"TV 2 Play: Cirka samme opløsning som en Commodore 64"

ComputerViews: Streaming-tjenesten TV 2 Play er ikke lige populær hos alle brugerne. "Jeg er tosset," lyder det blandt andet.

ComputerViews: Duften af frisklavede popcorn danser ind i dagligstuen og møder lyden af en iskold øl, der bliver knappet op og bruser i glasset.

Udenfor kvidrer fuglene deres egen nationalmelodi, mens den sidste græsslåmaskine bliver parkeret, og himlen langsomt går fra blå til rød.

Så er det, at klokken slår 21, og aftenens vigtige VM-kamp bliver fløjtet i gang.

Og hvad ser man så?

22 pixelerede tændstiksmænd, der hakkende bevæger sig frem og tilbage på det, der måske - måske ikke - er en fodboldbane.

Men lyden er der da!

Joehh, den er der, men den kommer for sent, så når billedet på skærmen endelig bliver nogenlunde klart og stabilt, må man selv kommentere kampen, hvis man vil have synkroniseret lyd og billede.

Den slags oplevelser med streamingtjenesten TV 2 Play har en del danskere brokket sig over i de seneste dage, efter at VM i Brasilien er begyndt at rulle over streaming-skærmene.

"TV 2 Play. Cirka samme opløsning som en Commodore 64," lyder et tweet med #tv2play.

Ikke meget at juble over
Andre brugere af tjenesten er endnu hårdere i deres kommentarer:

"#tv2play smadrer VM med deres lorte ringe streaming tjeneste... Jeg er tosset! Så fix det dog og i en fart!!"

"Dø TV 2 Play app'en!! Døøøø!!!! Forpulet lort! Hvorfor kunne DR1 ikke sende alle kampene."

Ofte kan pulsen godt komme lidt op, når man ser sport i fjernsynet, men kritikken af TV 2 Play er ikke ny, og den relaterer sig ikke kun til live-streaming fra VM i Brasilien.

På Trustpilot har 361 reviews af TV 2 Play resulteret i karakteren en af fem mulige stjerner, hvilket også betegnes som "meget lavt".

"Har en ny pc, bruger både Explorer, Chrome eller Firefox. Intet modvirker de mange fejl og udfald. Jeg har aldrig haft mulighed for at se et program til ende, uden at det har været afbrudt et urimeligt antal gange," lyder en af anmeldelserne.

Vil have pengene tilbage
Brugerne undrer sig også på Facebook over video-kvaliteten:

"Hej TV 2. Jeg oplever i øjeblikket utroligt dårlig kvalitet på jeres livekanaler på play.... Mit internet kører fint, og der er ingen problemer med forbindelse eller andet på mit udstyr. Har I nogen ide til, hvad problemet kan skyldes, jeg vil utrolig gerne kunne se vm bold UDEN afbrydelser," lyder et direkte spørgsmål til leverandøren.

Selv helt nye brugere af TV 2 Play er ikke lang tid om at hoppe ind på Facebook-siden og lufte deres utilfredshed:

"Så fik jeg endelig TV 2 Play - en af grundene var, at jeg regnede med at kunne bruge det på min telefon... I har jo en Windows Phone app. Men jeg synes næsten det grænser til falsk reklame, at I har en WP app, når den ikke bare virker dårligt, men er direkte ubrugelig," skriver en bruger.

"Android-app'en er jo direkte til at lukke op og skide i, der er så mange fejl og uventet fejl, at jeg slet ikke kan forstå, hvordan i kan tage penge for det? Jeg vil egentlig gerne have mine penge igen!" lyder det fra en anden. 

"Kan det virkelig passe at TV 2 Play skal være lidt over 2 min efter realtime på samtlige fodboldkampe? Og signalkvaliteten er decideret ringe!"

Det skal retfærdigvis tilføjes, at tonen ofte er hård på de sociale medier, og at der også findes positive kommentarer om TV 2 Play.

Omvendt er det nok ikke for meget at sige, at der er en del utilfredshed blandt nogle brugere af TV 2 Play.

Og der er ikke bare tale om en enkelt muggen sofakartoffel.

Det kan godt lade sig gøre
Igen en ny kommentar på Twitter:

"Damn - #TV2Play er edderfløjt'me en hakkende dårlig oplevelse i forhold til #DRTV"

Særligt den slags kommentarer er interessante. For man kunne jo argumentere for, at man bare ikke bør satse på at se VM-fodbold via streaming, fordi teknologien og netværket endnu ikke er til det.

