Manglende godkendelse kan lukke stort it-system i gymnasierne - 9 ud af 10 gymnasier kan blive ramt

Det meget populære gymnasie-system Lectio risikerer at blive droppet af landets gymnasier efter manglende system-godkendelse. "Vi er usikre på, hvad der skal ske," lyder det fra gymnasierne. Leverandøren vil ikke svare på, hvad der er sket.

Det meget udbredte it-system Lectio lever ikke op til lovens krav om revisionsgodkendelse.

Det kan i sidste ende føre til, at systemet lukkes ned.

Dermed risikerer tusindvis af gymnasielærere og elever at miste adgangen til at se undervisningsskemaer og udveksle dokumenter og beskeder.

Alene på gymnasieområdet er ni ud af 10 skoler koblet på Lectio, som også benyttes på en række ungdomsuddannelser og voksenuddannelser.

Ifølge en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet var 1. april sidste frist for at få Lectio godkendt hos en statsautoriseret revisor.

Godkendelsen skal sikre, at Lectio-systemet lever op til revisionsstandarden ISAE 3402, som blandt andet handler om datasikkerhed og beskyttelse af brugernes personlige data.

Det er it-firmaet Macom, der står for at levere og drive Lectio.

Men en måned efter fristens udløb kører Lectio i strid med reglerne videre, uden at ministeriet har modtaget den krævede revionserklæring fra Macom.

Gymnasier er frustrerede
I gymnasierektorernes forening, Danske Gymnasier, undrer formand Anne Birgitte Rasmussen sig over, at Macom ikke har sørget for at få de nødvendige revisionserklæringer på plads.

"Vi har holdt møde med Macom, hvor vi har givet udtryk for vores frustration over, at der ikke er nogen systemgodkendelse 1. april. Så nu er vi usikre på, hvad der skal ske," siger Anne Birgitte Rasmussen.

Hun understreger, at gymnasierne er meget glade for at bruge Lectio-systemet.

"Det er fleksibelt, der er god support, og de er ret hurtigere til at tilpasse sig, hvis der kommer nye fag eller andre ændringer i skolernes hverdag," siger hun.

Hun frygter, at sagen kan ende med, at Undervisningsministeriet vil kræve, at skolerne stopper brugen af Lectio indtil systemet er blevet testet af en revisor.

"Jeg kan forestille mig, at ministeriet i sidste ende vil sige, at vi ikke kan bruge Lectio, fordi det ikke lever op til kravet om en revisionserklæring. Men vi vil meget gerne arbejde med ministeriet, så vi eventuelt kan få en dispensation indtil tingene går i orden," siger hun.

Ifølge vicedirektør Aino Olsen fra Undervisningsministeriets styrelse for it og læring har gymnasierektorerne grund til at være bekymrede.

"Vi ser med stor alvor på, at et stort antal skoler lige nu ikke har et it-system, der er revisionsgodkendt," siger Aino Olsen.

Hun kan godt forestille sig, at den manglende revisionsgodkendelse vil føre til, at gymnasierne må stoppe med at bruge Lectio.

"Vi er i dialog med Danske Gymnasier og erhvervsskolernes ledere for at finde ud af, om de skal bede om en dispensation, eller om de skal skifte til et andet godkendt system," siger Aino Olsen.

Styrelsen er en stat i staten
Hos Lectio-leverandøren Macom vil direktør Martin Holbøll ikke svare på, hvorfor firmaet ikke har fået revisionsgodkendelse af systemet.

Han skyder sagen til Styrelsen for It og Læring, som ifølge ham har haft ansvaret for systemerevisionen siden 2008, uden at man i den periode har gjort noget for at få systemet godkendt.

"Vi spørger os selv, om det er fordi, at styrelsen ikke har kunnet eller ikke har villet," siger Martin Holbøll.

Men ifølge bekendtgørelsen fra ministeriet er det Macom, der har ansvaret for systemrevisionen.

"Styrelsen har et habilitetsproblem. Den leverer selv it-systemer til erhvervsskolerne og en del af erhvervsgymnasierne. Det er lidt tankevækkende, at man både kan være leverandør og myndighed der stiller krav om systemrevision, plus at man fungerer som ministeriets rådgiver på it-området. Hvis det her var et land, der modtog udviklingsstøtte, var det blevet lukket på stedet.

Men der ligger et krav om, at der skulle ligge en systemrevision pr. 1. april. Hvad siger du til det?

"Den virkelige historie i det her er, hvordan det her har kunnet foregå. Styrelsen er en stat i staten, der fungerer fuldstændig autonomt som myndighed og rådgiver (for Undervisningsministeriet, red.)," siger Martin Holbøll.

Læs også:
Nu skal Skoleintra sendes på pension: Her er planen for den nye version

Efter flere års forsøg: It bliver officielt fag i danske gymnasier


Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

Computerworld
Advarer om phishing-angreb: Pas på hvis du modtager denne PDF
En phishing-mail med en vedhæftet PDF er i øjeblikket på spil. Phishing-angrebet forsøger at narre modtagerne til at udlevere login-oplysninger.
CIO
2017 bliver et år, som man kommer til at skrive om i historiebøgerne: Nu kommer skiftet fra digitalisering til digital økonomi
Klumme: "I Danmark vil vi nu se et fokusskifte i ledelsesdiskussionen - ikke til digitalisering eller teknologibegejstring og -skepsis men til håndtering af en datadrevet virkelighed. For chefen gælder det nu: Op på ølkassen eller ud ad vagten.
Comon
Undgå passwordet: Smart tilbehør til at låse og åbne din computer med Windows Hello
Windows Hello kan mere end blot låse din computer op med dit ansigt. Der findes en lang række muligheder af tilbehør, som kan være med til at sikre din computer mod indtrængere. Se fem af dem her.
Channelworld
Ny EG-direktør har en plan: Sådan skal EG vokse sig større og endnu mere profitabel
Interview: Mikkel Bardram er ny administrerende direktør i EG. Selvom EG nu har 2.000 ansatte og en omsætning på 1,8 milliarder kroner, er der potentiale for endnu mere, mener den nye direktør.
White paper
Case: Uafhængig rådgivning bragte uventet navn på banen for Icopal
Icopal lyttede til uafhængig rådgivning fra Kompetera, og det bragte et uventet navn inden for storage på banen, da man skulle udskifte det gamle storagesystem.