<!DOCTYPE HTML PUBLIC "-//W3C//DTD HTML 4.01 Transitional//EN"
"
http://www.w3.org/TR/html4/loose.dtd"><html>
<head>
<title>Placer i bund</title>
<meta http-equiv="Content-Type" content="text/html; charset=iso-8859-1">
<meta name="keywords" content="edutasia;
http://www.eksperten.dk/spm/360548"><meta name="Generator" content="Stone's WebWriter 3.5">
<script type="text/javascript" language="JavaScript">
function moveCopyrightInfo() {
var elm = document.getElementById('idCopyright');
elm.style.display = 'block';
var heightToUse = (document.body.offsetHeight > document.body.scrollHeight) ? document.body.offsetHeight : document.body.scrollHeight;
var newY = heightToUse - elm.offsetHeight - 20;
var newX = document.body.scrollWidth - elm.offsetWidth - 20;
elm.style.pixelTop = newY;
elm.style.pixelLeft = newX;
}
window.onresize = moveCopyrightInfo;
window.onload = moveCopyrightInfo;
</script>
</head>
<body style="margin:0px">
<div style="width:100%; height:100; background-color: silver; padding:20px">(13-05-2003)
Respektfuld overvågning skaber sikkerhed
Selvom vores samfund grundlæggende bygger på personlig frihed, er der flere og flere danskere, der frivilligt accepterer indskrænkninger for eksempel i forbindelse med øget video-overvågning. Derfor er det vigtigt, at samfundet ikke bare overvåger blindt – men begrænser overvågning til at omfatte de områder, hvor der er et konkret behov.
Debatten om overvågning er ingen ung herre, men mere aktuel end nogensinde. De senere års revolution inden for informationsteknologien har medført en eksplosion i adgangen til overvågning, og der er grund til at være på vagt overfor udviklingen. Omvendt er der stor forskel på kortlægning af ulovlige såvel som lovlige vaner gennem internetadfærd, samkøring af offentlige registre og et stillestående kamera til forhindring af hærværk.
Den herskende holdning på bjerget har utvivlsomt de sidste par år ført til en indskrænkning i den personlige integritet. Det gælder alt lige fra trafikale fotofælder til samkøring af registre og opfordringer til anmeldelse af socialt bedrageri. Ønsket om at komme kriminalitet til livs, beskytte ophavsretten og hindre socialt bedrageri har flyttet tolerancen overfor indgriben i den personlige frihed. Blandt andet har frygten for lovløsheden på internettet bevirket en udvidet adgang til overvågning. Det har omvendt ført til at en række pædofile kæder er blevet fældet, hvilket de færreste vel kan beklage. Det er dog ingen tvivl om, at balancen mellem ønsket om overvågning og respekten for det enkelte individ er blevet rykket og dette især i lyset af 11. september 2001. Holdningen synes, at kunne opsummeres til, at borgeren ikke skal beskyttes mod politiets muligheder i det moderne samfund, men derimod at borgeren skal beskyttes mod de kriminelles muligheder i det moderne samfund.
Men overvågning er ikke kun et spørgsmål om terror og kriminalitet. Den kommercielle og teknologisk drevne udvikling indopererer logning og omfattende kundedatabaser, som en del af forretningsgrundlaget, hvorved den private integritet lider endnu et knæk. Blandt andet den øgede anvendelse af CPR-numre til identifikation af borgere i såvel offentligt som privat regi kritiseres som en unødig indskrænkning i den enkeltes integritet. Den individuelle frygt for overvågning er, som resultat heraf, stigende, og det samlede billede udgør klart et skred, som vi skal være opmærksomme på som samfund.
Samme udvikling har ført stiftelse af en dansk del af Privacy International, som hvert år uddeler Big Brother Awards til offentlige myndigheder og private, som efter juryens opfattelse har bidraget uheldigt til overvågningen i Danmark. I år nomineredes vidt forskellige former for bidrag af blandt andet eBoks, Datatilsynet og Socialministeren. Men også myndigheder og virksomheder som søger at komme hærværk til livs ”hædredes” med en Orwell, som priserne med reference til den mere end 50 år gamle fremtidsroman 1984 hedder.
Uanset den overordnede udvikling mener jeg imidlertid, at elementerne med fordel kan adskilles for at bevare overblikket. Det er stor forskel på overvågning af internetadfærd og kameraoptagelser af hærværksplagede kommunale bygninger. For så vidt angår kameraet kan borgeren meget nemt gøre sin retsstilling op og geografisk afgrænse området for overvågning, såfremt kommunen overholder sin basale pligt til at oplyse om kameraerne.
Det er derimod langt mindre overskueligt for borgeren, hvor langt og hvilke oplysningerne der egentlig kan spores af tredjepart via internettet, eller hvor sikker en lagring på internettet af alt lige fra bankpapirer til tilsagn om boligsikring er. Den forskel er af væsentlig betydning, fordi hensigtsmæssig overvågning handler om retssikkerhed, tryghed og viden om hvad der registres. Usikkerhed udgør modsat en stressfaktor og bevirker en psykologisk afmagt, som samfundet ikke kan være tjent med.
