Uddrag fra 
www.fs.dk:Afhjælpning eller ombytning skal ske inden rimelig tid 
Afhjælper eller ombytter sælger ikke inden rimelig tid, kan køberen hæve købet, kræve et passende afslag, eller hvor der er foretaget afhjælpning, kan køberen kræve ombytning, medmindre det er umuligt for sælger. Køberen kan også lade manglen afhjælpe hos en anden på sælgers regning. 
Der er ikke i den nye købelov regler om, præcis hvor lang tid sælger har til at afhjælpe eller ombytte en vare. Ofte taler man om, at sælger har et antal afhjælpningsforsøg. Det kan virke forvirrende, at udmåle tid i afhjælpningsforsøg. Tidsfaktoren spiller da også en væsentlig rolle: Hvis afhjælpning sker hurtigt, kan dette tale for, at sælger får flere forsøg, mens en sælger, der er lang tid om at afhjælpe, må nøjes med færre forsøg. 
Som tommelfingerregel kan man sige, at sælger som udgangspunkt kun har et enkelt afhjælpningsforsøg, når det gælder fejl, der er enkle at finde og afhjælpe, mens sælger kan have flere afhjælpningsforsøg, når der er tale om for eksempel periodiske fejl i teknisk komplicerede produkter. 
Sælger kan have længere tid til at afhjælpe, hvis han for egen regning stiller en erstatningsgenstand til købers rådighed. Hvis et enkelt afhjælpningsforsøg sker meget hurtigt og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, kan sælger have flere afhjælpningsforsøg. 
Ved vurderingen af om sælger har afhjulpet inden rimelig tid, indgår ifølge lovforslaget endvidere hensynet til, om køber har et særligt behov for genstanden, og om sælger for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed. 
Afhjælpning skal altid være gratis for køberen.