Bedste kvartal for it-branchen siden dotcom-boblen

Den toneangivende amerikanske it-branche har ikke haft det bedre i mere end 10 år.

Artikel top billede

Computerworld News Service: Takket være optimisme i forhold til USA's økonomi og gode tegn fra flere it-leverandørers kvartalsregnskaber afsluttede it-branchen i fredags sit bedste kvartal i markedet siden slutningen af 2000, da dotcom-boblen - også kaldet it-boblen - bristede og aktierne styrtdykkede.

Samlet set faldt it-aktierne en smule i fredags, men slet ikke nok til at lægge en dæmper på kvartalet som helhed.

Nasdaq-børsen sluttede fredag på 3.091,57 efter en nedgang samme dag på 3,79 point.

Ikke desto mindre var dette det bedste niveau siden fjerde kvartal 2000.

Stigning på 24 procent

De såkaldte computer-aktier på Nasdaq er steget med 24 procent siden starten af året.

Nasdaqs telecom-aktier er steget med 11 procent. Aktierne i tech-, media- og telecom-markedssegmentet på New York Stock Exchange er steget med omkring 10 procent.

Det er desuden den sektor, der klarer sig bedst på NYSE, bortset fra finanssektoren, som steg med 17 procent.

Sammenlignet med Dow Jones Industrials Index, der er steget med otte procent, klarer it-aktier sig rigtig godt.

Generel økonomisk optimisme i USA er en del af billedet. Torsdag offentliggjorde USA's arbejdsministerium, at antallet af borgere på arbejdsløshedsunderstøttelse er faldet til det laveste niveau i fire år.

Ekstra tillid til branchen

Gode nyheder fra offentliggjorte regnskaber giver en ekstra dosis tillid i it-branchen.

På den anden side klarer ikke alle it-leverandører sig lige godt og visse analytikere frygter, at Apples fænomenale vækst giver et forvrænget billede af branchens overordnede tilstand.

Sådan ser billedet ud uden Apple

Få selskaber på Apples størrelse har været i stand til at vokse lige så hurtigt, som Apple har gjort den seneste tid.

I selskabets seneste kvartalsregnskab oplyste Apple, at dets nettoresultat var steget med 118 procent i forhold til samme periode året før til 72,7 milliarder kroner i dagens kurs. Apples enorme vækst har utvivlsomt en stor indvirkning på de generelle markedsdata.

Fraregner man Apples resultater i det amerikanske kreditratingbureau Standard & Poors aktieindeks over 500 store amerikanske virksomheder, kaldet S&P 500, faldet den samlede vækst i aktiekursen i år fra 6,1 procent til 3.0 procent, viser data fra markedsanalysefirmaet Factset.

Fraregner man Apples indtjening, falder den samlede indtjening i indekset fra knapt et nulresultat til en nedgang på 1,6 procent. Apple handles på Nasdaq, så selskabets resultater påvirker de samlede opgørelser på denne specifikke børs, der har en overvægt af it-selskaber.

Der er dog også andre it-selskaber end Apple, der oplever en positiv udvikling, særligt i markedet for it til store virksomheder.

Torsdag offentliggjorde Red Hat at være den første open source-softwarevirksomhed med en årsomsætning på over en milliard dollar. I regnskabsåret, der sluttede 29. februar steg Red Hats omsætning med 25 procent i forhold til året før til omkring 6,3 milliarder kroner. Selskabets nettoresultat steg fra godt 598 millioner kroner året før til knap 818 millioner kroner.

Det må ses som en tillidserklæring fra erhvervslivets it-afdelinger til open source-software og til forretningsmodellen bag open source.

"Vores open source-teknologier vælges hver dag af flere kunder, i forbindelse med at de omstrukturerer deres datacentres infrastruktur til større effektivitet, fleksibilitet og cloud-forberedelse," udtaler topchef Jim Whitehurst.

Også middleware-leverandøren Tibco kunne torsdag offentliggøre stjerneresultater. I det regnskabskvartal, der sluttede 4. marts, landede omsætningen på knap 1,3 milliarder kroner og nettoresultatet på knap 115 millioner kroner, hvilket er udtryk for en anseelig vækst i forhold til en omsætning på godt en milliard kroner og et nettoresultat på godt 89 millioner kroner i samme periode sidste år.

I et telefonmøde med analytikere talte Tibcos topchef, Vivek Ranadivé, om, hvordan selskabet er centralt placeret mellem de afgørende tendenser inden for it til store virksomheder.

"Vores infrastruktur-software-platform sætter os i en god position til at drage fordel af tidens vigtigste it-tendenser: Big data, cloud, sociale netværk og mobilitet," sagde Ranadivé.

Der er dog ikke positive nyheder over hele linjen.

Research In Motion offentliggjorde torsdag, at omsætningen i selskabets fjerde regnskabskvartal er faldet med 25 procent til 23,4 milliarder kroner i forhold til samme periode året før. Samtidig oplevede selskabet et nettounderskud på knap 697 millioner kroner i det regnskabskvartal, der sluttede 4. marts.

Selvom forretningsbrugeren er RIM's centrale målgruppe, så har selskabet begået en række fejltrin og er desuden oppe imod både Apple og Android.

RIM's tablet, PlayBook, blev ikke taget godt imod sidste år men derimod kritiseret for at mangle visse grundlæggende apps, ligesom oplevelsen med at gå på nettet på en BlackBerry blegner i forhold til konkurrenterne.

Jim Balsillie og Mike Lazaridis opgav for nylig deres status som med-CEO'er og efterlod Thorsten Heins med styringen, men iagttagere har indtil videre ikke givet udtryk for nogen stor tillid til, at dette trin vil vende selskabets udvikling.

I løbet af den næste måneds tid vil de it-virksomheder, hvis regnskabsperioder følger kalenderåret, offentliggøre deres omsætninger fra kvartalsregnskabet for årets første kalenderkvartal.

Hvis flere virksomheder offentliggør regnskaber, der minder om, hvad Red Hat og Tibco har oplevet, så vil optimismen - og aktiekurserne - blive ved med at stige.

"Nasdaq var oppe på 5.000, før dotcom-boblen bristede, og børsen ligger lige nu på omkring 3.000, så der er plads til yderligere vækst," bemærker John Fitzgibbon, som driver IPO Scoop.com.

Oversat af Thomas Bøndergaard

Læses lige nu

    Event: Cyber Security Festival 2026

    Sikkerhed | København

    Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 70 talere og møde mere end 50 leverandører over to dage.

    18 & 19 november 2026 | Gratis deltagelse

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Netværksteknikere til design, drift og vedligehold ved Cyberdivisionen

    Københavnsområdet

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Analytiker til Security Operations Center i Cyberdivisionen

    Københavnsområdet

    Netcompany A/S

    Linux Operations Engineer

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Ajanta Holland Christensen som Sales Manager ved netIP's kontor i Aarhus. Han kommer fra en stilling som Account Manager hos Orange Cyberdefense. Nyt job
    Renewtech ApS har pr. 1. februar 2026 ansat Thomas Bjørn Nielsen som E-Commerce Manager. Han skal især beskæftige sig med at optimere og vækste virksomhedens digitale platforme yderligere. Han kommer fra en stilling som Operations Project Manager hos Tiger Media. Han er uddannet fra Aalborg Universitet og har en MSc. i International Virksomhedsøkonomi. Nyt job

    Thomas Bjørn Nielsen

    Renewtech ApS

    Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

    Daniel Eriksson

    Sharp Consumer Electronics