Video-overvågning er i denne sammenhæng en gammel teknologi, og at debatten endnu engang blusser om omkring kameraerne, skyldes primært en øget tilgængelighed. Omkostningerne er faldet, og bekvemmeligheden ved at installere kameraer, som via internettet lagres på sikre servere og giver ejeren direkte adgang via en almindelig browser, har øget anvendelsen. Og der er uagtet mange modargumenter en stribe fordele ved video-overvågning.
Først og fremmest kan optagelser ofte bidrage med beviser, som ikke blot udpeger de skyldige, men også frikender de uskyldige. Omdrejningspunktet i kriminalsager er oftest bevisspørgsmålet og entydige optagelser kan derfor sikre, at retfærdigheden sker fyldest.
Kriminalpræventivt har kameraerne også bevist sig effektive. Eksempelvis har de medieomblæste fotofælder i København betydet en gennemsnitlig hastighedssænkning på omkring 3 km/t, hvilket faktisk kan gøres op i menneskeliv. DSB kan rapportere et markant fald i hærværk, uro-episoder og graffiti på de stationer, som i dag overvåges.
Statistikkerne taler derfor mange steder deres eget tydelige sprog, men det skal jo selvfølgelig altid overvejes, om omfanget af overvågningen står mål med den lovovertrædelse, som den skal forhindre. Det er selvklart en meget svær overvejelse, men i tilfældet med DSB har kameraernes tilstedeværelse endvidere bevirket en øget tryghed blandt brugerne af stationerne og prisen er viden om, at ens adfærd optages på dette afgrænsede område. I tillæg til statistikkens klare sprog skal dog retfærdigvis tilføjes, at undersøgelser fra England viser, at kriminaliteten i et vist omfang flytter uden for linsernes rækkevidde.
Video-overvågning har imidlertid over de senere år vundet tilhængere i den brede befolkning. En Gallup-undersøgelse viser, at et flertal blandt danskerne mener, at de vil føle sig mere trygge, hvis der opsættes flere overvågningskameraer på udsatte steder, og at 57 pct. af danskerne går ind for øget video-overvågning generelt. Også DSB’s forslag om overvågning i togene har nu flertallets støtte modsat holdningen i starten af 1990’erne. Hele 87 pct. støtter ideen om at opsætte videokameraer i de københavnske S-tog. Den folkelige holdning er dog ikke i sig selv en blåstempling af udviklingen, idet det fra politisk hold må vurderes, om holdningen er drevet af eksempelvis en uberettiget frygt. Det er imidlertid et ønske, som bør tages alvorligt.
Netop overvågningens tryghedsskabende og kriminalitetsbekæmpende kvaliteter har altid drevet udviklingen. Perspektiverne fremover er blandt andet, at politiet i forbindelse alarmering via internettet får direkte adgang til live-optagelser fra gerningsstedet og dermed afgørende signalementer og gerningsbeskrivelser m.m. Ved større forsamlinger kan man undgå det, der oftest opfattes som en provokerende tilstedeværelse af massive politistyrker og i stedet følge forsamlingens adfærd per kamera og holde politiet udrykningsklar i baggrunden. Men uanset disse kvaliteter er det skridt som kræver varsomhed.
Grundlæggende opsummeres diskussionen blandt tilhængere ofte med udsagnet, at ”så længe du ikke gør noget forkert, er det intet at frygte”, men hertil kan det jo svares, at ”det er ikke et spørgsmål om at frygte, men om følelsen af frihed”. En frihed til som borger at kunne bevæge sig frit rundt i lovlige ærinder på gader og stræder, uden usikkerhed for om man overvåges. Personlig integritet drejer sig ikke kun om fred for uvedkommende øjne inden for hjemmets fire vægge, men også om overvågning i det offentlige rum.
Vores samfund bygger grundlæggende på denne personlige frihed, men det er jo en frihed inden for samfundets rammer, og det betyder, at vi frivilligt i mange sammenhænge accepterer indskrænkninger. Kernen i denne problemstilling er vel således, at samfundets skal undgå at opstille rammer som bliver omklamrende. Reguleringen hviler grundlæggende på en afvejning af på den ene side hensynet til beskyttelse af det enkelte menneskes personlige integritet, og på den anden side de legitime formål, der berettiger anvendelsen af elektronisk overvågningsudstyr, f.eks. i kriminalpræventivt eller sikkerhedsmæssigt øjemed.
Jeg mener derfor, at i det omfang overvågning begrænses til at omfatte områder, hvor der er et konkret behov, og pligten til at skilte overholdes strengt, vil udviklingen forblive acceptabel. Under disse forudsætninger kan borgerne gøre sig fuldt ud bekendt med overvågningens omfang og dermed undgå uvishedens stressende effekt. Det offentlige rum skal i overvejende grad nyde privatsfærens anonymitet, men vi skal omvendt ikke acceptere hærværk, vold og hårdere kriminalitet, hvor respektfuld og målrettet overvågning kan hindre det.
</div>
<div id="idCopyright" style="display:none;position:absolute;top:0px;left:0px;background-color:red;color:white; padding:5px;">© Lavet af el_barto</div>
</body>
</html>
