Videnskabsminister i krydsforhør hos telebranchen

Branchen diskuterede livligt tele-problemer, da den nye videnskabsminister mødte telebranchen på Tele2010-konferencen.

Artikel top billede

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K). Foto: Søren Hytting. (Foto: Søren Hytting)

Reportage: Dæmpet lys. Blokke med kuglepenne ligger fremme på bordene, som står på række efter række. 150 stole står klar til at blive indtaget.

I lokalet skal den nye videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen (K), have sit første møde den samlede danske telebranche. Dagens begivenhed er konferencen Tele2010 i Ingeniørhuset på Kalvebod Brygge.

Den nye minister er dog kun en af flere oplægsholdere på dagens konference.

Klokken passerer ni. De første folk på scenen er chefanalytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Bank, administrerende direktør Lars Aagaard fra Dansk Energi og direktør John Strand fra Strand Consult, som tager de mange gæster med på en rejse igennem det danske telemarked og de nyeste tendenser.

Sidstnævnte var en af de største kritikere af den forrige videnskabsminister, Helge Sander (V), og han forsikrer under sit oplæg, at han har fået et godt første indtryk af den nye minister.

"Nu har vi i otte år vandret rundt i ørkenen, og nu har vi endelig fundet en oase," siger han.

Herefter følger han op med en bredside mod Apple-hype, inden der fløjtes til pause. Kaffepause.

DSB-tæsk til teleselskaber

Efter pausen hedder emnet "Nye forretningsmodeller udfordrer de eksisterende," hvor direktør Camilla Banja fra NoPayNet fortæller, hvordan Gratis Danmark-projektet i dag er vokset til en forretning, der dækker over gratis internet i S-tog.

Herefter tager netop en salgsdirektør fra DSB S-tog over, Niklas Marschall. Han fortæller om de første 18 måneders erfaringer med SMS-billetter i hovedstaden. Og her uddeler han tæsk til mange af tilhørerne fra telebranchen.

"Det var hårdt at løbe i gang, og vi følte, at vi stod meget alene med mobile payment," siger han og efterlyser, at teleselskaberne tager en mere aktiv del i projektet.

DSB S-tog er nu ved at bevæge sig ind i anden fase med SMS-billetterne, og her er der ingen hjælp at hente fra telebranchen, anklager han videre.

"Vi er gode til at køre tog, men vi arbejder nu med usability (brugervenlighed, red.). Vi synes måske ikke, at vi får så meget sparring, og vi føler, at der sidder nogle derude, som har den viden. Vi er forundrede over, at de ikke kommer til os," fortæller han videre.

John Strand fremfører fra salen, at DSB S-tog står i en priviligeret situation, hvor selskabet får store subsidier fra staten. Der er ressourcer nok at tage af, argumenterer han.

Telmores administrerende direktør, Allan Christensen, følger op på Niklas Marschalls indlæg og siger, at branchen også må tage et ansvar - forsøge at tale med en stemme i spørgsmål om blandt andet SMS-betalinger.

Hvis DSB S-togs samarbejdspartner ikke bliver teleselskaber, så bliver det måske i stedet PBS. I hvert fald fortæller PBS' Lars Lolk Hauge efterfølgende om, hvordan bankerne arbejder for at få indført mobilbetalinger i fremtiden.

Ministeren står for skud

Tiden nærmer sig. Der er blot få minutter til, at den nye videnskabsminister skal konfrontere den branche, som de senere år var meget efter den daværende videnskabsminister. Også efter hans afsked.

En af tilhørerne, Telias topchef Jesper Brøckner, fortalte for nylig, at han under Helge Sander savnede, at ministeren blev siddende, når han troppede op til telearrangementer. Vil det blive anderledes denne gang?

Klokken er 13.30 og Charlotte Sahl-Madsen indtager scenen. Hun fortæller fra talerstolen, hvordan it- og tele skal være med til at forbedre Danmarks produktivitet, så landet ikke sakker bagud.

"Der er en række asiatiske lande, der satser på it, forskning og teknologi," fortæller hun.

Herefter drejer hun talen over på Højhastighedskomiteen, som for nylig kom med en lang række anbefalinger til, hvordan det offentlige med hjælp fra teknologi kan blive mere effektivt, ligesom telebranchens rammebetingelser også får en behandling.

"Der er kommet rigtig mange konstruktive høringssvar," siger hun om komiteens rapport.

Spørgsmål til ministeren

Hun runder talen af og giver plads til et par spørgsmål fra salen. Den administrerende direktør fra 3, Morten Christiansen, er den første, som erobrer ordet.

"Kan vi regne med, at de regulatoriske begrænsninger fjernes?" spørger han.

"Nej," kommer det prompte fra ministeren.

Telias administrerende direktør, Jesper Brøckner, følger op - har ministeren nu sat sig ind i rapporten, vil han vide. Ja, forsikrer hun.

Klokken nærmer sig 14, og ministeren forlader salen. Politiske forhandlinger på borgen venter, undskylder hun inden afskeden med salen.

