Artikel top billede

Kommende styresystemer undgår monopol-eftersyn

Windows 7 skal igennem det store monopol-eftersyn, men tilsynsmyndighederne vil afholde sig fra at gennemgå efterfølgende styresystemer fra Microsoft for monopolvirksomhed.

Computerworld News Service: Amerikanske føderale og delstatslige tilsynsmyndigheder har indgået en aftale med Microsoft om, at enhver kommende version af Windows efter maj 2011 ikke vil blive kigget efter i sømmene, som det ellers blev muligt efter et antimonopol-forlig fra 2002.

Windows 7 vil dog komme under luppen, som det tidligere er blevet lovet.

I slutningen af sidste uge indgav det amerikanske justitsministerium en anmodning (download en pdf her) til den amerikanske distriktsdommer Colleen Kollar-Kotelly om, at hun forlænger sit antimonopol-opsyn med mindst 18 måneder indtil 12. maj 2011 for at give Microsoft mere tid til at blive færdig med at dokumentere de kommunikationsprotokoller, som konkurrenterne skal bruge for at kunne skrive software, der fungerer flydende sammen med Windows-klienter og -servere.

Selvom Microsoft har givet samtykke til forlængelsen - og godtaget, at tilsynsmyndighederne senere kan bede om at yderligere 18 måneder - så skal Kollar-Kotelly alligevel godkende anmodningen.

De to parter er ifølge dokumenterne også blevet enige om at klarlægge status for fremtidige versioner af Windows.

Sagsøgerne - det amerikanske justitsministerium og adskillige delstater, der deltog i forliget fra 2002 - afstod fra kravet om fremtidige anmodninger om forlængelse alene på grund af den kommende ny version af Windows.

"Sagsøgerne og Microsoft er blevet enige om en præciserende ændring i Sektion V.A, der klarlægger, at den kommende udgivelse af en ny version af Windows ikke vil give grundlag for, at sagsøgerne kan udøve deres ret til at søge en yderligere forlængelse af de Endelige Afgørelser af op til 18 yderligere måneder efter 12. maj 2011," står der i dokumenterne.

Det samtykke, som Microsoft underskrev, skulle oprindeligt udløbe i november 2007. Men adskillige delstater protesterede, og efter måneders juridisk tovtrækkeri forlængede Kollar-Kotelly i januar 2008 sit opsyn med endnu to år indtil 12. november 2009.

På daværende tidspunkt lod hun dog døren stå åben for fortsat opsyn, og Microsoft indvilgede i, at hun kunne forlænge opsynet med op til tre år mere indtil 12. november 2012.

Microsoft og de delstatslige og føderale instanser kom også til enighed om fremtidige versioner af Windows og om afgørelsen fra 2002.

"Sagsøgerne og Microsoft er blevet enige om at ændre Sektion VI.U til at reflektere alle parternes indstillinger om, at en ny version af Windows-klientstyresystemet, der kun distribueres kommercielt, efter de Endelige Afgørelser er udløbet, ikke vil være et "Windows Styresystemsprodukt" og vil ikke være underkastet kravene fra de Endelige Afgørelser," står der i dokumenterne.

"Sagsøgerne vil derfor ikke have nogen grund til at foretage en compliance-undersøgelse af en ny version af Windows, der udkommer efter de Endelige Afgørelsers udløbsdato."

Det står dog anderledes til med Windows 7. Selvom Microsoft ikke har sat en officiel lanceringsdato for styresystemet, som stadig er under udvikling, og som skal efterfølge det problem-plagede Windows Vista, så forventes det, at selskabet vil udgive styresystemet senere i år eller tidligt i 2010 som det allerseneste.

En såkaldt release candidate, som er den sidste milepæl, før Microsoft godkender styresystemet til at være klar til udgivelse, forventes at udkomme i næste måned.

Dette gør Windows 7 til et legitimt mål for en antimonopol-undersøgelse, hvilket sagsøgerne erkendte i januar, da de udtalte, at deres panel bestående af tre eksperter, vil teste Windows 7 "grundigere" end tidligere versioner. Disse eksperter har nu haft fingrene i Windows 7 i mindst et helt år.

Men tilsynsmyndighederne afviser at have bedt Kollar-Kotelly om forlængelsen indtil maj 2011 for at kunne holde øje med Windows 7. "Sagsøgerne ønsker at fremhæve, at det ikke er den kommende udgivelse af Windows 7 eller den ny tekniske dokumentation af Windows 7, der har foranlediget sagsøgerne til at konkludere, at en forlængelse af de Endelige Afgørelser er nødvendig," skriver de i en fodnote til dokumenterne.

Derimod henviser det amerikanske justitsministerium og delstaterne til et behov om mere tid til at gennemgå Microsofts samlede dokumentation, som ikke forventes at blive leveret før 30. juni.

"Selv hvis der ikke havde været nogen nært forestående udgivelse af Windows 7, ville sagsøgerne anbefale den samme forlængelse af de Endelige Afgørelser," skriver tilsynsmyndighederne.

"Men når det er sagt, vil vi afgjort gennemgå den aktuelle version af den tekniske dokumentation, som inkluderer information om alle Windows Styresystemsprodukter op til Windows 7."

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

14. maj 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere