Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Snart kommer Dankort til Apple Pay – det sker senest i 2025, lover flere banker

Flere danske banker vil give kunderne adgang til Dankort i Apple Pay, men der er ingen fordele for forbrugerne ved det, mener en dansk bankekspert.

Danske Bank er i dag den eneste bank, der tilbyder, at danskerne kan betale med deres Dankort via Apples betalingsløsning Apple Pay.

De øvrige banker tilbyder kun, at man kan anvende sit Mastercard eller Visa-kort.

Det bliver der dog snart lavet om på.

Ifølge nyhedsbureauet Ritzau har fem danske banker overfor Forbrugerrådet Tænk bekræftet, at de senest i 2025 vil udbyde Dankortet i Apple Pay.

Løfterne kommer efter en periode hvor både Nets og erhvervsminister Morten Bødskov (S) har presset på for bankerne skulle give Dankortet adgang til Apple Pay.

Den manglende mulighed for at bruge Apple Pay har været et problem for Dankortet efterhånden som, at Apples betalingsløsninger står for stadig flere transaktioner.

Ifølge Nets er det i dag hver fjerde betaling i de fysiske butikker, der via Apple Pay.
“Det er klart, at som betalingsmåde skal vi være der, hvor forbrugerne er. Og lige nu er det på mobilen, så det er helt afgørende, at dankortet kommer ind i Apple Pay,” siger direktør for Dankort i Nets Esben Torpe Jørgensen til Ritzau.

Ingen fordele for forbrugerne

Den danske bankekspert Lars Krull mener dog ifølge Berlingske, at Dankortets problemer skyldes, at det på mange områder er et dårligere produkt end de internationale kort.

"Jeg kan ikke se nogen fordele for forbrugeren. Forbrugeren har i virkeligheden et bedre produkt sikkerhedsmæssigt med et af de andre kort," siger Lars Krull til Berlingske

Dankortet har i øvrigt 40 års jubilæum i dag. Den første Dankort-transaktion blev således gennemført i en københavnsk skotøjsforretning 1. september 1983.