Her er forslaget: Regeringen vil trække stikket for danske børns adgang til sociale medier

Et nyt lovforslag skal sætte en aldersgrænse på 15 år for sociale platforme i Danmark. Forældres mulighed for at give 13- og 14-årige adgang er fjernet i det nye udkast.

Artikel top billede

(Foto: Unsplash)

TikTok, Instagram og andre sociale platforme kan blive lukket land for børn under 15 år i Danmark.

Regeringen sender mandag et udkast til et lovforslag i høring, der skal indføre en ny aldersgrænse på 15 år for brug af sociale platforme.

Efter planen skal lovforslaget fremsættes i Folketinget i begyndelsen af 2027 og træde i kraft 1. juli samme år.

Det oplyser digitaliseringsminister Christina Egelund (M) til Politiken.

“En aldersgrænse sætter selvfølgelig en stopper for en del af brugen, men skal i virkeligheden også bidrage til en normændring, så børn og unges debut på sociale medier bliver udskudt,” siger hun til mediet.

Lovforslaget er en skærpelse af den politiske aftale, som den tidligere SVM-regering indgik i november sidste år.

Dengang var der lagt op til, at forældre kunne give børn ned til 13 år lov til at bruge sociale platforme.

Den mulighed er ifølge Politiken fjernet i det nye lovforslag.

Vil sende klart signal

Da aftalen blev præsenteret sidste år, lagde statsminister Mette Frederiksen (S) vægt på, at aldersgrænsen også skulle ses som et samfundsmæssigt signal.

“Jeg håber, at vi får sendt et klart signal som samfund om, at der skal passes bedre på børn og unge,” sagde statsministeren dengang.

Hensigten med lovforslaget er at beskytte børn og unge bedre mod skadeligt indhold og vanedannende design på sociale platforme.

De fleste store platforme har allerede aldersgrænser i dag. Problemet er dog, at de ofte ikke bliver håndhævet effektivt.

Ifølge mediet tegner der sig nu et bredt flertal bag lovforslaget. Ud over regeringen er både Venstre og De Konservative med i aftalekredsen.

SF stod uden for den oprindelige aftale, fordi partiet var kritisk over for, at forældre kunne give 13- og 14-årige adgang alligevel.

Danmark er ikke alene

Danmark går dog ikke enegang i forbuddet mod sociale medier for de yngste.

Flere lande er i gang med at skubbe børn og unge længere væk fra sociale medier.

Australien har allerede indført en af verdens mest vidtgående modeller, hvor sociale medier er blevet påbudt at tage rimelige skridt for at forhindre børn under 16 år i at oprette eller beholde konti på en række store platforme.

Reglerne trådte i kraft 10. december 2025 og omfatter blandt andet Facebook, Instagram, Snapchat, TikTok, X, YouTube, Threads, Reddit, Twitch og Kick.

De første erfaringer viser, at forbuddet både har givet ønsket effekt og problemer.

Ifølge den australske onlinesikkerhedsmyndighed eSafety blev adgangen til omkring 4,7 millioner konti for børn under 16 år fjernet i første omgang.

En senere opfølgning viste, at andelen af børn under 16 år med en social medie-konto faldt fra 52,4 procent til 42,1 procent i de første tre måneder efter indførelsen.

Der er altså tale om et fald, men ikke et fuldt stop for adgangen, som man ellers havde håbet.

Australske medier har samtidig beskrevet, hvordan børn og unge stadig finder veje uden om reglerne, blandt andet via eksisterende konti, alternative konti eller fælles konti.

Flere lande følger efter

Også i Europa er aldersgrænser på vej flere steder.

Spanien har arbejdet med en model, hvor børn under 16 år skal afskæres fra sociale platforme gennem krav om effektiv alderskontrol, mens man i Portugal har godkendt et lovforslag i første behandling, hvor børn mellem 13 og 16 år skal have udtrykkeligt samtykke fra deres forældre for at bruge sociale medier.

Norge er også på vej med en aldersgrænse, og den norske regering har lagt op til, at børn først får adgang fra 1. januar i det år, hvor de fylder 16.

I praksis betyder det, at hele skoleårgange får adgang samtidig, og at børnene mindst er 15 år.

Frankrig var i øvrigt det første europæiske land, der vedtog et forbud mod sociale medier for børn under 15 år, som skulle træde i kraft efter sommerferien i år.

EU-Kommissionen har dog efterfølgende krævet, at Frankrig ændrer forbuddet, fordi det overlapper med eksisterende EU-lovgivning

Også lande som Grækenland, Cypern, Litauen og Slovakiet har allerede fremlagt lovforslag, der skal sætte en aldersbegrænsning på sociale medier i landene.

Man har også fra centralt hold fra EU opfordret til en fælles europæisk aldersgrænse for børns adgang til sociale medier.

Det gjorde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde i Bruxelles i begyndelsen af juli.

Her kom det frem, at EU-Kommissionen vil fremsætte et forslag efter sommerferien.

Ifølge Ursula von der Leyen er sociale mediers algoritmer skadelige for børn. Det siger hun med henvisning til en ny rapport om børns sikkerhed online.

Annonce

Navnenyt fra it-Danmark

LCG har pr. 1. september 2026 ansat Thomas Wong, 47 år,  som Director of Cyber & Risk Advisory. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for at udvikle LCG’s rådgivning inden for cybersikkerhed, cyberrisiko og GRC. Han kommer fra en stilling som VP of security hos Atea. Nyt job
Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Ronni Randrup som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Aalborg. Han kommer fra en stilling som Operations Consultant hos Complea. Nyt job

Ronni Randrup

Netip A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 3. august 2026 ansat Jeppe Lindberg som Developer. Han skal især beskæftige sig med at være med til at analysere, designe og udvikle skræddersyede forretningsløsninger til vores kunder i Business Central. Han kommer fra en stilling som Business Central Developer hos Evexo. Han er uddannet hos Aalborg Universitet- Master's degree, Computer Software Engineering. Nyt job

Jeppe Lindberg

Norriq Danmark A/S

Netip A/S har pr. 11. august 2026 ansat Emil Kristoffersen som IT-Supporterelev ved netIP's kontor i Thisted. Han er uddannet Fisker, - Emil har dermed valgt et karriereskifte. Nyt job

Emil Kristoffersen

Netip A/S