Ericssons forbrugerekspert Erik Kruse og Nokia Siemens Networks' CEO i Danmark, Thomas Jul, fortæller om fremtidens behov og krav til netværksproducenterne, inden dagens sidste kaffepause venter.

Giganternes kamp

Det sidste punkt på dagsordenen hedder "Hvordan påvirker udfordringerne din forretning?" Fem mænd i jakkesæt tager plads på scenen, hvor fem stole står på række bag et bord med mikrofoner.

De fem herrer er de administrerende direktører Morten Christiansen fra 3, Kim Frimer fra Verdo, Henrik Clausen fra Telenor, Jesper Brøckner fra Telia og Jesper Theill Eriksen fra TDC Privat.

Morten Christiansen hurtigt regulering på banen som en barriere, men så galt står det heller ikke til, forsikrer han videre.

Hurtigt går ordet videre til Jesper Brøckner, som umiddelbart virker til at være den mest bekymrende blandt panelets deltagere.

"Vi rutscher ned i velfærd og produktivitet, og vi har tidligere haft en minister, der ikke ville i dialog med os," siger han og fortsætter:

"Hver dansker, der betaler skat, forsørger to på overførselsindkomst, og hvis det fortsætter, er det fire i år 2020."

Er regulering hønen eller ægget?

Gæsterne i salen får lov til at byde ind med spørgsmål. En af dem er direktør Ib Tolstrup fra Telekommunikationsindustrien. Det er ham, som skal forsvare telebranchen, hver gang branchen bredt set møder kritik i medierne.

Det skete eksempelvis i september, hvor han skulle forsvare branchen efter en ny forbrugerundersøgelse, som sendte telebranchen ind på en 48. plads blandt 51 brancher i Danmark. Anklager lød dengang, at der var mange klager, lav gennemsigtighed og lav tillid til branchen generelt.

"Vil I gøre noget for, at vi går op på ranglisten, hvor vi i dag ligger nummer 48?" spørger Ib Tolstrup og tilføjer:

"Hvis vi ikke kan styre os selv, så kommer der endnu mere regulering."

Morten Christiansen rækker hånden i vejret. Det svarer han gerne på. Han mener, at Ib Tolstrup bør vende det på hovedet.

"Når man regulerer mere, bliver der mindre gennemsigtighed. Vand finder altid vej," svarer han og pointerer, at reguleringen skaber teksten med småt i kundeaftalerne.

Debatten fortsætter. Fiberdirektør Kim Frimer fremfører, at der er behov for højhastighedsnet i hele landet, for vi har nogle Bill Gates'er gemt derude. De holdes tilbage af lave båndbredder, lyder rationalet.

Henrik Clausen fra Telenor fortæller, at det er svært at lokke udenlandsk kapital til, hvis afkastet i Danmark er for lavt. Det handler om de rette rammer for branchen. Jesper Theill Eriksen fra TDC efterlyser, at der i Danmark bliver udformet en industripolitik på området.

Paneldebatten er tirsdagens sidste indslag. Tom Togsverd fra DI ITEK runder dagens Tele2010-konference af, og publikum fyrer de sidste klapsalver af.

Læses lige nu
    Computerworld Events

    Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

    Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
    Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
    Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
    Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

    Infrastruktur | Horsens

    Enterprise Architecture Day 2026: Sikker og strategisk suverænitet

    Få ny inspiration til arbejdet med EA – fra sikkerhed og compliance til orkestrering, omkostningsoptimering og cloud governance i en usikker og ustabil tid.

    Sikkerhed | Aarhus C

    Executive roundtable: Cyberrobusthed i praksis

    Cyberangreb rammer driften. NIS2 og DORA kræver dokumenteret gendannelse under pres. Få konkret metode til at teste, måle og bevise robusthed på tværs af cloud, SaaS og leverandører. Deltag i lukket roundtable med Commvault og Hitachi.

    Digital transformation | København Ø

    Sådan etablerer du digital suverænitet

    Digital suverænitet afgør kontrol over data, systemer og afhængigheder i Danmark. Computerworld samler Dansk Erhverv og IBM-eksperter om konkrete arkitekturvalg, governance og platforme, der sikrer reel kontrol. Få overblik og handlekraft.

    Se alle vores events inden for it

    SOS International

    Principal Solution Architect

    Københavnsområdet

    Kongeå Trailercenter A/S

    IT-Ansvarlig med bredt teknisk kendskab

    Sydjylland

    Capgemini Danmark A/S

    Management Consultant

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Adeno K/S har pr. 2. februar 2026 ansat Rikke Badsberg som ServiceNow Specialist. Hun kommer fra en stilling som ServiceNow administrator and developer hos Kamstrup. Nyt job

    Rikke Badsberg

    Adeno K/S

    Thomas Morville Helmert, chefkonsulent hos Rigspolitiet, har pr. 28. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse
    Marie Søndergaard, Acting Chief Product Owner hos Energinet, har pr. 26. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Marie Søndergaard

    Energinet

    Markus Dalsgaard Sisseck, Business Developer hos Martinsen Rådgivning & Revision, har pr. 21. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aalborg Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Markus Dalsgaard Sisseck

    Martinsen Rådgivning & Revision