De fleste har efterhånden hørt, at det var en usædvanligt stor faktura, der fik CPR-administrationen til at opdage, at uvedkommende havde misbrugt en privat virksomheds adgang til registret.
Ikke 14 millioner søgninger, ikke adgangen til oplysninger om millioner registrerede personer og ikke - må man gå ud fra - et helt andet brugsmønster end hvad databasen normalt ser.
Der er mange skandaler i den historie. Men for undertegnede er den store skandale, at det efter sigende var regningen, der fik alarmklokkerne til at ringe.
Det er en skandale, fordi vi i Danmark har bygget meget af vores digitale succes på tillid. Statsministeren har måske lidt rosenrødt talt om jordbærboden i vejsiden.
Rent praktisk, så deler myndigheder, virksomheder og organisationer oplysninger, kompetencer og erfaringer - i tillid til at samarbejdspartneren opfører sig ordentligt og har gode intentioner.
Selv konkurrenter hjælper hinanden med at håndtere cybertrusler. For nylig talte jeg med Digital Dogmes direktør, som netop fremhævede hvordan samarbejdende virksomheder på tværs af sektorer udvikler vores AI-kompetencer og deler erfaringer.
Det er en dansk styrke, som vi skal passe på.
Men den styrke er også en kæmpe svaghed når den kobles med en fatal blanding af naivitet, monumental uopmærksomhed og upassende kommercielle interesser.
En fatal naivitet
Det er CPR-sagen et alt for godt eksempel.
Naivitet fordi ingen ansvarlige tilsyneladende læser aviser, som hver uger bugner med fortællinger om misbrugte data, målrettede angreb og lande der ønsker os alt ondt.
Fatal uopmærksomhed fordi ingen tilsyneladende havde etableret blot basal overvågning der flager, når brugsmønstre pludseligt ændrer sig markant.
Og kommercielle interesser fordi private virksomheder betaler for opslag, og indtægterne bidrager til drift, vedligeholdelse og udvikling af registret.
Prisen? 0,05 kroner eks. moms pr. transaktion ifølge CPR-kontorets hjemmeside i skrivende stund.
Eller blot lidt over 300.000 for et opslag for hver eneste nulevende dansker.
Det har sikkert engang givet rigtig god mening på et møde engang hvor budgettet skulle hænge sammen.
Men hvis nogen i dag foreslog, at vi skulle have et register, for alle levende danskere. Fyldt med personfølsomme oplysninger. Som private firmaer - tilsyneladende uden særlige krav til deres sikkerhed - kunne trække på. Hvor du derfor kunne hente oplysninger om et helt land for lidt over 300.000 kroner.
Så ville selv Mark Zuckerberg tro at det var en form for aprilsnar.
Gid det var.
I stedet er vores tilgang til personoplysninger tilsyneladende en sær kombination af komik og tragedie, som får Basil Fawltys berømte hotel til at fremstå veldrevet.
