Dansk datalog er verdens største Tesla-fan: Derfor fik Gert en unik Model X som den første i Europa

Verdens største Tesla-fan hedder Gert Abildskov, er 46 år og uddannet Datalog fra Københavns Universitet. Computerworld fik en tur i hans specialudgave af Tesla store Model X.

Verdens største Tesla-fan hedder Gert Abildskov, er 46 år og uddannet Datalog fra Københavns Universitet.

Og Gert er vild med Teslaer. Så vild, at han ene mand har formidlet 150 købere videre til Tesla. En præstation, som placerede ham 50 biler foran den nærmeste konkurrent, i øvrigt en nordmand, og sikrede Gert mulighed for at købe og få leveret Europas første Model X -  Teslas store SUV.

Det er den sølvgrå Model X, oven i købet i en særlig Founders Edition, som Gert tager Computerworld med på tur i en efterårsdag på Frederiksberg.

Egentlig kørte Gert Abildskov en helt almindelig benzinbil, men for en mand, som har skrevet spil til klassikere som Commodore VIC20, printerdrivere til Amiga, stiftet webbyen.dk og været it-nørd siden 1985, var der ikke så meget at rafle om, da en nabo overtalte ham til tage en prøvetur i en Tesla Model S.

"Jeg kom hjem med et kæmpe smil og snakkede ikke om andet. Min kone kunne godt se, at jeg var helt solgt, så vi købte en Model S.

Det sjove er så, at da min kone har kørt lidt i Teslaen, ryger hendes BMW ud til fordel for endnu en Model S", forklarer Gert Abildskov.

Et par måneder efter, at de to Teslaer er ankommet til familien Abildskovs indkørsel, lancerer Tesla et program, hvor man kan henvise folk i sit netværk til Tesla. Henviser man nok, lokker muligheden for at købe en fuldt udstyret Tesla X i en særlig Founders Edition og få den leveret som en af de første i Europa.

Artiklen fortsætter under billedet...

Læs også: Til næste år kan selvkørende Teslaer køre tværs over USA - se videoen her

Det rammer konkurrencemennesket i Gert, som allerede har brugt en del tid på at give prøveture og holde passionerede foredrag om fordelene ved elbiler. Så Gert Abildskov opsummerer, hvad han ser som fordelene i en artikel på LinkedIn, og slutter med sit telefonnummer og et link.

Det hele sker før afgiftsstigningen i 2015. På det tidspunkt fløj Teslaerne over disken, og i løbet af lidt over en måned har Gerts smittende begejstring skaffet 80 nye elbiler en ejer.

Spol tiden lidt længere frem, og tallet rammer hele 150 formidlede biler.

Det er det højeste antal henvisninger i verden, og det sikrer Gert både adgang til Model X, en i forbindelse med en forretningsrejse, også tur omkring Tesla-fabrikken i Californien og et møde med Tesla-direktør Jon McNeill. Ikke mindst fordi, at Tesla også havde fattet interesse for Gerts cloudbaserede rekrutteringsplatform.

Artiklen fortsætter under billedet...

Tesla-entusiasmen har været godt for netværket

Gert er medstifter og direktør for it-virksomheden Emply, som leverer et cloudbaseret rekrutteringssystem til virksomheder og de fleste danske kommuner.

Det burde være nok for de fleste, men for Gert Abildskov går Tesla-entusiasmen rigtigt godt i spænd med jobbet:

"Jo mere, jeg gik op i det, jo flere mennesker mødte jeg, som gerne ville have en prøvetur. Det betød, at jeg lærte alle mulige sjove mennesker at kende. Så jeg vil sige, at det har været rigtigt godt for mit netværk at gå op i de her biler."

Men hvordan er Model X så? Vi går ned til Emplys parkeringspladser i gården på Frederiksberg for at se nærmere på den. I en tid, hvor Tesla Model S findes på hver eneste gadehjørne i de større danske byer, er Model X stadig en sjældenhed.

Det skyldes til dels afgiftsændringen for elbiler, som betyder, at du skal lægge lige over en million kroner for den billigste Model X med en rækkevidde på 417 kilometer. Og 1,33 millioner for den P90D-udgave, som Gert triller rundt i - og dertil kommer alt ekstraudstyret, som fulgte med i Gerts særlige udgave.

Samtidig spiller leveringstiden ind. Hvor Tesla i hele sin levetid har bygget godt 160.000 biler, producerer et firma som Toyota lige over 8,5 millioner biler om året.

Tesla har derfor kæmpet med at få bygget biler nok til at matche efterspørgslen, og det ser nu ud til at lykkes. I hvert fald lover Teslas danske hjemmeside, at hvis du bestiller en Model X nu, kan den stå i din indkørsel til december.

Bare et tip, hvis du går og mangler ideer til ønskesedlen.

Et godt tip, for under turen rundt i Københavns gader kravler en Model X også stille og roligt op på vores ønskeliste.

Læs også: Nu kan Tesla S køre selv med Autosteer: Vi har været på tur i den (næsten) selvkørende bil

Sådan er Model X på gaden

Det skyldes måske ikke så meget designet. Umiddelbart ligner den en Model S, der har mistet kontrollen ved kagebordet.

