GN Nettest: Det knækkede guldæg

Fremtiden så lovende ud for GN Nettest for lidt over et år siden. En børsnotering ventede lige om hjørnet, og de 1800 medarbejdere tjente gode penge hjem til firmaet. Siden er både omsætning og resultat styrtdykket, og 700 ansatte har fået en fyreseddel. I alt skal der spares en halv milliard kroner på driften.

For GN Nettests topchef siden 1998, Jens Maaløe, har det seneste års tid ikke ligefrem været morsomt for at sige det mildt.

- Det har været en barsk periode for ledelsen at gå fra at være et guldæg til pludselig at se markedet kollapse, siger Jens Maaløe, der til trods for de katastrofalt dårlige regnskabstal ikke føler, at han sidder mere usikkert i sadlen end før krisen.

- Jeg ved ikke, om jeg er på vej ud. Jeg tror det ikke, men man ved det jo aldrig, siger han om sin egen situation som øveste chef for GN Store Nords eks-komet.

Bitre tab

- Man kan altid gøre noget anderledes. Hvis man sidder helt tilbagelænet og kigger i det vidunderlige bakspejl, kan man spørge sig selv, hvorfor vi var så overdrevent optimistiske i 1999. Og det er da bittert med det tab, vi har belastet GN Store Nord og dets aktionærer med, men sådan har det nu engang været.

Fra en status som Gigas afløser og potentiel pengemaskine har GN Store Nords datterselskab udviklet sig til noget af en paria for Store Nords aktionærer, der må se i øjnene, at de formentlig ikke får den milliardgevinst, de havde sat næsen op efter ved et salg.

Heller ikke selvom det rent faktisk skulle lykkes at afhænde selskabet.

- GN Store Nord fastholder beslutningen om at udskille Nettest fra koncernen, men forudsætningen er, at markedet er tilstede, og at selskabet kan klare sig selv. Hvad angår et eventuelt salg, så er der ingen aktuelle planer om det, men det er da muligt, at nogen kommer med et voldsomt stort købstilbud, som vi ikke kan sige nej til, lyder det fra Nettests topchef.

Det er ellers kun lidt over et år siden, at fremtiden stadig tegnede lys for GN Nettest og de på det tidspunkt 1800 medarbejdere, der havde deres base rundt om i verden.

Nettest udset til nyt Giga

NKT havde i marts 2000 solgt selskabet Giga til amerikanske Intel for rekordbeløbet ti milliarder kroner. Nu var Nettest udset til at blive et nyt Giga, og ambitionerne var tårnhøje.

Målet var en omsætningsfremgang fra en milliard kroner i 2000 til mellem fem og otte milliarder kroner indenfor et par år. Primært via opkøb. I 2000 snusede omsætningen til to-milliarder kroners grænsen, og medarbejdertallet var fordoblet til 1500. Bundlinien viste et plus på den primære drift på 269 millioner kroner.

I de to første kvartaler af 2001 var medarbejderskaren vokset til 1800. Omsætningen lå fortsat højt med godt 700 millioner kroner pr. kvartal, men kort før selskabet planlagde at gå på børsen i København, gik luften ud af ballonen på telekommunikationsmarkedet, og GN Nettests rutchetur begyndte.

Gigant-afskrivninger efter købet af det franske selskab Phonetics betød et minus i Nettests regnskab for 2001 på 7,8 milliarder kroner, hvilket var hovedårsagen til, at moderselskabet GN Store Nord det år kunne notere et rekord stort tab på ni milliarder kroner.

Siden er det fortsat med at gå ned ad bakke i rekordfart. 700 medarbejdere er fyret, så selskabet i dag har 1100 ansatte fordelt på fem hovedcentre rundt om i verden. I 1. kvartal af 2002 nåede omsætningen et foreløbigt lavpunkt med 217 millioner kroner, hvilket svarer til et fald på 70 procent.

Krisen er i dag så massiv, at Jens Maaløe og den øvrige topledelse kun tør kigge et kvartal frem ad gangen, og forventningerne til resten af året er modereret kraftigt.

Telemarkedet kollapset

Hovedparten af problemerne har deres udspring i krisen indenfor fiber og optiske komponenter, som for et år siden udgjorde 60 procent af GN Nettests samlede omsætning. Det marked er på få måneder sprængt i stumper og stykker, så Nettest i dag kun har 10-15 procent af sin omsætning her.

Til gengæld ser det lidt bedre ud for selskabets to andre hovedforretningsområder. Udvikling af testudstyr til tele- og datanetværk halede tidligere 30 procent af den samlede omsætning hjem, men det tal er vokset til 50 procent. Et tredje forretningsområde, opsamling af data til kunder, tegner sig for 35 procent af den samlede omsætning mod kun ti procent for et år siden.

- Billedet er totalt ændret, og det har medført, at vi har skullet omprioritere en række af de projekter, vi har. Så det har været en stor omvæltning for os, siger Jens Maaløe.

Massive besparelser

Han har haft fat i den store le i forsøget på at bringe Nettest på ret køl igen. Afdelinger i Frankrig og England er lukket ned, og alle udgifter, der ikke relaterer til Nettests hovedforretningsområder, er gennemgået med en tættekam.

I alt har omstruktureringerne kostet henved 70 millioner kroner, men det beløb skal ses i forhold til, at udgifterne næsten er halveret. Samlet set ventes driftsomkostningerne at være barberet ned med en halv milliard kroner, når alle besparelser er gennemført.

- Fidusen er at se på, hvad der virkelig betyder noget for den fremtidige udvikling og så lukke de perifære områder, der ikke har noget med kernekompetancerne at gøre. Når omkostningerne er bragt ned på et niveau, der svarer til ordretilgangen, skal vi udarbejde den rigtige strategiplan for, hvordan vi positionerer os fremover, så vi er klar, når markedet vender, siger Jens Maaløe.

Han pointerer, at Nettests fremtid ligger i udviklingsaktiviteterne, og derfor er det væsentligt at bevare gejsten og de høje kompetencer indenfor netop det område. Også salgs-området får høj prioritet fremover.



Vil du vide mere om GN Nettest og GN Store Nord?

NewsScanner overvåger 300+ medier

Prøv gratis i 30 dage.

Læses lige nu

    Forsvarets Efterretningstjeneste

    Teknologisk analytiker inden for IP- og Netværkstrafik

    Københavnsområdet

    KMD A/S

    Senior Test Consultant

    Københavnsområdet

    Danoffice IT

    Netværksarkitekt med kundeflair

    Københavnsområdet

    Netcompany A/S

    Network Engineer

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

    Iver Jakobsen

    Comsystem A/S

    Khaled Zamzam, er pr. 1. marts 2026 ansat hos Immeo som Consultant. Han er nyuddannet i Informationsteknologi fra DTU. Nyt job
    Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

    Boris Sudar

    Renewtech ApS

    Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Jonas Kyhnau som Seniorkonsulent. Han skal især beskæftige sig med at rådgive virksomheder om HR digitalisering og implementering af SAP SuccessFactors og SmartRecruiters. Han kommer fra en stilling som Seniorkonsulent og PMO lead hos Gavdi. Han er uddannet Cand.merc Human Resource Management fra Copenhagen Business School. Han har tidligere beskæftiget sig med med Onboarding, Employee Central (Core HR). Nyt job

    Jonas Kyhnau

    Pentos