25. februar 2003 - 15:11
#3
Der er mange kommafejl, skal de også rettes?
Her har jeg rettet de komma og grammatiske fejl jeg umiddelbart kunne finde:
Historieopgaven – De jødiske flygtninge 1933-39.
Indholdsfortegnelse:
1. Den europæiske situation 1933 – jødeproblemet.
2. Den danske udenrigspolitik og stillingtagen til flygtninge 1933-1939.
3. Redegørelse for hjælpekomiteerne (fokus på Komiteen af 4. maj 1933).
4. Flygtningegrupperne (herunder landbrugseleverne og Alijah-børnene) 1933-1939.
5. Konklusion.
Indledning og probelmformulering.
I den efterhånden omfangsrige holocaustlitteratur er jødernes forfølgelser og udryddelse gang på gang blevet analyseret, dog er der ikke megen litteratur der vedrører de tyske jøders flugt fra udryddelsen, og hvorledes det gik dem som flygtninge, der kæmpede for asyl i andre lande.
Min opgave kommer, til at omhandle de tyske jøders situation 1933-1939, med fokus på konsekvensen af Hitlers magtovertagelse for jøderne som en del af det tyske rige. Dertil reaktionen og stillingtagen fra den danske regering til indstrømningen af jøder og i mindre grad også andre politiske flygtninge i perioden 1933-39. Desuden vil behandlingen af flygtningesagerne og samarbejdet mellem hjælpekomiteerne (herunder komiteen af 4. maj 1933) og myndighederne blive beskrevet.
Den europæiske situation 1933 – jødeproblemet.
Ved udnævnelsen af Hitler som rigskansler den 30. januar 1933, var der omkring en halv million jøder i det tyske rige hvoraf en femtedel var af østeuropæisk oprindelse. Der foreligger ikke præcise tal for hvor mange der flygtede fra Hitler-Tyskland og antisemitismen i perioden 1933 og frem til krigsudbruddet i september 1939, men især i de første år emigrerede mange jøder på egen hånd til venner og familie i udlandet, hvormed deres udvandring ikke er registreret. Desuden slog jøderne sig sjældent ned i det først valgte tilflugtsland, men skiftede lande flere gange inden de fandt et fast opholdssted, og derfor er registreringerne i tilflugtslandene heller ikke dækkende. De mest troværdige tal for emigrationen af jøder fra Tyskland i perioden 1933-1937 fordeles således på de enkelte år:
1933: 45.000
1934: 22.000
1935: 20.000
1936: 24.000
1937: 23.000
I alt: 134.000
Allerede det første år med nazistisk styre blev turbulent for jøderne, og som det ses af tabellen udvandrede også ganske mange jøder. Jødernes flugt skyldtes på dette tidspunkt især S.A. troppernes endeløse chikane og terror, og det langsomt begyndende, men senere landsdækkende boykot af jødiske forretninger som blev iværksat 1. april 1933. Senere samme år blev ansættelse af jøder i offentlige stillinger og som embedsmænd forbudt ved lov, idet nazisterne tildels ønskede at løse ”jødeproblemet” på legal hvis (dvs. ikke bare ved S.A. troppernes chikane, men ved lov). I slutningen af 1933 udvandrede jøderne først og fremmest til nabolandene som det fremgår af følgende tabel:
Frankrig: 21.250
Palæstina: 6.500
Polen: 6.000
Tjekkoslovakiet: 3.750
Holland: 4.000
England: 2.500
Schweiz: 2.125
Belgien: 2.000
Skandinavien: 1.125
Østrig: 640
Luxembourg: 375
Andre lande (inkl. USA og Spanien): 800
Som det ses af tabellen flygtede størsteparten af jøderne til Frankrig, idet de kun så opholdet som af kortvarig længde, og nærede et inderligt håb om snarest at kunne vende hjem.
