Artikel top billede

Mogens Nielsen (tv.) har med hjælp fra logistikchef Preben Thøgersen og it-chef Elly Hørup gjort den klassiske industrivirksomhed Sjørring Maskinfabrik i Thy til en fuldblods digital virksomhed. Foto: Mick Anderson

Den digitale maskinfabrik i Thy

Sjørring Maskinfabrik i Thy eksisterer i bedste velgående som en klassisk industrivirksomhed, men det er i virkeligheden mod alle odds.

Der var engang, da administrerende direktør for Sjørring Maskinfabrik, Mogens Nielsen, var overbevist om, at hvis han blot afsatte én million kroner til it-investeringer et enkelt år, så ville de nok kunne bære forretningen mange år fremover.

Siden er han blevet klogere.

"Nu bruger vi vel omkring tre millioner kroner om året," konstaterer Mogens Nielsen, og det imidlertid uden at ærgre sig, for som vi skal se, er investeringerne en meget stærk faktor i ligningen om Sjørring Maskinfabriks overlevelse.

Sjørring Maskinfabrik ligger et par kilometer vest for Thisted i det vestlige Jylland og kan bedst beskrives som et stykke sejlivet, dansk industriklenodie, der trods og mod alle odds som høje danske lønomkostninger har formået at holde liv i kerneforretningen – forarbejdning af jern – på dansk grund.

Virksomheden beskæftiger 350 ansatte, hvoraf de fleste af dem bevæger sig rundt i produktionshallerne.

Her indleveres der i den ene ende rå stålplader, og i den anden ende køres færdige produkter ud. Blandt dem er store skovle til Volvos lastmaskiner.

Fabrikken i Sjørring forarbejder altså jern på livet løs, og det på trods af konkurrencen fra lavtlønslande.

Forklaringen kommer vi tilbage til, men nøgleordene er automatisering og kløgtig anvendelse af it, som lige siden 1983, da det første produktionssystem blev implementeret, er blevet udviklet til fundamentet i dag.

Hurtig produktion

Først et blik på fabrikken, dens leverandører og kunder.
Sjørring Maskinfabrik blev etableret på resterne af en gammel smedje i 1946 af den nuværende direktør Mogens Nielsens far.

Fabrikken voksede og fik store kunder som blandt andre svenske Volvo og danske FL Smidth. I dag omsætter Sjørring Maskinfabrik årligt for på den gode side af 400 millioner kroner.

Fortsættes...

Verdensmestre i enkeltstyksproduktion

Men globaliseringen har også ramt Thyvirksomheden. Konkurrenter i østlandene kan uden tvivl fremstille jern-produkterne langt billigere end fabrikken i Sjørring.

Det har gjort det nødvendigt for Sjørring Maskinfabrik at differentiere sig fra konkurrenterne. Således er virksomhedens styrke i dag, at kunden kan henvende sig til Sjørring Maskinfabrik og bestille for eksempel en specialdesignet skovl til en lastmaskine, og – optimalt set – seks dage senere modtage den hos kunden.

Som administrerende direktør Mogens Nielsen udtrykker det:

"Groft sagt forsøger vi at være verdensmestre i at automatisere enkeltstyksproduktion. Det er en kolossal udfordring, men det er basalt den opgave, vi skal løse."

Begyndte i 1994

Mogens Nielsen fortæller om de strategiske overvejelser i fabrikkens uddannelseslokale, hvor it er blevet en vigtig brik.

Rundt om bordet sidder også logistikchef Preben Thøgersen og it-chef Elly Hørup. De spiller nemlig begge to en central rolle bag de investeringer i it, som i dag gør Sjørring Maskinfabrik i stand til at automatisere enkeltstyksproduktionen via svejserobotter, 3D-modellering og central dokumenthåndtering.

De har alle tre været med siden 1970’erne, da de første computere blev indkøbt. Men vi skal faktisk helt frem til 1994, før den it-strategi, som virksomheden efterlever i dag, tog form.

Den egentlige anledning var i virkeligheden et kursus for medarbejderne i innovativ ledelse tilbage i 1993, fortæller logistikchef Preben Thøgersen.

"Det kom frem, at medarbejderne gerne ville inddrages mere i planlægningen af arbejdet, og det krævede et nyt edb-anlæg, som vi købte i 1994," siger han.

Systemet var ERP-systemet Concore XAL fra det hedengangne Damgaard Data. Systemet var afløseren for alle tidligere systemer, blandt andet et produktions-styringssystem, som maskinfabrikken havde investeret i allerede i 1983.

Fortsættes...

Smart lagerstyring

Det er stadig Concorde XAL, der er rygraden i virksomheden. Systemet samler alle informationer i en Oracle-database. Således er eksempelvis alle tegninger og dokumenter samlet et sted.

Siden er produktionen blev optimeret. I dag har fabrikken syv svejserobotter, som alle konstant er i drift, fordi svejserne kan programmere robotterne offline. Og der planlægges investeringer i endnu flere af den slags robotter.

