kommer fra en stilling som Partner hos Deloitte. Thomas er uddannet hos Copenhagen Business School som Graduate Diploma in Business Administration, Sales & Marketing. Thomas har tidligere beskæftiget sig med digital transformation, IT-strategi, ERP og forretningsudvikling. Nyt job

Thomas Harboe Hald

Norriq Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Sarah Strøyer Hove som Consultant ERP. Hun skal især beskæftige sig med de nyeste teknologiske muligheder sammen med forretningsprocesserne. Hun kommer fra en stilling som Business Controller hos NGI A/S. Hun er uddannet hos Professionshøjskolen UCN som markedsføringsøkonom og International Handel og Markedsføring. Hun har tidligere beskæftiget sig med lager og logistik. Nyt job

Sarah Strøyer Hove

Norriq Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Kristoffer Hyltoft Overlund som Consultant ERP. Han skal især beskæftige sig med understøtte vores kunders forretning og vækstambitioner. Han kommer fra en stilling som Salgskonsulent hos D´Wine. Han er uddannet hos Aalborg Universitet hvor hvor han har taget en cand.it, IT-ledelse. Nyt job

Kristoffer Hyltoft Overlund

Norriq Danmark A/S