Mange jøder der udvandrede i 1933-1935 så kun udvandringen som midlertidig, og regnede optimistisk med at vende tilbage til Tyskland når de politiske forhold igen blev stabile. Allerede i 1934, som det også fremgår af tabellen, var emigrationen af jøder halveret, idet mange jøder begyndte at tro, at der alligevel nok kunne skabes en værdig tilværelse under det nazistiske styre. Desuden vendte 10.000 jøder tilbage fra en tilværelse som udlændinge pga. hjemve eller fordi det var umuligt at bosætte sig i nabolandene bl.a. grundet deres dårlige økonomi.
Flygtningenes tilbagevenden gav imidlertid anledning til fornyet chikane og anti-jødiske demonstrationer. I september 1935 under de tyske årlige partidage blev Nürnberglovene vedtaget. Disse love skulle forhindre ægteskab og/ eller seksuelt samkvem mellem jøder og tyske statsborgere, idet man ønskede at vedligeholde/fremdyrke en ren arisk race. Desuden måtte jødiske familieoverhoveder ikke have ariske kvinder i den fødedygtige alder ansat i sin husholdning!
Racelovene, som også omhandlede definitioner af hvornår man var jøde eller ej, betød at en masse jøder i Tyskland, som måske kun var halv- eller kvartjøde og ingen tilknytning til jødedommen havde, pludselig blev stemplet som ”Mischlinge” eller ”Untermenschen”. Racelovene resulterede i, at antallet af jøder i Tyskland blev øget og i 1936 anslås det til at være 300.000.
Chikanen af jøderne bestod også i at boykotte deres kapital. Dog lykkedes det Hjalmar Schacht, som overtog økonomiministeriet i 1934, på trods af det store pres fra Nationalsocialisterne, at forhindre jødernes udstødelse af den tyske økonomi, idet han påpegede de skadevirkninger det ville have for den tyske økonomis genopbygningsproces. Ariseringen af erhvervslivet som begyndte i 1933 ramte primært de små og mellemstore butiks- og virksomhedsejere, som udsattes for boykot og hærværk fra lokale S.A. folk. Der forefindes ikke nøjagtige tal på hvor mange jødiske virksomheder der indtil 1937 blev afviklet, men et ca. antal anslås til 75.000 – hvilket resulterede i, at 1/3 af den tysk-jødiske befolkning blev ude af stand til at kunne forsøge sig selv og deres familie, og blev fuldt ud afhængige af de jødiske hjælpeorganisationer.
Den nye tilspidsede situation for de tyske jøder, som burde afspejles i ovenstående tabel, ved et større emigranttal, ses tilsyneladende ikke, hvilket skyldes at tilflugtslandene reagerede stærkt defensivt over flygtningestrømmene. De omkringliggende lande som tidligt i 1930’erne havde taget mod flygtninge, havde bl.a. indvilliget idet flygtningen var i stand til at forsørge sig selv. Men da de fleste jøder selv drev virksomheder og disse var blevet boykottet og gået fallit – stod jøderne uden nogen kapital, og dermed ville de kun være en byrde for det tilflugtsland, som i forvejen (ligesom resten af verdenen) var i økonomisk krise.
I august 1937 trak økonomiministeren Hjalmar Scharcht sig tilbage og ariseringen af den tyske økonomi tog nu for alvor fart. ”Jødespørgsmålet” blev sat højest på dagsordenen, og fra 1938 var målet åbenlyst (fra Nationalsocialisternes side) at tvinge jøderne ud af landet. Deres udrejse var ikke længere en frivillig sag, men skete under overvågelse af Gestapo. Jødernes eksistensgrundlag skulle fjernes, de 80% jødiske virksomheder der havde overlevet ind til videre blev lukket, og al formue og ejendom konfiskeret.
Ved (Anschluss) indlemmelsen af Østrig i marts 1938, påbegyndtes den samme arisering som i Tyskland, og kun 6 måneder efter Anschluss blev jøderne tvunget ud af landet, mens de underskrev en erklæring på at de aldrig ville vende tilbage. Det tredje Riges ”Jødeproblem” blev da til resten af verdens flygtningeproblem.