Spild skal elimineres

Også lagerstyringen er i dag kontrolleret af it-systemet, som opbevarer alle detaljer om lagervarernes placering og beholdning.

I øjeblikket er Sjørring Maskinfabrik ved at investere i teknologi, der skal sørge for at håndtere effektivitets-målinger på alle maskinerne, så eventuelt spild opdages og elimineres.

Ideen med det centrale overblik over alt lige fra Word-dokumenter over 3D-tegninger til lagerbeholdning er hele tiden det samme: At kunne servicere kunderne hurtigst muligt.

Selv om det lyder legende let og smart med alle systemerne, fortæller Preben Thøgersen, at det ikke har været lige let at indføre alle systemer.

"Da vi i slutningen af 2006 introducerede computere på alle truckene og samtidig pakkede virksomheden ind i et trådløst netværk, tog det lang tid at få alle folk med," siger han og henviser til, at mange af kollegerne i produktionen havde dårlige it-færdigheder.

I dag fungerer systemet, som gør det muligt elektronisk at følge alle varer rundt i fabrikken – hvis altså de bliver registreret.

"Og bliver de ikke registreret, så er de væk," siger han.

Fortsættes...

Mange it-landvindinger

Nu kunne man let foranlediges til at tro, at Sjørring Maskinfabrik har en større it-afdeling, der håndterer virksomhedens mange it-systemer. Men det er ikke tilfældet. Faktisk er der kun Elly Kristoffersen, som har ansvaret for selve infrastrukturen og de administrative applikationer.

Og på grund af denne organisering har hun gjort alt for at minimere administrationen omkring it.

"Alle medarbejdere bliver i dag udstyret med tynde klienter, med mindre de har behov for at afvikle særlige applika­tioner," siger Elly Kristoffersen.
Alle administrative systemer drives på fem Citrix meta­frame-servere. Og med den centrale dokumentstyring er det let at skifte en tynd klient ud, hvis den går i stykker.

Der sker altså ting og sager på fabrikken i Sjørring. Se blot på listen over de teknologiske landvinger siden 2000:

• Introduktion af tegneprogrammet 3D SolidWorks, som primært bruges til tegning af nye værktøjer til fabrikken.
Mulighed for offline-programmering af svejsemaskinerne fra DELFOi, hvilket gør, at maskinerne kan køre uden afbrydelser.
• Indførelse af dokumentstyring og fælles intranet.
• Online lager- og truckstyring.
• Konvertering fra blandet Novell- og Windows-miljø til rent Windows-miljø.
• Effektivitetsmålinger af svejserobotter.

Og listen er meget længere, hvis alle detaljerne skal med. Fælles for alle punkterne er, at de hverken er sat i værk af it-afdelingen, logistikafdelingen eller salgsafdelingen. De er alle resultater af drøftelser i ledergruppen.

"Hvert år gennemgår vi i fællesskab de projekter, vi skal have gennemført, og som giver den bedste værdi til Sjørring Maskinfabrik," fortæller Preben Thøgersen.

Både Mogens Nielsen, Elly Hørup og Preben Thøgersen betoner fællesskabet omkring it-beslutningerne. Og selv om Mogens Nielsen blankt erkender, at hans viden om teknologien ned i detaljerne er ikke eksisterende, er han alligevel med inde over beslutningerne.

Fortsættes...

Dialog i ledelsesgruppen

"Jeg vurderer projekterne på, om jeg kan se en idé i dem – og så har jeg meget stor tiltro til mine dygtige medarbejderes vurderinger,” siger han.

Logistikchef Preben Thøgersen og it-chef Elly Hørup vurderer begge, at de har evnet at lykkes med opgaven hovedsageligt på grund af centraliseringen.

"Alle systemer retter ind mod et centralt system – vi har ingen systemer, der kører for sig selv længere," siger Preben Thøgersen, mens Elly Hørup fortsætter:

"Jeg har kolleger, som har alle data liggende i 30 databaser. Sådan er det ikke her. Hvis oplysningerne ikke lagres i vores centrale database, så er de ikke noget værd," siger hun.

Den meget fremadrettede udnyttelse af it gør, at Sjørring Maskinfabrik som oftest er foran kunderne, når de stiller nye krav til Sjørring Maskinfabrik. Og de tre repræsentanter fra fabrikken fortæller også, at de ofte bruges af samarbejdspartneren Thy Data som referencevirksomhed.

Konklusionen er da også, at Sjørring Maskinfabrik ikke ville have eksisteret, med mindre der havde været det skarpe fokus på it-udnyttelsen. Med andre ord har det været alle pengene værd, vurderer den administrerende direktør.

Men når det er sagt, så er han også glad for, at han ikke havde den fjerneste anelse om, hvor mange kroner og hvor mange besværligheder det ville koste at nå dertil, da de første store it it-investeringer blev foretaget i 1983.

"Havde jeg vidst det, er jeg ikke sikker på, at vi var gået i gang med projektet. Så havde vi nok stået og solgt pølser i en pølsevogn i stedet," griner Mogens Nielsen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere