Man tager 85 majskorn. Kornene bliver kværnet, og stivelsen trækkes ud. Majsstivelsen omdannes til uraffineret druesukker, som omdannes til mælkesyre. Denne mælkesyre går gennem endnu et par kemiske forandringer for til sidst at ende som et biologisk nedbrydeligt polymer-materiale, der kan anvendes til fremstilling af en cd.
Det er amerikanske Cargill Dow, der fremstiller polymerer fra majs, og japanske Sanyo har fundet ud af, hvordan materialet kan bruges til cd'er. Sanyo kalder de økologiske cd'er for Milddisc.
Problemet med eksisterende cd'er er, at de ikke nedbrydes i naturen. Ved afbrænding kan almindelige cd'er og dvd'er udvikle giftige stoffer, og afbrændingen af disse cd'er bidrager til drivhuseffekten.
Hvis en Milddisc efterlades i naturen, nedbrydes den til vand og kuldioxid i løbet af 50 til 100 år. Den optiske disk kan komposteres, og så går det hurtigere med nedbrydningen. Produktet bidrages ikke til drivhuseffekten ved afbrænding, for den frigivne kuldioxid er den samme, som majsplanten i sin tid optog fra luften.
Cargill Dow forklarer, at den varme, energi og transport, der anvendes i produktionsprocessen, også omfatter fossilt brændsel. Men til hele processen bruges der mellem 20 og 50 procent mindre fossilt brændsel end til termoplast, som traditionelle cd'er er fremstillet af.
Til at starte med er det meningen, at Milddisc skal bruges til musik-cd'er og cd-rom. Senere kan det også blive til dvd'er.
Når salget starter i løbet af de næste par måneder, koster en MildDisc tre gange så meget som en almindelige cd, men Sanyo regner med, at prisen kommer til at ligge 20 procent over prisen for en traditionel cd, når først produktionen er kommet op i gear.
Denne artikel stammer fra PC World Online.