I 1938-1939 blev jødiske forretninger overmalet med hagekors og antisemitiske tegn, og de første jøder og politiske flygtninge der nægtede at emigrere blev deporteret væk til KZ-lejre. Specielt efter Krystalnatten den 9. november 1938 intensiveredes situationen, og det stod nu klart for de tysk-jødiske ledere at emigration var den eneste løsning. Også den jødiske paraplyorganisation The American Jewish Joint Destribution Commitee (JOINT) indså, at skulle de tyske jøder reddes, måtte en storstilet udvandring arrangeres. JOINT ofrede store beløber på køb af visa, billetter og skibslejlighed til flygtningetransport for at redde jøderne. Fra 1938-1939 flygtede i alt 120.000 jøder ud af Tyskland. Da kun få lande tog i mod større flygtningegrupper, måtte tusindvis af jøder leve illegalt rundt i Europa, Afrika, Asien og håbe på at få opholdstilladelse et eller andet sted.
I sommeren 1938 indkaldte den amerikanske præsident Roosevelt til møde om det tysk-jødiske flygtningespørgsmål i den lille schweiziske by Evian. Mødet blev en fiasko – den vestlige verden havde ingen fornemmelse for den alvorlige situation i Tyskland, og de tyske jøder, repræsenteret af Otto Hirsch og Siegfied Moses kæmpede for at andre landes jødiske ledere til at indgå den menneskehandel som nazisterne krævede. Men ingen landes regeringer indstillede sig på at løse problemet, men overlod det i stedet til hjælpeorganisationerne.
Alt i alt var vilkårene for de jødiske flygtninges indvandring i de omkringliggende lande i 1930’erne tæt på håbløs. Verdenen var i økonomisk krise, og ingen lande ønskede at huse hverken jøder eller politiske flygtninge, der ved deres modstandsarbejde kunne oppiske en anti-tysk stemning, som kunne få konsekvenser for tilflugtslandet. Den danske regering modtog endda henvendelser fra Tyskland om at ”man fandt det ubehageligt, at flygtningene befandt sig så tæt på, og at man gerne så, at de snarest kom videre til tredjeland”.
Generelt ønskede man i modtagerlandene at se de jødiske flygtninge som emigranter og ikke flygtninge. Dermed kunne man nemt vælge ikke at betragte jøderne som værdige ansøger af asyl – idet deres udvandring jo var frivillig! Som de fremgår senere anerkendte fx Danmark første jøder som politiske flygtninge, som i alvorlig grad var troet på deres eksistensgrundlag i 1937.
Den danske udenrigspolitik og stillingtagen til flygtninge 1933-39.
Diskuterer man den danske regerings håndtering af de jødiske flygtninge, er det klart, at der først må forefindes en hvis stillingtagen til den generelle udenrigs- så vel som indenrigspolitiske situation.
Fra Hitlers magtovertagelse i 1933, erkendte den danske regering hurtigt, at to trusler var rette mod vor land: For det første kunne tyskerne kræve grænseændringer i Sønderjylland, og for det andet kunne tyskerne åbne en europæisk storkonflikt, der kunne komme til at berøre Danmark.
Vi havde efter 1. Verdenskrig et forsvar der var blevet stærkt reduceret ved forsvarsordningen 1922, og den socialdemokratisk-radikale regering fastlagde forsvarspolitikken ved ordninger af 1932 og 1937 på et yderst lavt niveau. Udenrigspolitikken hvilede på neutraliteten overfor stormagterne. Alligevel bevægede politikken sig væk fra folkeforbundet og England, og rettede sig i stedet efter tyske krav og ønsker. Danmark nærede på ingen måde noget ønske om, at blive betydeligt bemærket af sin store nabo. Udenrigspolitikken i Danmark i 1930’erne var præget en sikkerhedspolitik – der holdt os passive overfor Tyskland, og en handelspolitik, idet England og Tyskland hele perioden i gennem, var vores største handelspartnere. Udenrigspolitikken gennem 30’erne var en knivskarp balancegang – hvor Danmark største frygt var at komme til at provokere Tyskland. Regeringspolitik i 30’erne fulgte først og fremmest udenrigsminister Munchs tankegang. Nemlig at Danmark med sin beliggenhed og ikke mindst størrelse ikke ville kunne forsvare sig mod en stormagt. Dermed ville det, ifølge Munch være klogere at bruger kræfter og midler på at opbygge en velfærdsstat. I det hele taget at bidrage og styrke befolkningens økonomiske, sociale og ideologiske velfærd, fremfor at styrke forsvaret og dermed provokere og tiltrække sig opmærksomhed fra stormagternes side. Udenrigsminister Munchs politik blev dermed; at Danmark kunne føle sig mere tryg ved at være ene og svag, end ved at opstille en militær udfordrende styrke, som kunne få konsekvens, således at Danmark ville blive involveret i andre landes konflikter.