Sagen er bare den, at det er begge dele - og det ser vi blandt andet på DR's streaming-løsning og med Netflix.

Begge tjenester har rigtig mange danskere efterhånden stiftet bekendtskab med, og derfor kan de også se, når eksempelvis TV 2 Play ikke leverer den kvalitet, man kan forvente i år 2014 af en streaming-tjeneste.

Og som en kommentar på Twitter også lyder omkring TV 2 Play-hakkerierne.

"... og det helt latterlige er at #tv2play koster."

Se TV 2 Plays reaktion på kritikken.

Hvorfor fungerer det ikke endnu? 
Set fra et teknologisk perspektiv er det trist, at TV 2 har haft masser af tid til at forsøge at knække koden til, hvordan man sikrer en ordentlig, stabil streaming-kvalitet, så man udnytter båndbredden optimalt - og så at lyd og billede rent faktisk følges ad.

Allerede i 2004 lancerede TV 2 sin første streaming-tjeneste, Sputnik, der i 2012 kom til at hedde TV 2 Play.

Dermed skulle man mene, at de værste børnesygdomme burde være udryddet her i 2014, men at dømme ud fra kommentarerne på de sociale medier er det langt fra tilfældet.

Og hvad er forklaringen så?

Et bud kan være, at man har fokuseret så meget på at få noget godt indhold ind på tjenesten (og her er TV 2 nogenlunde godt med i dag), at man glemte selve fundamentet: At teknologien skal fungere perfekt.

Teknologien kan kun undervurderes
En tjeneste som Netflix fungerer 99,9 procent af tiden upåklageligt på tværs af alle platforme.

Videokvaliteten er høj, designet af apps er lækkert, brugervenligheden er glimrende, og det fungerer bare, når man sætter Breaking Bad på pause på iPad'en og 10 minutter ser videre fra præcis samme sted fra en anden enhed.

Det kan lade sig gøre at lave streamingtjenester, der ikke fungerer, som de gjorde i 2004.

Det er ikke uden grund, at Netflix i disse år resulterer i nervøse trækninger i bestyrelseslokalerne hos de gamle mediemastodonter.

For forbrugerne har gennemskuet det: At der findes alternativer til det, de plejede at se, og den måde, de plejede at se det på. 

Godt indhold til en relativ lav pris er naturligvis en del af forklaringen på Netflix-succesen.

Men et teknologisk setup, der fungerer optimalt på alle tidspunkter og på alle enheder, er en mindst lige så stor del af årsagen til streaming-tjenestens fremmarch.

Kan man ikke levere det, ender det med, at man får kommentarer, som dem, der eksempelvis hagler ned over TV 2 Play-app'en til Android i Googles app-butik:

"Skal aldrig betale for det lort!!! Virker ikke halvdelen af tiden!!"

Se TV 2 Plays reaktion på kritikken.



Læs også:

Farvel til dyrt kabel-tv - goddag til tre næsten perfekte apps

Læsernes mange tips: Sådan ser vi godt og billigt tv




Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

CIO
Skandalerne i Skat er en urimelig sejr for de digitaliserings-modvillige
Klumme: Skandalerne i Skat er en vigtig sejr for dem, som ikke tror på digitalisering af den offentlige sektor. Og Skats problemer bliver ikke løst af organisationsændringer.
Comon
25.000 danskere gået i kuponsvindel-fælde på Facebook på blot seks timer: "Det spredte sig som en steppebrand"
Fakta, Netto, Aldi, Lidl, Lego og flere andre varemærker bliver lige nu udnyttet i forbindelse med kuponsvindel på Facebook, og danskerne klikker i hobetal. Læs hvad der sker, hvis du klikker.
Channelworld
Dansk hosting-direktør: På disse tre områder banker danske hosting-firmaer Microsoft og Amazon af banen
Den danske hostingbranche er godt polstret til at modstå konkurrencen fra globale cloud-spillere som Amazon og Microsoft. Her er tre grunde til, at danske hostingudbydere ikke blæser omkuld i konkurrencen.
White paper
Innovation gennem intelligent forretningsdrift
Intelligent Business Operations gør det muligt at transformere missionskritisk indsigt til den rette handling og derved styrke forretningen.