I 2025 præsterede AI-systemer fra både Google og OpenAI på guldniveau ved det internationale matematik-OL.
Kort før lanceringen af ChatGPT i 2022 havde en række eksperter ellers vurderet sandsynligheden for, at AI kunne levere på det niveau i 2025 som 2,3 procent.
Eksemplet kommer fra AI-forskeren Ethan Mollicks nye bog ”Co-Existence: The Next Phase of AI”, som netop er udkommet.
Han bruger eksemplet til at illustrere, hvor hurtigt grænserne for AI’s evner kan flytte sig.
Og mens bogen har været i trykken, har AI-modeller leveret endnu mere imponerende resultater i matematikkens verden.
Det er dog ikke det eneste centrale emne i Mollicks bog.
For som titlen fremhæver, handler bogen også om at finde ud af, hvordan vi bedst muligt arbejder sammen med en kunstig intelligens, der både kan være voldsomt imponerende et øjeblik og fejle monumentalt umiddelbart derefter.
Co-Existence, eller sameksistens på dansk, handler altså i Mollicks optik om, hvordan vi både kan udnytte de hastigt voksende evner, den kunstige intelligens har, og samtidig bevare vores dømmekraft, selvstændighed og faglighed.
Forfatteren fik sit store gennembrud med ”Co-Intelligence: Living and Working with AI” fra 2024, hvor han undersøgte, hvordan vi kan bruge generativ AI som samarbejdspartner.
Det spor fortsætter han med sin nye bog. Her beskriver han fra første side, hvordan han begyndte arbejdet med bogen ved at få en AI til at skrive bogen for ham.
Det første resultat med Copilot var ifølge Mollick selv ikke just imponerende. Men da han gav en mere avanceret AI bedre instruktioner og sin tidligere bog som baggrund, blev resultatet skræmmende godt.
Han fandt dog, at der stadig var behov for hans faglige evner, indsigter og erfaringer til at skrive hele bogen. Foreløbig.
Men han taler også om en ujævn grænse for AI’s evner. Den kan håndtere avanceret matematik og samtidig have problemer med en tilsyneladende banal opgave. Og grænsen er i konstant bevægelse.
Det gør det ifølge Mollick svært at beslutte sig for, hvad vi trygt kan overlade til AI-teknologi, og hvad vi ikke kan.
Han beskriver også, hvordan en imponerende AI-præstation kan få os til at stole på systemet på områder, hvor det er upålideligt.
Omvendt kan en banal fejl få os til at afskrive hele teknologien, men begge reaktioner står i vejen for et produktivt samarbejde mellem mennesker og AI.
I bogen taler Mollick om tre samarbejdsmodeller: centaur, cyborg og conjurer. De dækker henholdsvis over en tydelig arbejdsdeling, løbende samarbejde og mere selvstændig opgaveløsning fra AI.
Co-Existence handler således i høj grad om at tage stilling til, hvilket samarbejde vi ønsker, og om at ruste læseren til at besvare spørgsmålene om, hvornår vi skal bede om hjælp, hvornår vi skal uddelegere, og hvad vi selv skal holde fast i.
Og så naturligvis det interessante spørgsmål: Skriver Ethan Mollick selv sin næste bog, eller har hans AI udviklet sig nok til, at den kan gøre arbejdet for ham?