I 1933 forsøgte statsminister Stauning at opgive afrustningspolitikken efter krav af Venstre og de Konservative, men de radikale nedlagde veto. Gennem 30’erne var der en konstant konflikt om hvorledes Danmark skulle følge Munchs overbevisning, eller at vi skulle lade os opruste, så vi i det mindste havde en chance for at forsvare os.
Stillingtagen til Tysklands jødeproblem og det nye danske flygtningeproblem blev regelmæssigt diskuteret op gennem 1930’erne. Førte gang det nye store flygtningeproblem blev taget op i Folketinget var under fremmedlovsdebatten i februar 1934. ”Loven om Tilsyn med Fremmede og Rejsende” var fra 1875, og blev grundlaget sammen med nogle tilføjelser og ændringer for Danmarks flygtningepolitik i 1930’erne. Fremmedloven var som sådan temmelig liberal, idet den gav alle lov til (uden pas), at færdes over grænserne og søge arbejde overalt. Efter 1. Verdenskrig blev dette dog ændret, og der blev indført restriktioner om visum- og pastvang, og desuden kunne en udlænding kun opholde sig i landet i 4-6 måneder. Ved fremmedlovsdebatten i 1934 var omkring 700 tysksprogede emigranter/flygtninge i Danmark. Dette var sig både jødiske, socialistiske/kommunitiske og intellektuelle. Ved debatten blev kun de kommunistiske flygtninge debatteret, og politikerne blev hurtigt enige om at sende kommunisterne til deres ”valgfædreland” Rusland. De jødiske flygtninge blev ved denne debat slet ikke nævnt. Tilgengæld blev der den 23.marts 1934 vedtaget et lovforslag om asylretten gældende frem til 1936:
”Politiet skal afvise flygtninge… hvis indrejse efter statspolitiets skøn på grund af borgerlige forbrydelser eller af hensyn til statens sikkerhed eller anden ligende grund ikke er ønskelig. Hvis den pågældende er indpasseret, skal opholdstilladelse nægtes vedkommende…”
Denne lovændring gav statspolitiet rig mulighed for selv at fortolke hvorvidt en flygtning var uønsket eller ønsket. Loven var egentlig rettet mod kommunistiske flygtninge, men blev brugt til alle flygtninge grupper og uændret forlænget frem til 1938.
Da problemet med de jødiske flygtninge blev bragt op i justitsministeriet 1935, hvor K.K. Steincke (tidligere socialminister) var nyindsat justitsminister, gjorde Arbejdsdirektoratet opmærksom på at jødernes arbejdstilladelse i Danmark skulle begrænses, idet arbejdsløshed blandt danske statsborgere i forvejen var stor. Desuden blev det straks påpeget at en større jødisk flygtningestrøm der oven i købet fik arbejde ville skabe antisemitisme i Danmark, og give den danske nazistiske bevægelse en klar propagandafordel.
Alligevel lykkedes det hovedparten af flygtningene at få arbejdstilladelse. I følge justitsministeriets optælling pr. 1. oktober 1938 havde man registreret 727 jødiske flygtninge, hvoraf 119 var børn og 261 kvinder, af disse havde 244 arbejdstilladelse – formodentlig hovedsageligt mænd –arbejdstilladelse, hvilket svarer til ca. 70 %.