Men tag ikke fejl, for den buttede SUV kan flytte sig. Helt præcist når den på 3,1 sekunder 100 kilometer i timen. Også selv om vægten slår ud ved 2,5 tons. Elmotorerne sikrer samtidig, som med andre elbiler, at kraften leveres øjeblikkeligt og gør, at selv store tunge biler føles, som om du kører i en go-cart.

Den store vægt og høje bil burde egentligt betyde, at X ruller mere i svingene. Men bilen føles i stedet ret kontant, måske ligefrem lidt hård. Og den har endda nymonterede 20-tommer vinterdæk.

Derfor føles Model X i kabinen mere som en stor sporty stationcar end som en høj SUV.

Og X er stor. Men når du sætter dig ind, er det ikke din første tanke. Opmærksomheden koncentreres  i stedet om den kæmpe forrude, som Tesla har installeret i bilen.

Artiklen fortsætter under billedet...

For ruden, som har givet flere problemer for Tesla under produktionen, er ikke bare stor. Den er kæmpestor, og den fortsætter hele vejen over dit hoved, når du sidder på forsæderne. Det er, som Gert grinende siger, lidt ligesom at køre på cykel.

Hvis altså din cykel er sølvgrå, har store hvide skålformede lædersæder, er lydløs, vejer 2,5 tons og har en kæmpe touchskærm.

Og hvis din cykel i øvrigt kan rumme 6 personer, der sidder rimelig komfortabelt. Rimeligt, fordi folkene på forsæderne og de to midterste sæder sidder rigtigt godt - mens voksne på de to bagerste sæder helst skal være både slanke, have korte ben og ikke meget være meget over gennemsnitshøjden for at kunne sidde bare nogenlunde godt.

De to bagerste sæder foldes dog nemt ned og skaber plads til et større bagagerum. Alt sammen meget praktisk og smart på samme måde, som vi kender det fra Model S.

Det samme er softwaren, mens for- og bagsæder har fået en opgradering og føles mere sporty i den store SUV.

Dørene på Model X går op og ned, op og ned ... hele dagen

Men pyt med Model S, for den har ikke mågevingedøre. Den type døre, som Mercedes udødeliggjorde i 1952 med model 300SL Gullwing.

Og det er den type døre, som måske er Model X' vigtigste kendetegn.

De døre så vi gå op og ned. Og op og ned igen. Faktisk så vi dem gå op og ned rigtig mange gange. Bare fordi vi kunne.

Artiklen fortsætter under billedet...

De er helt igennem fjollede, overflødige og fede. Fede, fordi de netop signalerer til omverdenen, at her har en gruppe ingeniører svedt blod for at bygge noget - bare for at vise, at det kan lade sig gøre.

Så afvis dem bare som fjollede. Men anerkend, at de anderledes.

Ud over at være anderledes, er de faktisk også delvist praktiske. I hvert fald betyder kombinationen af de normale fordøre og de anderledes bagdøre, at det er nemt at komme til, når du åbner en Model X.

Tesla bliver som sædvanlig ved med at pille ved softwaren i bilerne. Således indeholdt den seneste opgradering en lille forbedring, som betyder, at mågevingedørene på Model X nu åbner og lukker lidt hurtigere.

Gerts entusiasme for Tesla betyder også, at han er en af de få indviede ejere, som får lov til at prøve Teslas beta-udgaver af bilsoftwaren længe før, opdateringen rulles ud til de øvrige ejere.

Derfor har han trillet rundt med en betaudgave af den netop lancerede version 8 af Teslas styresystem. En opdatering, som skulle hæve sikkerheden ved blandt andet at give de eksisterende Teslaers indbyggede radar en større rolle, når omgivelserne scannes.

Det skulle betyde en større følsomhed, når det gælder mindre forhindringer som cykellister, gående eller den zink-spand, som Gert har testet sin bils sensorer med.

Turen i Model X med version 8 ser ud til at bekræfte, at følsomheden er forbedret. I hvert fald registrerede Gerts Model X cyklister i situationer, hvor Computerworlds test over flere dage med Model S og en ældre udgave af softwaren ikke kunne få bilen til at registrere cyklister.

Det er godt, og det betyder også, at Teslas sikkerheds- og selvkørende systemer bliver stadig mere anvendelige på danske veje, hvor cyklister og fodgængere ikke er et nær så eksotiske indslag, som de er hjemme i Teslas californiske nabolag.

Om det er nok til at matche blandt andet Volvos mere fodgænger-orienterede systemer, er svært at sige, men så længe, der ikke er klare fælles krav til nødbremse- og sikkerhedssystemerne, kan vi kun glæder os over hvert lille skridt på vejen mod større trafiksikkerhed.

I det hele taget er det svært ikke at glæde sig over Model X - også uden Gerts smittende begejstring på sædet ved siden af.

På trods af det lidt anonyme ydre og den høje vægt, føles Model X som en forvokset go-cart, som du kan smide rundt om hjørnerne på selv små veje.

En go-cart, som kan rumme 6 personer, indkøb til et par dage og chaufførens store smil.

Læs også:
Tesla er smart - men jeg vil hellere køres (næsten) ned af en Volvo