Af Dan Jensen, Computerworld Online
Hvert år mister Internet-handelen 60 milliarder kroner på forkert markedsføringsstrategi.
Internet-virksomhederne har brugt så mange kræfter på at smide milliarder i markedsføring og skabningen af mærkevarenavne, at de har glemt, at forretning bygger på én ting: Salg af varer til kunder.
Det viser en ny undersøgelse fra A.T. Keany, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Selv om det for mange Internet-virksomheder er lykkedes at skabe en profil og et mærkevarenavn, hopper kæden af, når kunderne skal til at bruge penge. Undersøgelsen viser, at e-butikkerne mister 60 milliarder om året, fordi kunderne ikke kommer i butikkerne for at handle.
Undersøgelsen er foretaget blandt erfarne Internet-brugere i seks lande. Den viser, at fire ud af fem indkøbsforsøg mislykkes enten fordi kunderne bliver bedt om at afgive mange personlige oplysninger, fordi det ikke lykkes at finde den ønskede vare, eller fordi hjemmesiden er spækket med tekniske fejl.
En tredjedel af alle Internet-handeler må desuden afsluttes med en telefonsamtale, viser undersøgelsen, og det bryder kunderne sig absolut ikke om. 60 procent fortæller, at vanskelighederne gør, at de aldrig mere vil besøge den pågældende hjemmeside igen.
Internet-forbrugerne nøjes som regel med at besøge et ret lille antal hjemmesider. Faktisk viser undersøgelsen, at folk er meget mere loyale overfor bestemte net-butikker end de er, hvis de shopper i fortovs- og strøgbutikker.