Skulle flygtninge kun få opholdstilladelse men ikke arbejdstilladelse, ville flygtningene på længere sigt udgøre en økonomisk byrde. Den genelle samfundsholdning og humanitet afhang derfor i særdeleshed af konjunkturerne, og myndighederne fik, under indflydelse af Arbejdsdirektoratet og andre organisationer, en generelt afvisende holdning til at give flygtninge opholdstilladelse i et Danmark, der ligeledes med andre lande verdenen over, kæmpede for at opbygge en velfærdsstat i en tid der var hårdt ramt af lavkonjunktur.
Et andet perspektiv omkring flygtningepolitikken der blev diskuteret i Folketinget, var at asylretten kun kom politiske flygtninge til gode, idet definition af en politisk flygtning var forstået ved; ”Personer, der på grund af deres politiske overbevisning eller politiske gerning ville have været udsat for alvorlig fare ved at forblive i deres hjemland” Idet en tysk jøde ikke blev betragtet som politisk flygtning, havde Danmark altså ingen asyl forpligtigelser over for de jødiske flygtninge. Først under flygtningedebatten i Folketinget i 1937 med overskriften ”Emigrantpørgsmålet i Danmark” besluttede justitsminister K.K. Steincke af humane grunde, at udvide begrebet ”politisk flygtning” til også at omfatte tysk-jødiske emigranter, der på grund af politisk overbevisning, race eller samfundsopfattelse, ville blive udsat for en betydelig straf eller anbringelse i koncentrationslejr ved at vende tilbage til hjemlandet.
Den danske indenrigspolitik i 1930’erne var egentlig mere optaget af vha. kriselovgivningen og en sociale reformer, at afbøde virkningen af depressionen, og jødeforfølgelserne i Tyskland optog ikke den danske befolkning synderligt. Dette skyldes nok både mediernes og regeringens tilbageholdenhed, idet de næppe kendte til antisemitismens omfang, og intet ønske nærede om at blive ilde set af den store tyske nabo, ved at gøre oprør over de racistiske uhyrligheder.
Generelt er det væsentligt at betone forskellen mellem regeringen og de behandlende myndigheder i spørgsmålet og flygtninge. Regeringen stod for at sammenfatte lovforslag og –ændringer, mens de sagsbehandlende myndigheder dvs. Justitsministeriet og Fremmedpolitiet tog nærmere stilling til flygtningenes skæbne i samarbejde med Komiteen af 4. maj 1933.
Hjælpekomiteen af 4. maj 1933.
Idet Danmark er og var et af nabolandene stod regeringen i 1933 famlende overfor den store flygtningestrøm til Danmark. Som tidligere beskrevet søgte de emigrerede de fleste tyske jøder til nabolandene, idet de nærede håb om snarest at kunne vende tilbage. Således søgte mange jøder også ind i Danmark, alt imens regeringen af hensyn til den store nabo mod syd lod de private hjælpekomiteer tage sig af flygtningene. Komiteen af 4. maj 1933 blev oprettet af Mosaisk Trossamfund i Danmark allerede i april 1933. Komiteen fungerede indtil den 1. april 1941, hvor tyskerne forlangte dens opløsning, komiteens arbejde fortsatte under jorden, mens dens bankkonti var blevet lukket og dens arkiver blevet beslaglagt. Dog var arbejdet i komiteen allerede fra 1940 blevet nedtonet, da man i komiteen i samarbejde med De Samvirkende Danske Emigranthjælpekomiteer (DSE) havde forhandlet sig frem til at alle anerkendte flygtninge kunne overgå til socialhjælp.
Komiteen samarbejde i 1930’erne med andre hjælpeorganisationer herunder specielt JOINT, der oprindeligt var en jødisk velgørenhedsorganisation, det blev oprettet i 1914 med henblik på at støtte betrængte jøder over hele verdenen med penge og fødevarer. Gennem 30’erne indtog JOINT en særlig stilling i kampen for jøderne, idet de havde kontakt med hjælpeorganisationerne i tilflugtslandene, og derigennem kæmpede for jødernes asylmulighederne verdenen over.
