Artikel top billede

Da Google overskred min grænse

Jeg accepterer betingelser på et splitsekund, deler personlige data på Facebook uden at se mig tilbage og forfølges gerne af reklamer. Men jeg har fundet min grænse. Den hedder Google Glass - og det er skidt for Google.

Kan du huske, da Google Glass kom frem?

De der Google-briller, som var reserveret til en lille elite, der fik adgang til at gå rundt med dem - og som i øvrigt hurtigt fik det lidet flatterende øgenavn 'glassholes'.

Snart skulle vi droppe vores smartphones og alt det andet grej til fordel for en let brille, som ved hjælp af stemmekommandoer viste de relevante informationer - fra Googles databaser eller filtreret af Googles ukendte algoritmer.

Sådan er det ikke helt gået.

Heller ikke selvom Google Glass nu kan købes af de interesserede i USA og England, som kan stille med de nødvendige 1.500 dollars eller knapt 9.000 danske kroner før moms og told.

Det kan skyldes prisen eller de blot 50 apps, som er tilgængelige.

Begge dele spiller helt sikkert ind. Men den virkelige årsag er, at Google Glass en knytnæve lige i synet på alle andre.

Det er fint, at du kan se flyafgange, vejret i morgen eller finde vej til nærmeste Starbucks blot ved at bruge stemmekommandoer - det værste, der kan ske, er at din besynderlige opførsel vil skabe plads omkring dig i bussen.

Men det er det indbyggede kamera, som viser Googles naivitet omkring privacy - eller (alt efter din holdning) deres manglende respekt for samme.

Med Glass følger den naturlige konsekvens, at hvad du tror, er et privat rum til samtale, overvejelse og refleksion, i stedet kan blive forvandlet til en statistrolle i nogle andres komiske pointe.

Det var derfor, Computerworld for nyligt oplevede en amerikanske it-direktør, som nægtede at sige et ord, før en journalist med Google Glass-briller havde taget dem af, slukket dem og lagt dem nederst i tasken.

Det største problem med Google Glass og lignende løsninger er derfor ikke den elendige batterilevetid eller det nørd-elitære image. Problemet er den manglende sociale accept, fordi de som enheder overskrider vores grænser.

Det er i sig selv er lidt af en bedrift i en tid, hvor vi gladeligt udlevererer vores børn på Facebook og vores bare hud på Snapchat.

Så når Google Glass dør, før det for alvor tager fart - og det er der meget, som tyder på - skyldes det ikke teknologien.

Det skyldes heller ikke engang en EU-kommissær på krigsstien.

Årsagen er den der ubehagelige fornemmelse i maven på dig og mig, som fortæller, at der er ved at ske noget, vi ikke er helt trygge ved.

Spørgsmålet er så, om vores grænser nogen sinde rykker sig så meget, at Glass får liv igen.

Ville du være tryg ved en mødedeltager, en kollega eller en ven som havde Google Glass på?

Læs også: Er Google ved at miste interessen for de her projekter?