Komiteen var sammensat af en række fremtrædende medlemmer af det jødiske samfund i København. C.B Henriques var formand for Repræsentantskabet i Det Mosaiske Troessamfund, og var initiativtageren til den pengeindsamling i menigheden i 1933 der resulterede i dannelsen af komiteen af den 4. maj. Ellers bestod komiteen af professor L.S. Fridericia, overrabiner Dr. Friediger, lektor Stephan Hurwitz, grosserer J.H. Melchior, overretssagfører Arthur Henriques, bibliotekar Josef Fischer og grosserer B. Slor var de personer der stod i spidsen for komiteen og sørgede for det daglige arbejde som økonomi, administration, kontakter med fremmedpolitiet og justitsministeriet samt den daglige kontakt med flygtningene og kontakterne med ind- og udland.
For at modtage Komiteens hjælp til enten et midlertidigt ophold eller hjælp til billetter til videre rejse, skulle flygtningene først anerkendes af Komiteen. Denne anerkendelse havde stor betydning for den videre sagsbehandling hos de danske myndigheder, og desuden for bevillingen af økonomisk hjælp til rejsen, samt de kontakter det krævede at finde et land, hvor den enkelte flygtning kunne få opholdstilladelse. Mulig hjælp fra de internationale jødiske hjælpeorganisationer som fx HIAS (Hebrew Sheltering and Immigrant Aid Society of America) /HICEM (var HIAS’ telegramadresse i dets europæiske hovedkvarter i Paris) kunne altså kun ske hvis flygtningen var anerkendt af Komiteen.
Anerkendelsesproceduren bestod først og fremmest i; at flygtningen indsendte sit curriculum vitae. Hvorefter komiteen søgte supplerende oplysninger om flygtningen hos den jødiske hjælpeorganisation Hilfsverein. Efter en grundig undersøgelse af de referencer som flygtningen havde omgivet, vurderede komiteen hvorvidt flygtningen skulle have støtte og hjælp til en snarest foregående udrejse.
Derefter opstillede man for hver flygtning en såkaldt ”fragebuch” der indeholdte danske og tyske straffeattester, pas, foto, lægeattester og evt. anbefalinger fra tidligere arbejdsgivere. Disse oplysninger blev sendt til HICEM med en anmodning om økonomisk støtte til udrejsen. Et evt. tilsagn om støtte fra HICEM brugte komiteen som en begrundelse til de danske myndigheder for at forlænge friste for udrejsen, så komiteen havde tid og mulighed for at søge en egentligt visum for den pågældende flygtning.
HICEMs anden store funktion var at den som hjælpeorganisation hele tiden havde en aktuel viden om, hvortil det var muligt at skaffe visa. Mulighederne for visum vekslede hele tiden, idet det land som til et par flygtninge havde givet tilladelse til indrejse, hurtigt blev oversvømmet med ansøgninger, hvorefter man blev meget tilbageholdende med indrejsetilladelser.
Hovedparten af de tyske flygtninge søgte om indrejse til USA. Forudsætningen for at opnå et visum hertil, var at man havde et ”Affidavit” dvs. en erklæring fra en amerikansk statsborger, at vedkommende stod økonomisk inde for den indrejsende, og havde ansvar for denne såfremt han ikke kunne klare sig selv. Organisationen HIAS var især behjælpelige med at finde slægtninge i USA, som kunne bidrage økonomisk til rejsen.
Komiteens opgørelse over det antal personer der i kortere eller længere tid blev understøttet fra 1933-39.
1/4-31/12 1933 297
1934 149
1935 238
1936 208
1937 149
1938 335
1/1-3/2 1939 26
I alt 1299
Komiteens økonomiske forhold er vanskelige at redegøre for, idet der ikke er efterladt noget regnskab for de samlede aktiviteter. Organisationsarbejdet var først og fremmest baseret på indsamlinger blandt menigheden (den jødiske). I 1933 lykkedes det at indsamle 125.000 kr. Indtil 1936 fik komiteen indsamlet 250.000 kr. Mellem 1933 og 1939 beløb komiteens samlede udgifter sig op på ca. 900.000 kr., hvoraf 200.000 kr. indgik fra internationale jødiske hjælpeorganisationer (dvs. JOINT, HICEM og Jewish Agency), og de sidste 700.000 kr. kom fra det danske jødiske samfund og fra jødiske fonde.
De indsamlede penge blev bl.a. brugt forskelligt. Hver flygtning blev støttet med ca. 10 til 12 kr. om ugen. Derudover uddeltes madbilletter til det jødiske folkekøkken, som var blevet oprettet den 1. oktober 1933 under ledelse af Harriet Warburg. I folkekøkkenet var det muligt at bespise 45-50 personer med to retter mad. Komiteens største udgift var støtte til flygtningene mens de var i landet samt de penge de udlagde for flygtningens udrejser fra Danmark som senere refunderedes fra HIAS.
Specielt inden anerkendelsen af jøder som politiske flygtninge i 1937, var samarbejdet mellem myndighederne og komiteen altafgørende. For at flygtningene overhoved kunne nå til myndighederne med deres ønske om opholdstilladelse, var det en nødvendighed for dem at være anerkendt af Komiteen, som så kunne fungere som den enkelte flygtnings talerør og ikke mindst forbundsfælle, og fremlægge deres sag for myndighederne.
Alt i alt var Komiteen de jødiske flygtninges (med undtagelse af jøder der havde en god økonomi samt bekendte eller familie i Danmark, som dermed kunne huse dem) eneste mulighed for at kunne overleve i Danmark. Komiteen og myndighederne havde, set fra jødernes side, en meget konstruktiv dialog, idet der næsten ingen udvisninger fandt sted, når først jøderne var kommet ind i landet. Derimod søgte myndighederne ihærdigt at afvise flygtninge før indrejsen, ved mindre de kunne påvise visum til et tredjeland eller var politiske flygtninge. En anerkendelse fra Komiteen var dermed i sig selv nok til at undgå udvisning.
Uundgåeligt hersker der en hvis tvivl om hvorvidt flygtninge, uden komittens hjælp og gode kontakter til international organisationer, ville have været i stand til at foretage oversøisk emigration. Og således kan det konkluderes at flygtningene næppe ville have kunnet undværet komiteens hjælp, hvis de ønskede hjælp til vidererejse eller et tåleligt ophold i Danmark.
Konklusion.
Alle lande, og det ikke mindst Danmark vil helst huskes for deres heltegerninger før under og efter 2. Verdesnkrig, men faktum er, at alle demokratiske lande indtog en særdeles afvæbende holdning overfor de jødiske flygtninge fra Det Tredje Rige, hvilket resulterede i at mange jøder som kunne være blevet reddet fra holocaust ikke blev det. At ingen stater ønskede jøderne har kun styrket nazisternes antisemitisme og været en indirekte årsag til ”den endelige løsning”. Danmark som har landegrænser til Tyskland holdt flygtningetallet nede på ca. 1500 og dette er inklusiv landbrugseleverne og Alijah-børnene. Samtidig må det tages i betragtning at Danmark og alle andre lande kæmpede for at genoprette en hvis økonomisk balance, og bekæmpe den store arbejdsløshed. De enkelte landes ressourcer var ganske simpelt ikke store nok til at kunne modtage flygtningestrømme. Dette undlader alligevel ikke de etiske spørgsmål om hvordan det meste af verdenen kunne vælge at lukke øjnene for antisemitismen og jødeforfølgelserne.
Litteraturliste:
Bent Blüdnikow: ”Som om de slet ikke eksisterede” (1991)
Lone Rünitz: ”Danmark og de jødiske flygtninge” (2000)
Peder Wiben: ”Komitéen af 4. maj 1933, Jødisk flygtningearbejde i Danmark 1933 til 1941”. Fra Mellemkrigstid til efterkrigstid (1995).
Hans Kirchhoff ”1940 Da Danmark blev besat” (1990).
Ny bruger
Nybegynder
Opret
Preview
